Mødedato: 07.12.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Status på "Øget sundhed for børn" - (fællesindstilling)

Udvalgene orienteres om den årlige status for indsatserne under bevillingen Øget Sundhed for Børn

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget tager status for indsatserne under Øget Sundhed for Børn til efterretning.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget modtog i Budget 2009 en varig bevilling på 10,3 mio. kr. årligt til sundhedsindsatser for børn. Da målsætningen vedrører børn, har Børne- og Ungdomsudvalget været inddraget i udmøntningen af midlerne, som ligger på Sundheds- og Omsorgsudvalgets ramme. Udvalgene orienteres om status for indsatserne under Øget Sundhed for Børn (ØSB).

Løsning

Den nuværende udmøntning af midlerne under Øget Sundhed for Børn løber til og med 2018 og er besluttet af Børne- og Ungdomsudvalget den 24. september 2014 og af Sundheds- og Omsorgsudvalget den 23. oktober 2014. Udvalgene forelægges hermed en årlig status på de fem indsatser under Øget Sundhed for Børn. Forvaltningerne vurderer, at initiativerne generelt forløber planmæssigt, men at der er behov for at intensivere rekrutteringen til Center for Børn og Unges Sundhed med henblik på at få flere børn på 2-5 år henvist fra daginstitutionerne og almen praksis.

1. Vejen til Sund vægt - Tidlig forebyggende, opsporende og opfølgende indsats i sundhedsplejen til børn med overvægt
Målet med indsatsen 'Vejen til Sund Vægt' er dels at sundhedsplejen skal opspore og igangsætte familiebaserede forløb for børn med moderat overvægt og dels at motivere familier med børn med svær overvægt til deltagelse i specialiseret tilbud i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens Center for Børn og Unges Sundhed (CBUS). Der gennemføres 500 forløb pr. år. Sundhedsplejen samarbejder med den frivillige forening FitForKids og henviser børn med overvægt til foreningens vægttabshold.

I foråret 2017 blev begge udvalg orienteret om evaluering af "Vejen til Sund Vægt", der blev foretaget omkring årsskiftet 2016/2017. Generelt peger evalueringen på, at sundhedsplejerskerne efterlyser kompetencer inden for kost og ernæring, og de udtrykker behov for et større fokus på strukturel forebyggelse for at forebygge overvægt, så aktører og rammer hvor børnene er, eksempelvis skole og fritidshjem, bidrager til at forebygge overvægt hos børnene.

Der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på revidering af den nuværende overvægtsindsats med repræsentanter fra begge forvaltninger. En fremtidig revidering af indsatsen vil have fokus på, hvordan der sikres et større fokus på strukturel forebyggelse for at forebygge overvægt hos børnene, og hvordan det tværfaglige samarbejde kan styrkes omkring børn med overvægt. Indsatsen "Vejen til Sund Vægt" fortsætter frem til august 2018, hvor udvalgene forelægges forslag fra arbejdsgruppen til beslutning vedrørende en revidering af indsatsen med henblik på implementering i 2019.

2. Specialiseret tilbud til 2-16-årige børn med svær overvægt
I CBUS tilbydes individuelle familiesamtaler med børn i alderen 2-16 år og deres familier. Centret har også en ungecafé til de 14-16-årige, motionstilbud til alle aldersgrupper, madværksted og telefonrådgivning. CBUS samarbejder med FitForKids og henviser børn til FitForKids' motionshold.

Fra januar 2017 blev centrets målgruppe udvidet til også at indbefatte 2-5-årige med svær overvægt, via en intern omprioritering af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme. Siden januar er der henvist 25 børn mellem 2-5 år. Det årlige mål er 65 børn. Børnene er primært blevet henvist via praktiserende læger og sundhedsplejersker eller ved at familierne selv har henvendt sig, og kun to børn er henvist fra daginstitutionerne. Svær overvægt kan være skadeligt for barnets sundhed, men jo tidligere der sættes ind, jo nemmere er det at vende udviklingen. Rekruttering via daginstitutionerne er derfor væsentlig, hvis børn i denne aldersgruppe skal opspores. Interesserede daginstitutioner kan modtage individuel rådgivning fra CBUS vedrørende svær overvægt hos børn. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil intensivere rekrutteringen via daginstitutionerne i de institutioner, der er med i initiativet Børn og Bevægelse (BOB). Disse institutioner ligger i områderne Nørrebro/Bispebjerg og Vanløse/Brønshøj, som er områder, hvor der er flest overvægtige børn. I BOB er fokus på børnenes motorik, og det vil derfor være naturligt også at skulle vurdere børnenes vægt med henblik på en visitering til CBUS. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil sætte fokus på CBUS via kommunikation til lederne og ressourceteamene, så det fremover bliver et fokuspunkt.

