Mødedato: 09.03.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Puljeansøgninger, marts 2017

Indre By Lokaludvalg har modtaget 15 ansøgninger om støtte.

Indstilling

Formanden foreslår,

5. At Indre By Lokaludvalg giver Cæciliekoret og koret Paradox tilsagn om 10.000 kr. til et moderne alsangsstævne den 4. maj 2017. Støtten øremærkes til tryk og materialer. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 35.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

6. At Indre By Lokaludvalg giver afslag til URBANE på en ansøgning om 6.000 kr. til otte filmevents i Gloria Biograf. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt, når der tages entre.

7. At Indre By Lokaludvalg giver netværket ”TID TIL FRED – aktiv mod krig” tilsagn om 5.000 kr. til et fredsløb den 20. maj 2017, hvor deltagerne vil bevæge sig igennem en smuk rute omkring havnen og undervejs besøge 10 poster, der blandt andet er i Indre By.

8. At Indre By Lokaludvalg giver udstillingsplatformen Shapes on Stage tilsagn om 13.000 kr. til en udstilling med udvalgte nyuddannede designere og arkitekter fra den 1.-3. juni 2017. Støtten øremærkes annoncering/tryk.

9. At Indre By Lokaludvalg giver afslag til Sølvgades Skole og Anemone Teatret på en ansøgning om 5.000 kr. til minifolkemødet ”Samarbejdet om skolen” for skoleelever i Indre By i Kongens Have den 14. september 2017. Afslaget begrundes med, at ansøgerne burde kunne få Kongens Have til rådighed gratis mod at betale rengøring og lignende, og at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

10. At Indre By Lokaludvalg giver Mino Danmark tilsagn om 15.000 kr. til tre debatarrangementer i juni, september og december 2017. Støtten øremærkes til annoncering. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 35.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

11. At Indre By Lokaludvalg giver afslag til Verdens Kvinder i Danmark på en ansøgning om 10.440 kr. til nytårsarrangementet Newroz i Kvindehuset den 21. marts 2017. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

12. At Indre By Lokaludvalg giver afslag til orkestret Univers på Vers på en ansøgning om 24.000 kr. til to koncerter på plejehjem i Indre By. Afslaget begrundes med, at honorar udgør for stor en del.

13. At Indre By Lokaludvalg giver Format Artspace tilsagn om 11.000 kr. til  et vægmaleri ved Kulturhuset Indre By eller i Nansensgade, der skal laves i perioden den 15.-19. maj 2017. Støtten øremærkes til tryk og materialer, leje af lift samt indvielse. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 21.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.       

14. At Indre By Lokaludvalg giver Institut for Succes tilsagn om 20.000 kr. til debatskabende postkort- og plakatkampagner i det offentlige rum i Indre By fra april – juni 2017. Støtten øremærkes til postkort. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 45.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

15. At Indre By Lokaludvalg giver afslag til en borger på en ansøgning om 28.531 kr. til et swingdansarrangement for Indre Bys borgere på Højbro plads den 29. april 2017. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget 15 ansøgninger om støtte.

Løsning

5. ”4. maj 2017 et moderne alsangsstævne”
Cæciliekoret og koret Paradox ansøger om 35.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til et moderne alsangsstævne for alle københavnere i Vartov den 4. maj 2017. Formålet med arrangementet er at samle københavnerne omkring et moderne alsangsstævne, hvor fællessang møder korsang. Alsang var noget man brugte under 2. verdenskrig for at stå sammen, og tanken bag alsangsstævnet er at mindes det, der skete 4. maj 1945 og bruge fællessangen til at hylde det demokratiske frie åbne rum. Samtidig sikres det, at den danske sang lever videre ved at blive sunget, og at københavnerne får muligheden for at mødes omkring sangen. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til honorar til to dirigenter, PR, tryk og materialer samt levende lys til koncerten.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer at aktiviteten er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, sætter fokus på udfoldelsesmuligheder i Indre By, er offentlig tilgængelig og involverer frivillige kræfter. Aktiviteten finder sted for tredje år i træk, men med en vis variation. Jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte, støtter lokaludvalget i udgangspunktet ikke årligt tilbagevendende aktiviteter. Det er en politisk beslutning om denne aktivitet skal ses som en årligt tilbagevendende aktivitet. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten. 

