Mødedato: 24.02.2024, kl. 11:00
Mødested: Comwell Holte, Kongevejen 495A, 2840 Holte

B-sag: HR Ledelsesinfo til KFU

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om HR nøgletal for Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Sygefraværet i Kultur- og Fritidsforvaltningen er på 9,3 dage i gennemsnit pr. årsværk. Det er 1,7 dag højere end måltallet på 7,6 dag. I løbet af det sidste år ses der en tendens, hvor både kort- og langtidsfraværet overvejende har være enten faldende eller uændret. Som led i at fastholde arbejdet med at nedbringe sygefraværet i KFF sendes månedligt oversigt over sygefravær til niveau 2 chefer. HR I Kultur og Fritidsforvaltningen afholder målrettede workshops for ledere i håndtering af sygefravær. Som fast procedure tager HR i Kultur-og Fritidsforvaltningen kontakt til niveau 2 chefen, når der konstateres højt eller stigende sygefravær, og det vurderes i fællesskab om der skal igangsættes en særskilt indsats.  Efter behov benyttes tilbud fra Koncernservice og Arbejdsmiljø København.

Der er 1604 ansatte i forvaltningen fordelt på tre centre, og de største faggrupper er AC, HK, 3F og FOA. Forvaltningen ligger over måltal for støttede jobs og opfylder ligestillingsmåltallene for kønsbalanceret ledelse. Forvaltningen opfylder pt. ikke måltallene for fædre på barsel, fædres andel af barn syg og sygefravær.

Undersøgelsen af sexistisk kultur og adfærd viser, at 13 % af de ansatte i Kultur- og Fritidsforvaltningen har oplevet ét eller flere tilfælde af sexistisk kultur eller adfærd inden for det sidste år. Gennemsnittet for Københavns Kommune er 16 %.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager vedlagte HR Ledelsesinfo til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget modtager et overblik over organisationen og organisatoriske nøgletal på HR-området.

Løsning

HR Ledelsesinfo består af følgende nøgletal:

• Data om organisationen

• Måltal for støttede jobs og ligestilling

• Uddybet sygefraværsdata

• Personaleomsætning

• Rekruttering

• Tema om Undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd 2023

Status på måltallene er, at forvaltningen pt. ligger over måltal for støttede jobs, og forvaltningen opfylder ligestillingsmåltallene for kønsbalanceret ledelse. Kultur- og Fritidsforvaltningen opfylder pt. ikke måltallene for fædre på barsel, sygefravær og fædres andel af barn syg.

Sygefraværet er med udgangen af december 2023 fortsat på 9,3 dage i gennemsnit pr. årsværk. Det er 1,7 dag højere end måltallet på 7,6 dag.

I KFF vurderes sygefraværet ud fra et 12 måneders gennemsnit. På side 8 i bilag 1 fremgår det, at sygefraværet de seneste 12 måneder hovedsageligt har været faldende eller uændret. I november 2023 observerede Statens Serum Institut stigende smitte med luftvejssygdomme bl.a. coronavirus, influenza og kold lungebetændelse. Disse sygdomme formodes at slå igennem på fraværet i KFF.

Sygefraværet følges tæt i forvaltningen. Kultur- og Fritidsforvaltningen har det laveste sygefravær i kommunen ved udgangen af 2023. Resultatet for 2023 i hele KK er på 14,5 dage.

Måltallene er beregnet ud fra overenskomstsammensætningen i de enkelte forvaltninger, og på baggrund heraf forudsættes sygefraværet også at være lavere i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Dette afspejles i måltallet på 7,6 dage, der er kommunens laveste og deles med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Personaleomsætningen i Kultur- og Fritidsforvaltningen er faldet til 14,1 % og ligger på 21,3 % for hele kommunen. Der har ligeledes været lidt færre rekrutteringer i 2023, og gennemsnittet for antal ansøgere pr. jobopslag er 59,5 i 2023 og ligger på linje med tidligere år. Andelen af jobopslag, der ikke resulterer i en ansættelse, er 10 % og uændret siden 2021.

Der er til denne rapportering af HR Ledelsesinfo tilføjet et tema om Undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd, da undersøgelsen er afsluttet, og forvaltningen er i gang med opfølgningen i MED-udvalgene og på de lokale arbejdspladser.

Måltal for støttede jobs og sygefravær behandles årligt i Økonomiudvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget modtager HR Ledelsesinfo to gange årligt i henholdsvis februar og august.

 

/Søren Tegen Pedersen

/Signe Jarvad

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 24. februar 2024

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1. ”Godkendelse af dagsorden”.

Til top