Mødedato: 04.12.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 8

Underudvalgets indstilling til Socialudvalget om § 18 midler for 2014

Se alle bilag

Socialudvalget uddeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde, jf. Servicelovens § 18. Socialudvalget skal tage stilling til fordelingen af § 18 midler til frivilligt socialt arbejde for 2014.

Indstilling og beslutning

Underudvalget indstiller,

  1. At Socialudvalget godkender underudvalgets forslag til fordeling af § 18 midler til frivilligt socialt arbejde for 2014.
  2. At Socialudvalget tager til efterretning, at for sent ankomne ansøgninger modtager afslag.

Problemstilling

Der er modtaget 257 ansøgninger og søgt for i alt 46,2 mio. kr. Underudvalget forelægger hermed indstilling til Socialudvalget om fordeling af tilskudsmidlerne. Der er ca. 13,6 mio. kr. til ny uddeling for 2014. Det skal ses i sammenhæng med, at der af det samlede budget reserveres 1.641.000 kr. til kommunal finansiering af Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde og tre frivilligcentre samt 2.270.000 kr. til tidligere års tildelte treårige bevillinger.

Løsning

Socialudvalget besluttede på mødet den 8. maj 2013 en ny procedure for det forberedende arbejde med uddeling af § 18 miderne til frivilligt socialt arbejde. Der blev nedsat et underudvalg bestående af Sisse Marie Bendt Welling (F), Finn Rudaizky (O) og Lars Rasmussen (A), som har haft en forberedende og rådgivende funktion.

Socialudvalget besluttede den 8. maj 2013 desuden, at der forelægges en oversigt over de ansøgninger, hvor underudvalget ændrer forvaltningens indstilling med angivelse af en begrundelse for ændringerne, og hvis underudvalget ikke har en fælles holdning til indstillingen af de konkrete ansøgninger, vil forvaltningens indstilling udgøre indstillingen til Socialudvalget. Underudvalgets indstilling er en samlet indstilling til Socialudvalget. Underudvalgets nye indstillinger og begrundelse for ændringerne fremgår af separate kolonner i bilag 1.

Forvaltningen har foretaget en faglig vurdering af ansøgningerne, og underudvalget har på baggrund heraf behandlet indstillingerne. Indstillinger fremgår af oversigten (bilag 1). Oversigten tager udgangspunkt i sidste års praksis samt udvalgsbeslutningerne fra hhv. 2012 og 2013. Oversigten indeholder dermed: målgruppe, foreningens navn, projektets formål, målgruppe, bydel, type aktivitet, formål, antal brugere, antal frivillige, om der søges om en 3-årig bevilling, evt. tidligere bevillinger, ansøgt beløb, om der er tilsvarende tilbud i kommunalt regi, forvaltningens indstilling og begrundelse samt underudvalget indstilling og begrundelse.

På mødet den 8. maj 2013 besluttede Socialudvalget også, at det af forvaltningens indstilling skal fremgå, såfremt der er foreninger/projekter, der indstilles til at få reduceret § 18 midlerne med 35 % eller derover sammenlignet med deres bevilling for 2013. De foreningen der falder inden for det kriterium er: Pigeklubben Sjællandsgade, Det grønlandske hus, OSIRIS, Epilepsiforeningen, Center for Ludomani, Ældresagen Østerbro og Gefioncentret. For flere af dem gælder det, at de har ansøgt et lavere beløb, end det de fik tildelt sidste år. For nærmere begrundelser henvises til oversigten, der uddyber de enkelte.

Resultatet af underudvalgets behandling

Underudvalget har på baggrund af forvaltningens indstilling opjusteret med 950.888 kr. fordelt på 5 organisationer og nedjusteret med 447.888 kr. fordelt på 16 organisationer. Underudvalget har valg at prioritere en højere bevilling til: Reden International, Sind, Muhabet, Chaba samt Børn, Unge og Sorg. Desuden er der givet afslag til 18 organisationer, der af forvaltningen var indstillet til i alt 503.000 kr.

Underudvalget har valgt særligt at opprioritere målgrupperne udsatte samt sindslidende, mens målgruppen ældre er blevet nedprioriteret sammenlignet med forvaltningens oprindelige indstilling. Nedenfor er skitseret, hvorledes underudvalgets indstilling adskiller sig fra forvaltningens ud fra fordelingen på målgrupper og på aktiviteter. Af bilag 1 fremgår underudvalget særskilte begrundelser for at op -eller nedjustere de enkelte bevillinger.

 

Fordeling af midlerne

Jævnfør udvalgets beslutning ifm. sidste års behandling af fordeling af § 18 midler opstilles fordeling af midlerne på målgrupper og aktivitetstype.

 

Målgrupper

Målgrupper

Indstillet fra underudvalget

Indstillet fra forvaltningen

Ansøgt beløb

Udsatte (hjemløse, misbrugere, prostitution mv.)