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ til det fulde beløb, men vil gerne støtte med 10.000,- kr., som skal øremærkes til tryk og materialer.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Cæciliekoret og koret Paradox tilsagn om 10.000 kr. til et moderne alsangsstævne den 4. maj 2017. Støtten øremærkes til tryk og materialer. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 35.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

 

6. URBANE - films & talks
URBANE søger om 6.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til otte filmevents for alle med interesse i byudvikling i Gloria Biograf fra april 2017 – februar 2018. URBANE – films & talks er et projekt, der tager udgangspunkt i film med temaer om arkitektur, bæredygtighed, byudvikling, samskabelse mm. Gennem fremvisning af film skabes et fælles erfaringsgrundlag og inspiration, så deltagere og inviterede oplægsholdere derudfra kan diskutere de valgte temaer. Formålet med projektet er dels at skabe rum for dialog om fremtidens byer, urban livsstil og bæredygtighed og dels gennem denne vidensdeling og diskussion at skabe et netværk af urbane entusiaster, der kan være frontløbere for urban forandring og bæredygtige tiltag i deres lokalområde. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til forplejning, tryk/materialer og projektadministration. Budgettet viser, at der tages entré på 40 kr.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at aktiviteten er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, sætter fokus på livsmuligheder og udfoldelsesmuligheder i Indre By, har en vis tidsmæssig udstrækning, involverer frivillige kræfter og falder ind under fokusområderne ”Byudvikling og Udviklingsprojekter”, ”Metropol-kultur” og ”Events”. Sekretariatet ser intet til hinder for at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ, blandt andet fordi der tages entre.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til URBANE på en ansøgning om 6.000 kr. til otte filmevents i Gloria Biograf. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt, når der tages entre.

  

7. FREDSLØB 2017
Netværket ”TID TIL FRED – aktiv mod krig” ansøger om 5.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til et fredsløb den 20. maj 2017 med udgangspunkt på Islands Brygge og med poster i Indre By. Med Fredsløb 2017 vil ansøgeren give et sportsligt, sjovt, anderledes og aktivt tilbud til børnefamilier, der ønsker at være en del af en positiv aktionsform. Med udgangspunkt på Islands Brygge vil man i løbet af tre timer bevæge sig igennem en smuk rute i København og undervejs besøge 10 poster. Ved hver post skal man udføre en lille fredsaktion i nærheden af et ophængt banner. Alle poster vil være bemandet af foreninger, der i deres hverdag beskæftiger sig med spørgsmålet om fred i verden. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til PR, materialer til posterne og gadgets til løbet, håndlavet af frivillige.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret i og med det blandt andet foregår i Indre By. Endvidere, at det er dialogskabende, netværksdannende, involverer forskellige grupper af borgere, sætter fokus på udfoldelsesmuligheder i Indre By, involverer frivillige kræfter, er offentligt tilgængeligt og falder ind under fokusområdet ”Events”. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et JA til det ansøgte beløb.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver netværket ”TID TIL FRED – aktiv mod krig” tilsagn om 5.000 kr. til et fredsløb den 20. maj 2017, hvor deltagerne vil bevæge sig igennem en smuk rute omkring havnen og undervejs besøge 10 poster, der blandt andet er i Indre By.

