Mødedato: 27.04.2023, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus, stuen på 1.

Orientering fra Mathilde Ankerstjerne, TMF, om borgerinddragelse vedr. Godsbaneterrænnet

Lokaludvalget skal orienteres om borgerinddragelse vedr. Godsbaneterrænnet.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen fra Mathilde Stjerneklar, Teknik- og Miljøforvaltningen, om borgerinddragelsesprocessen for Godsbaneterrænnet til efterretning. 

Problemstilling

Punktet er udsat fra lokaludvalgets møde den 30. marts 2023 til dette møde.

I forbindelse med budgetaftalen 2023 blev der afsat midler af til at lave en udvidet høringsproces for kommende lokalplanforslag på Godsbaneterrænet.

 

Det er et politisk ønske at en bred målgruppe inddrages og høres gennem nye og klassiske former for borgerinddragelse. Politikerne ønsker desuden, at der sættes fokus på en lang række tematikker der både relaterer sig direkte til lokalplanens indhold, men som også mere generelt forholder sig til området herunder bl.a. byudvikling, arkitektur og klima.

Mathilde Stjerneklar fra Teknik- og Miljøforvaltningen har i første omgang afholdt en række interne møder med andre forvaltninger og er nu ved at arbejde sig ud af huset, hvor hun bl.a. har talt med Områdefornyelsen Bavnehøj og Vesterbro Lokaludvalg. Hun vil også meget gerne i dialog med Kgs. Enghave Lokaludvalg . Hun er interesseret i at høre, hvilke tematikker de synes er relevante at løfte i denne proces, og samtidig vil hun forhøre sig om gode samarbejdspartnere og idéer til inddragelse.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Intet.

 

Beslutning

Mathilde Ankerstjerne orienterede om planerne for særligt fokus på borgerinddragelse i forbindelse med byudviklingen af Godsbaneterrænnet.

Hun spurgte, hvilke tematikker der er vigtige for KELU?:

Ole efterspurgte den trafikanalyse for Godsbaneterrænnet, han var bekendt med var udført.

Joan opfordrede til, at der bliver skabt plads til skæve boliger, og at de evt kan bygges som "silo", altså i højden, i stedet for spredt ud over et stort område.

Rie opfordrede til særligt fokus på Biodiversitet - som jo er andet end påskeliljer og pæne lige græsplaner i de små pletter.

Jan M opfordrede til en byudvikling, der giver plads til alle - især børnene, så de kan få et kvalitetsliv - Det er vigtigt, at der kommer gode idrætsfaciliteter, der er ventelister til alt.

Victor pegede på problemer med adgangen til området, der er ikke nok forbindelser, der bliver dog indgang ved Sydhavn St.

Jan F Ole og Hans, som tidligere har været lokaludvalgets repræsentanter i arbejdsgrupperne (Ole er suppleant) om Godsbaneterrænnet skal ind i dette arbejde igen. Mathilde ville indkalde dem til et møde.

Til top