Mødedato: 23.10.2014, kl. 18:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Idéoplæg til Besøgscenter på Københavns Rådhus

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter ideoplægget og anmoder forvaltningen om at arbejde videre med forslaget.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil med overtagelsen af turistinformationen fra Wonderful Copenhagen skabe en samlet rød tråd for turistens møde med København. Københavns Rådhus bør indgå som en del af denne røde tråd og i Københavns Kommunes samlede turismestrategi.

Kultur og Fritidsforvaltningen ønsker at optimere det store potentiale for rådhuset, både som udbyder af turistinformation, som turistattraktion og ikke mindst som en åben kulturinstitution for byens borgere.

Løsning

Baggrund
Kultur- og Fritidsforvaltningen overtager pr. 1. januar 2015 driften af Københavns Turistinformation. Dermed får Københavns Kommune mulighed for at brande byen endnu bedre og give de besøgende et mere sammenhængende billede af det moderne og det historiske København.

Her spiller Rådhuset en helt central rolle i at efterkomme efterspørgslen efter særlige tilbud og pakkeløsninger på kultur til borgere, turister, samarbejdsparterne og skoleelever m.fl. Etableringen af et besøgscenter på Rådhuset vil desuden være i fin tråd med etableringen af forvaltningens nye museumsenhed, således at Rådhuset ligeledes får plads i perlerækken af byens store kulturinstitutioner.

Rådhuset kan dermed blive rammen for et besøgs- og oplevelsescenter for alle sanser, hvor historie, demokrati og kultur bindes sammen. I samarbejde med den nye museumsenhed og kulturinstitutionerne på og omkring Slotsholmen (Slotsholmsalliancen) kan Rådhusets besøgscenter desuden gå forrest i udviklingen af tilbud og aktiviteter til borgere og turister.

Besøgscenteret vil kunne etableres i Stadsarkivets lokaler, der fraflyttes ultimo 2016 i forbindelse med sammenlægningen og flytningen af Københavns museum til Stormgade. Frem til denne flytning kan besøgscenteret allerede fra næste år i forbindelse med start på turistsæsonen etableres i Rådhusbiblioteket, såfremt hele eller dele af dette bibliotek flytter til Hovedbiblioteket. 

Alternativt kan besøgscentret etableres i den nuværende Rådhusoplysning. Rådhusbibliotekets lokaler vil under alle omstændigheder på lige fod med rådhusets øvrige repræsentative og historiske lokaler indgå i besøgstjenestens fremtidige aktiviteter på rådhuset.          

Forslag til elementer i et besøgscenter i Stadsarkivets lokaler
Stadsarkivets lokaler er fordelt på en række sammenhængende etager, som kan danne ramme for et åbent, alsidigt og attraktivt hus, der er nemt og tilgængeligt at besøge og benytte for borgere, turister, og skoletjenester. Lokalerne kan rumme følgende funktioner, som er illustreret og udfoldet i vedlagte bilag:

1. Rådhuset og Haven som ramme om din begivenhed

2. Turistinformation, shop og rundvisninger

3. Rådhusets historie - byens historie

4. Lounge- og biblioteksstemning i historiske lokaler

Økonomiske baggrundsoplysninger
Finansiering vil på sigt skulle findes i kommende politiske forhandlinger. Forvaltningen har endnu ikke et skøn over alle driftsudgifter. Det skal desuden i samarbejde med KEjd undersøges, hvilke mulige driftsindtægter, der findes.

Et skøn over udgifter peger på,  
- anlægsudgifter i størrelsesorden 10 mio. kr til etablering af besøgcenteret og tilhørende funktioner flere steder på rådhuset,
- samt årlige driftsudgifter for ca. 3 mio. kr, som primært er husleje udgifter til besøgscenteret på rådhuset.  

Videre proces

Processen med etablering af besøgscentret vil foregå i to faser. Rådhuset er en fredet bygning, hvorfor alle bygningsmæssige ændringer vil ske i dialog med Kulturstyrelsen.

Fase 1:  Hvis KFU skulle beslutte, at Rådhusbiblioteket flytter 1. maj 2015 til hovedbiblioteket, vil disse lokaler kunne danne ramme om det første skridt til etablering af en integreret turistinformation og besøgscenter. Alternativt benyttes Rådhusoplysningen.
  

Fase 2: Ultimo 2016 forventes det at Stadsarkivet fraflytter, og herefter vil besøgscenter og Turistinformation rykke samlet over i Stadsarkivets lokaler.

Carsten Haurum

                                        /Flemming Otto

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. oktober 2014:

Indstillingen blev godkendt og Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med etableringen af besøgscentret på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser. Kultur- og Fritidsudvalget lagde vægt på, at besøgscentret samtænkes med den nye museumsenhed. Endvidere anmodede udvalget om, at Gruppeformandskredsen høres om ideoplægget.
Til top