 

8. Shapes on Stage
Shapes on Stage, der er en ny udstillingsplatform, ansøger om 13.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til en udstilling med udvalgte nyuddannede designere og arkitekter. Udstillingen er åben for både branchen og alle borgere og besøgende i byen, og foregår i Store Kongensgade 57A den 1.-3. juni 2017. Shapes on Stage har til formål at hjælpe nyuddannede arkitekter og designere med at skabe opmærksomhed og synlighed omkring deres virke for branchen, hvilket kan være svært for den enkelte person at opnå. Den centrale placering af udstillingen åbner ligeledes op for, at borgere og turister i byen får mulighed for at se, hvad der rører sig blandt fremtidens designere. Shapes on Stages første udstilling åbnede i forbindelse med “3 Days of Design” 2016 under navnet Tråååd og viste 8 stole fra 7 nyuddannede designere og arkitekter i et markant univers, som satte stolene i kontrast. Den kommende udstilling laves i forbindelse med “3 Days of Design” 2017. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til annoncering/PR og tryk/materialer.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret i og med udstillingen foregår i Indre By, samt at det er dialogskabende, netværksdannende, sætter fokus på udfoldelsesmuligheder i Indre By, er offentligt tilgængeligt og involverer frivillige kræfter. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et JA til det ansøgte beløb, som de vil bruge på annoncering/tryk.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver udstillingsplatformen Shapes on Stage tilsagn om 13.000 kr. til en udstilling med udvalgte nyuddannede designere og arkitekter fra den 1.-3. juni 2017. Støtten øremærkes annoncering/tryk.

  

9. Samarbejdet om skolen
Sølvgades Skole og Anemone Teatret ansøger om 50.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til minifolkemødet ”Samarbejdet om skolen” for skoleelever i Indre By i Kongens Have den 14. september 2017. Alle borgmestrene fra Københavns Kommune, folketingspartiernes undervisningsordførere samt undervisnings- og indenrigsministeren inviteres til at deltage i politiske debatter, hvor elever fra Sølvgades Skole fungerer som moderatorer. Sideløbende med de politiske debatter vil der være workshops, hvor klasser fra Sølvgades Skole viser, hvilke muligheder det giver, når skolen åbner sig mod omverdenen. Formålet er at sætte politisk fokus på, hvordan skolen ved at åbne sig mod omverdenen kan arbejde med elevernes demokratiske dannelse. Dels i forhold til selve Minifolkemødet, hvis primære formål er at styrke demokratiet og dialogen ved at få borgerne/eleverne tættere på politikerne og omvendt, og dels i forhold til politikernes input til, hvordan interaktion mellem skole og omverden bliver et naturligt element i skolernes praksis. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til leje af Kongens Have samt materialer og udstyr som pavilloner, scene og teknik.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at aktiviteten er bydelsrelateret i og med udstillingen foregår i Indre By, dialogskabende, netværksdannende, sætter fokus på livsmuligheder og udfoldelsesmuligheder i Indre By, involverer forskellige grupper af borgere og foreninger, er offentligt tilgængeligt, involverer frivillige kræfter og falder ind under fokusområderne ”Borgerinddragelse”, ”Særlige/Udsatte grupper” og ”Events”. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ til det ansøgte beløb, da vi ønsker at sprede vores midler. Vi synes projektet lyder spændende, men de bør søge en anden lokation til afholdelse og måske dermed spare nogle lejeudgifter.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til Sølvgades Skole og Anemone Teatret på en ansøgning om 5.000 kr. til minifolkemødet ”Samarbejdet om skolen” for skoleelever i Indre By i Kongens Have den 14. september 2017. Afslaget begrundes med, at ansøgerne burde kunne få Kongens Have til rådighed gratis mod at betale rengøring og lignende, og at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

 

10. Minority Talks
Mino Danmark ansøger om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til tre debatarrangementer med en primær målgruppe af unge under 25 år med anden etnisk minoritetsbaggrund, og en sekundær målgruppe af alle Indre Bys borgere, som skal afholdes på Københavns Hovedbibliotek i juni, september og december.

