Mødedato: 11.04.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Meddelelser

Beslutning

Lysfestival på Søerne I 2025

Anton Skovle og Sally Mountfield orienterede kort fra et møde den 8. april 2024 med bl.a. Kulturhuset Indre By om en lysfestival på Søerne i 2025. Sekretariatet sender referatet af mødet til lokaludvalget.

Lynetteholm

Hans-Henrik T. Ohlsen orienterede kort fra det seneste møde i følgegruppen vedr. Lynetteholm,

  • at der er et problem med, at fritidssejlere sejler ind i Lynetteholms arbejdsområder, hvilket skaber farlige situationer
  • at man fra 2026 vil pramme jord fra Nordhavn til Lynetteholm.

Vejgenopretning

Bent Lohmann oplyste, at lokaludvalget får en invitation til et møde, hvor Teknik- og Miljøforvaltningen præsenterer et nyt tiltag vedr. vejgenopretning. Mødet holdes den 23. maj kl. 19.30.

Møde med Kultur- og Fritidsforvaltningens fagdirektør

Bent Lohmann oplyste, at hans møde med Kultur- og Fritidsforvaltningens fagdirektør, som han omtalte i lokaludvalgsmødet den 14. marts 2024, blev aflyst.

Møde med børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager

Bent Lohmann oplyste, at han har aftalt et møde med børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager. Han opfordrede lokaludvalget til at sende ham emner, som han kan tage op i mødet.

Tryghedsvagter

Bent Lohmann orienterede kort om, hvad han havde udtalt til DR P4 om tryghedsvagter.

Dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møder

Bent Lohmann opfordrede til, at man læser dagsordenerne for og referaterne af Teknik- og Miljøudvalgets møder - også punkterne "Sager til orientering" og "Aflæggerbordet" - da der jævnligt er information og beslutninger af relevans for Indre By.

Bydelsmøde

Bent Lohmann mindede om, at lokaludvalget er vært for et offentlig bydelsmøde den 15. april 2024. Ca. 75 personer har tilmeldt sig mødet.

Ladcykelkonference

Bent Lohmann mindede om Miljøpunkt Indre By & Christianshavns ladcykelkonference den 18. april 2024 i Bethesda, Rømersgade 17, kl. 10-18. Det er med tilmelding.

Bredgade 74

Jep Loft orienterede kort om status på Designmuseets byggeprojekt i Bredgade 74.

Arkitekturoprøret

Jep Loft oplyste, at han den 12. april 2024 har møde med overborgmesteren. Anledningen er, at Arkitekturoprøret efter en afstemning har kåret Københavns Kommune til den kommune, der har skadet bybevaring mest i 2023. 

Til top