Godt 400 børn er p.t. registreret i CBUS, ventetiden er på tre måneder, hvilket er uændret i forhold til tidligere år. Centret når sit måltal i 2017 om opstart af 270 nye børn i et forløb på 1½ år i gennemsnit. 

Evaluering fra efteråret 2015 viser, at CBUS har succes med at støtte børn med svær overvægt og deres familier i at skabe varige livsstilsændringer og at opnå vægttab eller stagnation af deres vægt. De børn, som er i centret, hører stort set alle til de 1 % mest overvægtige i deres aldersgruppe, børnene er overvejende fra familier med anden etnisk baggrund end dansk, og blandt forældrene er en stor andel ledige og med et lavt uddannelsesniveau. I følge evalueringen ses en god effekt af forløbene blandt de 356 familier, der gennemførte minimum et års forløb. Efter 12 måneder havde 65 % af børnene tabt sig, efter 18 måneder havde 73 % tabt sig, og efter 24 måneder havde 69 % af børnene tabt sig.

I 2018 arbejdes der på at få flere børn rekrutteret til CBUS fra daginstitutionerne og almen praksis, at videreudvikle brugen af data til at understøtte kvaliteten og effekten af indsatserne i CBUS og   samarbejde med non-profit gadeidrætsorganisationen GAME om at afprøve et særligt tilrettelagt parkourforløb.

3. Børn og Bevægelseskultur (BOB)
Formålet med projektet er at øge kvaliteten af den bevægelsesfaglige praksis i dagtilbud for at sikre fokus på tidlig opsporing og tidlig indsats i forhold til børn, der er motorisk udfordrede. Indsatsen er med til at skabe forudsætninger for, at flere københavnske børn udvikler sig motorisk alderssvarende og er læringsparate ved skolestart.

Ca. 80 institutioner fra lokalområderne Vanløse/Brønshøj/Husum og Nørrebro/Bispebjerg har i perioden 2015-2017 deltaget i projektet, svarende til ca. 6700 børn og 1000 ansatte. De deltagende institutioner har fået grundig efteruddannelse for to medarbejdere, kompetenceforløb i institutionen for alle medarbejdere, ledelsessparring, opfølgningsdage og support til afholdelse af forældrearrangement med fokus på motorik og bevægelse.

I 2017 har der været efteruddannelsesforløb med fokus på motorik og bevægelse til støttepædagoger, psykologer og sundhedsplejen. Projektet har medført, at der er øget opmærksomhed på bevægelse, også i de tre områder, som ikke deltager i BOB. Der er derfor tilrettelagt efteruddannelsesforløb for supportmedarbejdere i nogle af de tre områder, og der tilbydes kurser med fokus på motorik og bevægelse i BUF akademi til alle daginstitutioner i 2017 og 2018. I forbindelse med forelæggelse af forslag til ny udmøntningsplan for 2019 forelægges udvalgene en evaluering af projektet.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har via intern omstilling afsat 3,6 mio. kr. i alt til at implementere BOB i 2017, 2018 og til efteråret 2019 på fritidshjem i lokalområderne Amager, Vesterbro/Valby og Østerbro/Indre By. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen står for projektledelsen, og projektet er kapacitetsopbyggende for personalet på fritidshjemmene samt supportfunktionen og berører dermed også daginstitutionsområdet.

I 2017 er der afprøvet et modelprojekt ’Aktive Børn i foreningsliv’, et samarbejdsprojekt mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Børne- og ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Modelprojektet handler om at bygge bro mellem idrætsforeninger og daginstitutioner, så flere børn styrker deres bevægelsesglæde og motorik og bruger foreningslivet. Erfaringerne fra modelprojektet bringes videre i BOB på fritidshjemmene fra 2018.