Formålet med Minority Talks er derfor at skabe et rum, hvor minoriteten taler om minoriteten, og hvor alle er velkomne til at bidrage til den nye samtale og blive klogere. Ved at skabe en ny samtale for og med danskere med minoritetsbaggrund vil ansøger skabe en højere grad af inklusion i det brede demokratiske fællesskab. På baggrund af arrangementerne laves 3 x 15 minutters videoer, der udbydes gratis til undervisere fra folkeskoler og gymnasier. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til forplejning, annoncering/PR, tryk/materialer og video.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, involverer forskellige grupper af borgere, sætter fokus på livsmuligheder i Indre By, involverer frivillige kræfter, er offentligt tilgængeligt og falder ind under fokusområderne ”Borgerinddragelse”, ”Særlige/Udsatte grupper” og ”Events”. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ til det fulde beløb, men vil gerne støtte med 15.000 kr. til annoncering.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Mino Danmark tilsagn om 15.000 kr. til tre debatarrangementer i juni, september og december 2017. Støtten øremærkes til annoncering. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 35.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

 

11. Newroz i Indre By
Verdens Kvinder i Danmark ansøger om 10.440 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til Newroz, en nytårstradition fra Mellemøsten og Centralasien. Arrangementet foregår i Kvindehuset i Gothersgade den 21. marts 2017. Målgruppen er primært kvinder over 18 år, men aktiviteten er åben for alle Indre Bys borgere. Foreningen Verdens Kvinder i Danmark vil arrangere Newroz i Indre By, for at vise den smukke tradition til Indre Bys borgere. Newroz betyder ”ny dag”, og skal ses i relation til, at mørket erstattes af lyset, som så for alvor sætter gang i naturens livgivende processer. Man fejrer Newroz med sang, mad og dans og ved at besøge hinanden og ønske hinanden en god forårsfest og et godt nytår. Formålet med aktiviteten er desuden at styrke fællesskaber på tværs af kulturer, religioner, politiske ståsteder og seksuelle orienteringer, og samtidig skal den sikre en dialog med mennesker helt uden for foreningens medlemmers daglige dialog- og kontaktflade. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til lokaleleje, forplejning, honorarer til oplægsholder og tryk/materialer.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at aktiviteten er bydelsrelateret i og med arrangementet foregår i Indre By, samt at det er dialogskabende, netværksdannende, involverer forskellige grupper af borgere, sætter fokus på livsmuligheder i Indre By, involverer frivillige kræfter, er offentligt tilgængeligt og falder ind under fokusområderne ”Særlige/Udsatte grupper” og ”Events”. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ til det ansøgte, da vi ønsker at sprede vores midler.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til Verdens Kvinder i Danmark på en ansøgning om 10.440 kr. til nytårsarrangementet Newroz i Kvindehuset den 21. marts 2017. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter. 


12. Univers på Vers – på tværs af generationer
Orkesteret Univers på Vers ansøger om 24.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til to koncerter for plejehjemsbeboere, deres familier og naboer på Rosenborgcenteret og Nybodergården i april/maj 2017. Formålet med koncerterne er at give de ældre en oplevelse med musik og samvær med familie og venner. Ved at benytte de to plejehjems faciliteter som koncertsted får de ældre mulighed for at deltage i koncerten. Derudover kan de invitere familien og naboer til koncert, så 3-4 generationer samles omkring en musikalsk aktivitet. Koncerten vil være åben for alle, og plejehjemmene vil kunne invitere naboer og interesserede børnefamilier. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til honorarer.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at aktiviteten er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, offentligt tilgængeligt, indebærer en vis selvfinanciering og falder ind under fokusområderne ”Events” og ”Særlige/Udsatte grupper”. Det ansøgte beløb går til honorarer til ansøger og de øvrige musikere i Univers på Vers. Derudover involverer aktiviteten ikke frivillige kræfter. Med de forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ, da honorar udgør for stor en del.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til orkestret Univers på Vers på en ansøgning om 24.000 kr. til to koncerter på plejehjem i Indre By. Afslaget begrundes med, at honorar udgør for stor en del.

