Mødedato: 11.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Status på Toldbodgade, Amaliegade og Esplanaden

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte status på Toldbodgade, Amaliegade og Esplanaden.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter status på Toldbodgade, Amaliegade og Esplanaden

  2. at Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal bemyndige Bent Lohmann til at henvende sig til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningens direktion om forholdene i Toldbodgade, Amaliegade og Esplanaden jf. afsnittet "Problemstilling".

Problemstilling

Den 1. maj 2023 blev Toldbodgade midlertidigt ensrettet mod syd pga. byggepladsen Amaliegade 44. Teknik- og Miljøforvaltningen informerede ikke lokaludvalget om ensretningen til trods for, at lokaludvalget primo marts 2023 havde borgermøde om projektet "Fredeliggørelse af Toldbodgade"  med oplægsholder fra Teknik- og Miljøforvaltningen og til trods for, at lokaludvalgets høringssvar om dette projekt, som blev sendt til Teknik- og Miljøforvaltningen medio marts, indeholdt en lang række spørgsmål om projektet fra borgere, der havde henvendt sig til lokaludvalget. I projektet "Fredeliggørelse af Toldbodgade" indgår en ensretning af Toldbodgade i sydlig retning.

Byggepladsen Amaliegade 44 har også betydet, at dele af Amaliegade ensrettes.

Den 4. maj 2023 orienterede Teknik- og Miljøforvaltningen lokaludvalget om, at kørebanen samt fortovet på Esplanaden på strækningen mellem Bredgade og Amaliegade skal genoprettes. Det sker i perioden primo juni-ultimo oktober 2023.

Flere borgere har henvendt sig til lokaludvalget om ovennævnte tiltag i Toldbodgade, Amaliegade og Esplanaden. Se bilaget. 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget drøfter, om det skal henvende sig til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningens direktion om ovennævnte tiltag og om niveauet for information til borgerne og lokaludvalget set i lyset af den offentlige debat om projektforslaget "Fredeliggørelse af Toldbodgade".

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede status på Toldbodgade, Amaliegade og Esplanaden. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Den midlertidige ensretning af Toldbodgade pga. nybyggeri på Amaliegade 44 bør vendes om, så lastbilerne fra byggepladsen kører ad Esplanaden. Lastbilerne fra byggepladsen skal ikke køre omkring Sankt Annæ Plads, Nyhavn eller Kongens Nytorv. 
    • De fire gader mellem Gothersgade/Nyhavn og Østerport, dvs. Kronprinsessegade, St. Kongensgade, Bredgade og Toldbodgade, bør ensrettes, så to af gaderne ensrettes mod syd og to af gaderne ensrettes mod nord.

  2. Lokaludvalget besluttede at bemyndige Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningens direktion om forholdene i Toldbodgade, Amaliegade og Esplanaden jf. afsnittet "Problemstilling" og jf. ovennævnte bemærkninger.
Til top