4.265.730

3.852.330

12.465.080

Indvandrere og flygtninge

2.261.000

2.393.000

11.624.98

Ældre

1.706.000

2.074.000

4.668.658

Sindslidende

2.101.050

1.891.050

7.467.950

Frivilligcentre

0

0

35.000

Børn og forældre

1.395.000

1.420.000

4.602.878

Generelle sociale organisationer

740.000

760.000

2.770.630

Sygdom

563.200

641.600

1.110.000

Handicap

601.000

601.000

1.517.544

I alt

13.632.980

13.632.980

 46.263.687

 

Aktiviteter

Aktiviteter

Indstillet af underudvalget

Indstillet af forvaltningen

Ansøgt beløb

Væresteder

4.390.218

3.844.330

14.258.006

Andet*

2.961.250

3.240.650

14.021.643

Frivillighedsformidlinger

230.000

260.000

1.691.248

Rådgivning

1.859.000

1.849.000

4.840.994

Støtte- og kontaktpersoner på frivillig basis

1.070.000

1.210.000

2.839.314

Sociale caféer

976.500

981.500

3.080.400

Besøgsvennetjenester

649.000

671.000

1.321.780

Foreninger, der organiserer selvhjælpsgrupper

592.000

649.000

1.610.523

Kontaktsteder

356.512

359.000

698.000

Telefonrådgivninger

325.000

315.000

1.255.000

Forskellige former for aflastningstjenester for pårørende m.v.

150.000

150.000

380.480

Støtte til frivillige sociale foreninger, der er i opstartsfasen

41.000

62.500

120.300

Ledsagerordninger på frivillig basis

32.500

41.000

146.600

I alt

13.632.980

13.632.980

46.263.687

*Andet dækker over en bred vifte af forskellige aktiviteter fordelt over de forskellige målgrupper. I alt 82 ansøgere har noteret projektets aktiviteter som ”andet” og dermed vurderet at aktiviteterne falder udenfor de angivne aktiviteter eller er en kombination af flere. Som eks. kan nævnes ansøgninger fra Alexandra kollegiet, Fødevarebanken, KIFU, Sand, Red Barnet, Ældresagen og Røde Kors.

Der er i år udarbejdet baggrundsmateriale i form af en kortlægning af § 18 midlerne for de seneste tre år (bilag 2, 3 og 4). Kortlægningen viser en række oplysninger vedr. fordelingen af midlerne som eks. geografi og aktiviteter sammenholdt med målgrupperne samt omfanget af borgere og frivillige fordelt på målgrupper og aktiviteter. 

 

3-årige bevillinger
Socialudvalget har besluttet at 10 pct. af de midler, der er til uddeling det pågældende år gives til 3-årige bevillinger. Dermed modtager foreningerne, det indstillede beløb de næste tre år. Underudvalget indstiller, at følgende bevilges en 3-årig bevilling for 2014-2016:

Ansøger

2014

Reden International

495.888

Foreningen Fundamentet

400.000

Home-Start Familiekontakt

180.000

Det Mosaiske Troessamfund

157.000

Nåleøjet's venner

100.000

I alt

1.332.888

 

Endvidere henvises til bilagsmaterialer, der bl.a. indeholder en oversigt over aktuelle 3-årige bevillinger.

Koordinering af § 79 og § 18

Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen traf i foråret 2013 beslutning om, at ansøgninger til § 18-midler, hvor foreningen også modtager støtte efter § 79 (midler til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte), fremadrettet koordineres særligt mellem de to forvaltninger. Det har konkret betydet, at forvaltningerne har foretaget en fælles vurdering af de § 18-ansøgningerne ud fra kriterier om, at der bevilges § 18 midler, når der er tale om en frivillig, social indsats, der vedrører udsatte målgrupper, og hvor indsatsen i forvejen ikke støttes efter § 79. Således er der i indstillingen for 2014 ikke indstillet til de samme aktiviteter som modtager § 79.

Socialforvaltningen har også i år modtaget ansøgninger efter fristens udløb. I henhold til Socialudvalgets beslutning har disse ansøgere modtaget et afslag til § 18 midlerne. De ansøgninger der er modtaget for sent er: Blindes Skakklub, Socialt Boligbyggeris Pensionistforeninger, Dansk Fibromyalgiforening, Hjerneskadeforeningen København, Gyldenrisparkens lektiecafe, Foreningen for Ataksi, Lokalforeningen Bedre psykiatri Nørrebro, Foreningen TeamSucces, Dansk Center vedr. alkoholisme, Thora Centret samt Brugerforeningen.

Økonomi

Udgifterne afholdes under Socialudvalget på bevillingsområdet Administration, funktion 5.72.99 Øvrige sociale formål.

Videre proces

Udvalgsmedlemmerne har 14 dage forinden udvalgsmødet den 4. dec. modtaget en oversigt over forslag til fordeling af midlerne til kommentering. Evt. bemærkninger skal fremsendes til forvaltningen inden for 7 dage. Herefter vil de samlede kommentarer tilgå alle udvalgsmedlemmer forud for udvalgsmødet.

Anette Laigaard /
                                    Gitte Bylov Larsen

Beslutning

Kontorchef Gitte Bylov Larsen og fuldmægtig Tina Holck deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt med vedlagte rettelsesblad.

Henrik Appel Esbensen (A) deltog ikke under udvalgets behandling af indstillingens 1., 2. og 3. at.

Til top