Mødedato: 07.03.2024, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Afholdelse af Ældrerådsvalg 2024

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal i samarbejde med Ældrerådet tage stilling til afholdelse af Ældrerådsvalget 2024.

Da afholdelsen af Ældrerådsvalget er forankret i Kultur- og Fritidsforvaltningen, forelægges Kultur- og Fritidsudvalget Ældrerådets indstillinger til Borgerrepræsentationen. Ældrerådet indstiller, at Ældrerådsvalget afholdes som brevstemmevalg i oktober 2024, og at der nedsættes en valgbestyrelse bestående af to medlemmer af det nuværende Ældreråd og tre medlemmer af Borgerrepræsentationen samt fem suppleanter.

Grundet betydelige stigninger i prisen på porto ved årsskiftet, har Kultur- og Fritidsforvaltningen forelagt Ældrerådet to modeller for afholdelse af Ældrerådsvalget. Ældrerådet ønsker at benytte en model, hvor alle stemmeberettigede modtager en fysisk stemmeseddel, og selv kan vælge, om de vil digitalt eller via fremsendt brevstemme.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at Ældrerådsvalget 2024 finder sted i perioden 9. oktober 2024 til 30. november 2024.
  2. at det godkendes, at Ældrerådsvalget 2024 afholdes som brevstemmevalg, hvor vælgerne får mulighed for at stemme digitalt eller via en fremsendt stemmeseddel.
  3. at det godkendes, at der nedsættes en valgbestyrelse til Ældrerådsvalget 2024 bestående af fem medlemmer og fem suppleanter, hvoraf tre medlemmer udpeges blandt Borgerrepræsentationens medlemmer og to medlemmer udpeges blandt Ældrerådets medlemmer.

Problemstilling

Der skal afholdes valg til Ældrerådet hvert fjerde år. Det seneste valg blev afholdt i perioden 9. oktober 2020 til 30. oktober 2020. Der skal derfor afholdes valg til Ældrerådet i Københavns Kommune i 2024. Borgerrepræsentationen og Ældrerådet skal i samarbejde beslutte hvornår og hvordan, at valget skal finde sted.

Løsning

På rådsmødet den 31. januar 2024 drøftede Ældrerådet de mulige modeller for afholdelse af valget, som Kultur- og Fritidsforvaltningen forelagde. Den ene model omfatter, at der fremsendes en fysisk stemmeseddel til alle stemmeberettigede. I den anden model fremsendes den fysiske stemmeseddel kun til stemmeberettigede, der er fritaget for Digital Post, mens de øvrige stemmeberettigede skal stemme digitalt.

Ældrerådet ønsker at bibeholde den model, hvor alle stemmeberettigede modtager en fysisk stemmeseddel, og dermed kan brevstemme eller stemme digitalt. Ældrerådet er gjort bekendt med, at dette vil have indflydelse på budgettet for kommunikationsindsatser ifm. Ældrerådsvalget.

Ældrerådet besluttede på baggrund af drøftelserne den 31. januar at indstille følgende om Ældrerådsvalget 2024 til Borgerrepræsentationen:

  • At Ældrerådsvalget afholdes i perioden den 8. oktober 2024 til den 29. oktober 2024.
  • At Ældrerådsvalget afholdes som et brevstemmevalg, hvor vælgeren selv bestemmer, om de vil stemme digitalt eller via fremsendt brevstemme.
  • At der nedsættes en valgbestyrelse bestående af fem kandidater samt fem suppleanter, hvoraf tre medlemmer udpeges blandt Borgerrepræsentationens medlemmer og to medlemmer udpeges af blandt de nuværende medlemmer af Ældrerådet.

Det bemærkes, at dette er samme afholdelsesform som ved Ældrerådsvalget i 2020.

Bevillingen til afholdelse af Ældrerådsvalget er placeret i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Valgsekretariatet står derfor for den praktiske planlægning og udførsel af valget samt betjening af valgbestyrelsen.

Sekretariatsbetjeningen af Ældrerådet er forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. 

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med sagen.

Omkostningerne forbundet med afholdelsen af Ældrerådsvalget dækkes af bevillingen til valget.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget tager sagen til efterretning, forelægges Ældrerådets indstillinger for Økonomiudvalget den 7. april 2024 og forventes forelagt for Borgerrepræsentationen den 18. april 2024.

Søren Tegen Pedersen

/Anette Lund Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 07. marts 2024

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1. ”Godkendelse af dagsorden”.

Til top