 

13. DRAKKAR – et vægmaleri i Nansensgade
Format Artspace ansøger om 21.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til et vægmaleri ved Kulturhuset Indre By eller i Nansensgade, der skal laves i perioden den 15.-19. maj 2017. Formålet er at give Nansensgade et vægmaleri af høj kvalitet, der kommer kvarteret og dets brugere til glæde.  Værket skabes sammen med to lokale aktører i området; Format Artspace samt Kulturhuset Indre By. Kunstneren Joan Tarrago, der er internationalt kendt for sit arbejde med at skabe værker i det urbane rum, skal skabe vægmaleriet. Værket er anden del af kunstprojektet DRAKKAR og har den nordiske mytologi og dens ikoniske figurverden som sit omdrejningspunkt. Et spektakulært og planlagt vægmaleri kan være med til at hæve byrummets samlede udtryk og bidrage med nye fortællinger om området og det urbane liv, der allerede eksisterer i Nansensgade og særligt på pladsen ved Indre By Kulturhus. Kunstværket indvies ved en slags dobbeltfernisering, der starter ved murværket og slutter i Format Artspace, hvor Joan Tarrago udstiller i perioden. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til transport, ophold, honorar til kunstneren, tryk, PR, materialer, leje af lift og forplejning til indvielsen.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, er offentligt tilgængeligt, er til glæde og gavn for en bred kreds af borgere og brugere af Indre By, sætter fokus på udfoldelsesmuligheder i Indre By, involverer frivillige kræfter og falder ind under fokusområdet ”Byudvikling”. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ til det fulde beløb, men vil gerne støtte med 11.000 kr., som øremærkes tryk og materialer, leje af lift samt indvielse. Vi anbefaler ansøger at søge Københavns Kommune om det resterende beløb, da vi synes projektet ser spændende ud.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Format Artspace tilsagn om 11.000 kr. til  et vægmaleri ved Kulturhuset Indre By eller i Nansensgade, der skal laves i perioden den 15.-19. maj 2017. Støtten øremærkes til tryk og materialer, leje af lift samt indvielse. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 21.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

 

14. Institut For Succes 2.0 – Intervention af Statens Museum For Kunst
Institut For Succes ansøger om 45.000 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til debatskabende postkort- og plakatkampagner i det offentlige rum i Indre By fra april – juni 2017 og til et ambitiøst og intensivt performanceprogram til SMK Fridays på Statens Museum for Kunst den 2. juni 2017. Formålet med projektet er at invitere Indre Bys borgere til en diskussion om, hvad succes er, og hvordan succesbegreber påvirker vores liv og fællesskab. Projektet starter med en postkort- og plakatkampagne, der skal skabe debat om emnet i det offentlige rum, efterfulgt af et arrangement under SMK Fridays, hvor succesbegrebet bliver betragtet gennem performancekunst, performative kunstpraksisser, samtaler og tekst. Til arrangementet inviteres lokale og internationale kunstnere, som arbejder i det samme felt og med samme metoder, for at skabe et netværk omkring kollektive performances som strategi for diskussion og politik. Hele forløbet med annonceringskampagne og performanceaften anses som et stort performativt værk, som bliver skabt i samarbejde med Indre Bys borgere. Efterfølgende vil forløbet blive fulgt op af en publikation, som vil skabe fortsat formidling. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til plakat- og postkampagner.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at aktiviteten er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, sætter fokus på udfoldelsesmuligheder i Indre By, er offentlig tilgængelig, indebærer en vis selvfinansiering, er offentligt tilgængelig og falder ind under fokusområdet ”Events”. Sekretariatet ser intet til hinder for at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Arbejdsgruppens anbefaling
Vi anbefaler et NEJ til det fulde beløb, men vil gerne yde støtte med 20.000 kr., som øremærkes til postkort.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver Institut for Succes tilsagn om 20.000 kr. til debatskabende postkort- og plakatkampagner i det offentlige rum i Indre By fra april – juni 2017. Støtten øremærkes til postkort. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 45.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

 