4. En Teenager i Familien
Ved behandlingen af sidste års status for Øget Sundhed for Børn besluttede udvalgene, at indsatsen En Teenager i Familien fremadrettet skulle have et bredere fokus med tilknytning til andre områder, der har betydning for en teenagers liv. Et revideret koncept afprøves i 2018 og udbredes til alle SSP-instruktører og ungeguider i løbet af 2018.

Indsatsen er et tilbud til elever i 7. og 8. klasse og deres forældre, hvor der er fokus på alkohol og andre rusmidler og festkultur. Møderne faciliteres af særligt uddannede SSP-instruktører og unge-guider. I 2017 er afholdt ca. 130 arrangementer på 7. eller 8. klassetrin, svarende til ca. 1900 elever. I 2017 har indsatsen også omfattet et tilbud om et opfølgende besøg i 9. klasse af ungeguiderne til en klassedialog om alkohol, hash og fester med fokus på afdækning af flertalsmisforståelser og sociale normer. Der har været afholdt 8 af sådanne arrangementer.

5. Monitorering af børn og unges sundhed
Formålet med indsatsen er at udvikle monitorering af børn og unges trivsel og sundhed i Københavns Kommune. Målet er at kunne dokumentere og følge sundhedstilstanden systematisk hos børn og unge i København samt at udvikle data i en kvalitet og form, som kan anvendes i den sundhedsfremmende indsats fra det politiske til det lokale niveau. Der eksisterer allerede valide data på områder som børneovervægt, børns motorik og børn og unges trivsel, som kan anvendes ved tilrettelæggelsen af nye indsatser.

Den 18. november 2015 godkendte Børne- og Ungdomsudvalget, at Københavnerbarometeret nedlægges til fordel for den lovpligtige nationale trivselsmåling. Sundhedsplejens udskolingsundersøgelse i 8. klasse er siden anvendt til sundhedsmonitorering af elevernes forbrug af alkohol, stoffer og rygning. For at forbedre validiteten i forhold til den hidtil anvendte registrering hos sundhedsplejen, har dele af sundhedsplejen i skoleåret 2016/2017 afprøvet udskolingsskemaet fra Skolesundhed.dk som elevernes selvrapporteringsværktøj. Data fra spørgeskemaet via Sundhed.dk viser, at en højere andel af elever angiver, at de anvender rusmidler eller har prøvet at anvende rusmidler sammenlignet med data via samtalen hos sundhedsplejen. 

Forvaltningen arbejder på at få tillægsspørgsmål om sundhed tilknyttet den lovpligtige nationale trivselsmåling. Da den lovpligtige nationale trivselsmåling er anonym og obligatorisk for eleverne, forventer Børne- og Ungdomsforvaltningen, at undersøgelsen vil kunne give et mere repræsentativt billede af elevernes forbrug af rusmidler sammenlignet med Skolesundhed.dk og sundhedsplejens registrering. Dette bliver sandsynligvis først muligt fra skoleåret 2018/2019. ndtil da er det fortsat muligt at anvende Skolesundhed.dk, og temaerne drøftes fortsat ved sundhedsplejens udskolingsundersøgelse.

Økonomi

Indstillingen medfører ikke yderligere tildeling af midler. Skemaet viser budgetoverblik for de seks indsatser i 2017 og 2018.

Indsatser ved Øget Sundhed for Børn i 1.000 kr. (i 2017 p/l)

 

2017 2018

1. Vejen til Sund Vægt - Tidlig forebyggende, opsporende og opfølgende indsats i sundhedsplejen til børn med overvægt (BUF) 1)

 

1.482 1.482

2. Specialiseret tilbud til 2-16-årige børn med svær overvægt (SUF) 1)

 

4.970 4.970

3. Børn og Bevægelseskultur (BUF) 2)

 

2.551 2.551

4. En Teenager i Familien (BUF) 2)

 

633 633

5. Monitorering af børn og unges sundhed (BUF) 1)

 

647 647
Samlet 10.283 10.283

1) Sundheds- og Omsorgsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget besluttede oktober 2014, at bevillingen til denne indsats er varig.

2) Disse midler kan omprioriteres fra 2019 og frem.

Videre proces

Den nuværende udmøntning af midlerne under Øget Sundhed for Børn forløber fra 2015 til og med 2018. I 3. kvartal 2018 forelægges Børne- og Ungdomsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget forslag til ny udmøntningsplan.

 

                       /Katja Kayser                                                     /Tobias Børner Stax

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning
Til top