Mødedato: 11.12.2014, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Projekt Tryghedsløft i København

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte en tryghedsvandring samt borgerdialog om tryghed i bydelen.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter at stå for en tryghedsvandring i Indre By med overborgmesteren i december eller januar
  2. at Indre By Lokaludvalg har borgerdialog om tryghed i Indre By i januar eller februar 2015
  3. at Indre By Lokaludvalg beslutter et høringssvar til Økonomiforvaltningen om tryghed i Indre By i sit møde den 19. februar 2015. Høringssvaret baseres på bemærkningerne fra borgerne i forbindelse med tryghedsvandringen samt borgerdialogen.
  4. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 4.000 kr. af 2014-puljemidlerne til tryghedsvandringen og en ramme på 12.000 kr. af 2015-puljemidlerne til borgerdialogen, jf. økonomiafsnittet nedenfor.
  5. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere, der i samarbejde med sekretariatet planlægger tryghedsvandringen og borgerdialogen.

Problemstilling

Center for Sikker By i Økonomiforvaltningen har skrevet til lokaludvalgene i kommunen om "Projekt Tryghedsløft i København" - se bilaget.
Det fremgår, at der i både 2015 og 2017 er afsat 3 mio. kr. til tryghedsløft. Tanken bag projektet er, at der skal udpeges en række steder i København, hvor der med en relativt begrænset økonomisk fysisk investering (max. 50.000 kr.) kan ske en forbedring i forhold til den oplevede tryghed.

Foreløbig er der i samarbejde med lokaludvalgene udpeget 30 konkrete steder, som fra begyndelsen af 2015 skal gøres mere trygge - se bilaget. Disse 30 steder vurderes at koste 1,5 mio. kr. og vil sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen blive gennemført i første halvdel af 2015.

I næste runde skal de resterende utrygge steder udpeges og prioriteres. Baseret på lokaludvalgenes medlinger tidligere på året er der en bruttoliste med 80 projekter, som har behov for en yderligere kvalificering før eventuel realisering. Disse 80 forslag vil indgå i den samlede vurdering og skal nu suppleres med yderligere forslag fra bydelene.

Center for Sikker By lægger vægt på, at københavnerne bliver inddraget, således at de tryghedsløft, der gennemføres, sker der, hvor borgerne oplever utryghed. I kommunens tryghedsindeks kan man overordnet få en idé om hvilke bydele og områder, der opleves som mere eller mindre trygge. Men indenfor hvert område kan der være helt konkrete steder, der opleves som utrygge, selvom bydelen
generelt vurderes at være tryg.

Lokaludvalgene skal melde tilbage senest den 27. februar 2015. Konkret ønsker Center for Sikker By:  
  1. At lokaludvalget drøfter og tager stilling til, hvordan man vil indhente forslag fra bydelens borgere, netværk og foreninger om steder, der mangler et tryghedsløft.
  2. At lokaludvalget igangsætter en proces for inddragelse af bydelens borgere, netværk og foreninger med henblik på at udpege de steder, der opleves som utrygge lokalt.
  3. At lokaludvalget samler op på indkomne bud på utrygge steder, konkretiserer og prioriterer i disse. Udover de nye forslag foreslår Center for Sikker By, at lokaludvalget medtager de tidligere forslag fra bydelen, som pt. figurerer på bruttolisten med de 80 forslag - se bilaget.
  4. At lokaludvalget sender sin samlede prioriterede liste over ønsker til tryghedsløft i bydelen til Center for Sikker By i den vedlagte skabelon til beskrivelse af de utrygge steder.
I 2015 er der 1,5 mio. kr. tilbage, dvs. der er i 2015 er midler til ca. yderligere 30 tryghedsløft. I 2017 vil der igen være en pulje på 3 mio. kr. til rådighed, hvilket omtrent svarer til 60 tryghedsløft.

Når alle bud på utrygge steder er identificerede og indsendt, vil Center for Sikker By sammen med repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen og Københavns Politi ud fra en faglig vurdering beslutte hvilke ønsker, der kan gennemføres inden for den afsatte økonomiske ramme.

Lokaludvalgenes prioriteringer vil vægte højt i den samlede vurdering, ligesom udvælgelsen vil ske på baggrund af forslag fra øvrige lokale aktører.

Center for Sikker By forventer medio december at udsende en oversigt over de udvælgelseskriterier, der lægges til grund for den endelige udvælgelse.

Overborgmesteren har tilkendegivet, at han gerne deltager i en tryghedsvandring eller anden form for borgerinddragelsesaktivitet i forbindelse med dette projekt – gerne i december.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger tovholdere, der i samarbejde med sekretariatet planlægger og står for aktiviteter i forbindelse med dette projekt. Dette med henblik på, at lokaludvalget i sit møde den 19. februar 2015 på et godt grundlag kan beslutte hvilke utrygge steder, man ønsker at melde ind til Center for Sikker By.

Det kunne være en tryghedsvandring i december eller januar med overborgmesteren. Hvis ikke han har mulighed for at deltage, kan tovholderne beslutte, om de alligevel vil gennemføre vandringen.

Endvidere kunne det være et borgermøde eller anden form for borgerdialog i januar eller februar. Tovholderne beslutter, planlægger og gennemfører borgerdialogen.

Økonomi

Formanden foreslår, at lokaludvalget afsætter en ramme på 4.000 kr. af 2014-puljemidlerne til tryghedsvandringen. Der vil være udgifter til annoncering og forplejning. Det er da forudsat, at vandringen gennemføres i december. Midlerne tages af puljen "Borgerdialogaktiviteter".

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget afsætter en ramme på 12.000 kr. af 2015-puljemidlerne til borgerdialogen i januar eller februar. Der vil formentlig være udgifter til annoncering, forplejning og lokaleleje. Lokaludvalget har endnu ikke besluttet et budget for 2015-puljemidlerne.

Videre proces

Tovholderne planlægger og gennemfører tryghedsvandringen og borgerdialogen i samarbejde med sekretariatet.

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at stå for en tryghedsvandring i Indre By med overborgmesteren i januar 2015 jf. løsningsafsnittet.
  2. Lokaludvalget besluttede at stå for borgerdialog om tryghed i Indre By i januar eller februar 2015.
  3. Lokaludvalget godkendte, at det i mødet den 19. februar 2015 skal beslutte et høringssvar til Økonomiforvaltningen om tryghed i Indre By, der baseres på bemærkningerne fra borgerne i forbindelse med tryghedsvandringen samt borgerdialogen.
  4. Lokaludvalget afsatte en ramme på 4.000 kr. af 2015-puljemidlerne til tryghedsvandringen og en ramme på 12.000 kr. af 2015-puljemidlerne til borgerdialogen.
  5. Lokaludvalget udpegede Gunna Starck, Ulla Ekberg, Anton Ørnbo Skovle, Marietta Bonnet, Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre tryghedsvandringen og borgerdialogen.
Til top