15. Swingdans på Højbro Plads
En borger ansøger om 28.531 kr. af lokaludvalgets 2017-pulje til et swingdansarrangement for Indre Bys borgere på Højbro plads den 29. april 2017 i anledning af Dansens Dag. Formålet med arrangementet er, at borgerne i Indre By får en nærværende fællesskabsoplevelse i byrummet. Arrangementet forener borgerne på kryds og tværs, og de erfarne, frivillige undervisere giver 45 minutters danseundervisning til alle dem, der har lyst til at lære grundtrinene i dansen. Livemusik præsenterer dansen fra sin bedste side, og bidrager til en autentisk, opløftende og glad stemning, som trækker folk til. Ud over at skabe en oplevelse for Indre Bys borgere, er det hensigten med aktiviteten at udbrede kendskabet til, at borgerne hver søndag gratis kan danse swingdans Indre By Kulturhus. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til honorarer til musikere, annoncering/PR, trægulv, lydanlæg, transport mm.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at aktiviteten er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, sætter fokus på udfoldelsesmuligheder i Indre By, er offentlig tilgængelig, involverer frivillige kræfter og falder ind under fokusområdet ”Events". Sekretariatet ser intet til hinder for at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Arbejdsgruppens anbefaling
Fint projekt, men vi anbefaler et NEJ til det ansøgte, da vi ønsker at sprede vores midler.

Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver afslag til en borger på en ansøgning om 28.531 kr. til et swingdansarrangement for Indre Bys borgere på Højbro plads den 29. april 2017. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

Økonomi

Lokaludvalget har i 2017 afsat 375.000 kr. til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 166.620 kr. af puljen. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 74.000 kr. 

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutning og varetagere den videre sagsbehandling med ansøgningerne.

 

Beslutning

5. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Cæciliekoret og koret Paradox tilsagn om 10.000 kr. til ”4. maj 2017 et moderne alsangsstævne”. Støtten øremærkes til tryk og materialer. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 35.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

6. På forslag fra Kjeld A. Larsen godkendte lokaludvalget at give URBANE tilsagn om 6.000 kr. til otte filmevents i Gloria Biograf: ”Films & talks”.

7. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give netværket ”TID TIL FRED – aktiv mod krig” tilsagn om 5.000 kr. til Fredsløb 2017.

8. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Shapes on Stage tilsagn om 13.000 kr. til en udstilling med udvalgte nyuddannede designere og arkitekter den 1.-3. juni 2017. Støtten øremærkes annoncering/tryk.

9. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til Sølvgades Skole og Anemone Teatret på en ansøgning om 50.000 kr. til minifolkemødet ”Samarbejdet om skolen” for skoleelever i Indre By i Kongens Have. Afslaget begrundes med, at ansøgerne burde kunne få Kongens Have til rådighed gratis mod at betale rengøring og lignende, og med at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

10. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Mino Danmark tilsagn om 15.000 kr. til ”Minority Talks”: Tre debatarrangementer i juni, september og december 2017. Støtten øremærkes til annoncering. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 35.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

11. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til Verdens Kvinder i Danmark på en ansøgning om 10.440 kr. til nytårsarrangementet Newroz i Kvindehuset den 21. marts 2017. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet ikke er for alle og med at det ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

12. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til orkestret Univers på Vers på en ansøgning om 24.000 kr. til to koncerter på plejehjem i Indre By. Afslaget begrundes med, at honorar udgør for stor en del af budgettet.

13. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Format Artspace tilsagn om 11.000 kr. til vægmaleriet ”DRAKKAR” ved Kulturhuset Indre By eller i Nansensgade. Støtten øremærkes til tryk og materialer, leje af lift samt indvielse. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 21.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler. 

14. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give Institut for Succes tilsagn om 20.000 kr. til debatskabende postkort- og plakatkampagner i det offentlige rum i Indre By fra april – juni 2017, der har til formål at invitere Indre Bys borgere til en diskussion om, hvad succes er, og hvordan succesbegreber påvirker vores liv og fællesskab. Støtten øremærkes til postkort. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 45.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

15. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til en borger på en ansøgning om 28.531 kr. til et swingdansarrangement for Indre Bys borgere på Højbro Plads den 29. april 2017. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget ønsker at bruge sine midler på andre aktiviteter.

Til top