Mødedato: 08.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Forslag til Kommuneplanstrategi 2014

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar om forslag til kommuneplanstrategi 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om forslag til kommuneplanstrategi 2014, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Økonomiudvalget har sendt udkast til Kommuneplanstrategi 2014 i intern høring i bl.a. kommunens lokaludvalg i perioden 25. marts til 15. maj 2014.
I forslaget til Kommuneplanstrategi 2014 – ’Den sammenhængende by’ præsenteres de overordnede mål og indsatser i de kommende års byudvikling i København og pejlemærkerne for udarbejdelsen af Kommuneplan 2015. Strategien indeholder 5 temaer: 
  • Plads til flere københavnere
  • Bæredygtig udvikling
  • Flere arbejdspladser i København
  • En sammenhængende by
  • Kvalitet i byen
Til slut i hvert tema peges på de konkrete retninger kommunen vil udlægge for København og de indsatser, man vil i værksætte. I afsnittet "Flere arbejdspladser i København" skriver man, at man i Kommuneplan 2015 vil sikre Indre Bys særlige status som arbejdssted og indkøbs- og oplevelsescentrum for hele regionen. Man vil derfor lave en analyse af udviklingen i Indre By.


Lokaludvalget drøftede forslaget til kommuneplanstrategi 2014 i sit møde den 10. april 2014 og traf følgende beslutninger:
  1. Lokaludvalget tog en mundtlig orientering fra Økonomiforvaltningen om forslag til Kommuneplanstrategi 2014 til efterretning, idet man påpegede, at kommunens praksis med at udarbejde kommuneplantillæg svækker borgernes retssikerhed.
  2. Lokaludvalget drøftede forslag til Kommuneplanstrategi 2014 og besluttede at sætte fokus på følgende i den videre proces:
    - Strategi for trafikken i Indre By, herunder letbane, bilparkering, cykelparkering og fremme af cyklismen
    - Strategi for kvalitet i Indre Bys byliv, herunder nattelivet, arrangementer og events i byrummet, lydmiljøet, grønne gårde, fremme af kvarterer med en blanding af beboelse, erhverv og offentlige institutioner
    - Strategi for detailhandlen i Indre By, herunder en indsats for detailhandlen i sidegaderne og kvalitet i detailhandlen på strøggaderne
    - Strategi for en unik metropol, særligt for Indre By
    - Indsatsen for beskæftigelse til borgere over 40 år
    - Indsatsen for borgernes sundhed
    - Strategi for placering af lægepraksisser i stueetagen
  3. Lokaludvalget besluttede, at lokaludvalgsmedlemmerne kan sende input til et høringssvar til sekretariatet, som formanden kan bruge som grundlag for en indstilling til lokaludvalgsmødet den 8. maj 2014 om et høringssvar vedrørende forslag til Kommuneplanstrategi 2014.
  4. Lokaludvalget besluttede at arrangere et borgermøde om forslag til Kommuneplanstrategi 2014.
  5. Lokaludvalget udpegede Helle Bonnesen, Thomas Køhler, Kjeld A. Larsen, Marietta Bonnet, Niels Friis og Jan Michael Hansen til tovholdere til at planlægge og gennemføre borgerdialogen.

Løsning

På baggrund af input fra enkelte lokaludvalgsmedlemmer foreslår formanden følgende høringssvar:

"Indre By Lokaludvalg er blevet bedt om et høringssvar vedrørende forslag til kommuneplanstrategi 2014 med svarfrist den 15. maj 2014.

Borgerdialog
Lokaludvalget havde et borgermøde om strategien den 13. maj 2014. Et referat fra mødet er vedlagt. Derudover har borgerne haft mulighed for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside. Kommentarerne er vedlagt.

På baggrund af borgerdialogen kan man konkludere følgende:
XXX
XXX

Lokaludvalget beder forvaltningen tage konklusionen med i den videre proces for kommuneplanstrategien.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget drøftede sagen i sine møder den 10. april og den 8. maj 2014 og har følgende bemærkninger til enkelte afsnit i forslaget til kommuneplanstrategi:

Forslagets ”Visionen for byen – det gode liv”
Bemærkningerne nedenfor skal ses som udtryk for lokaludvalgets ønske for en helhedsorienteret plan for Indre By, der tager udgangspunkt i, at bydelen har ca. 35.000 indbyggere. Mantraet for planen skal være ”Kvalitet i Indre Bys byliv” i overensstemmelse med bemærkningerne i afsnittet i forslaget til kommuneplanstrategi ”Visionen for byen – det gode liv”.

Indre By Lokaludvalg mener, at en sådan plan skal håndtere dilemmaet mellem det forhold, at store dele af Indre By er beboelsesområde, og det forhold, at bydelen rummer mange arbejdspladser og er indkøbs- og oplevelsescentrum for regionen. Det er særligt visionen om det gode liv for beboerne i bydelen i relation til Indre Bys status som centrum for regionens natteliv, store arrangementer og events i byrummet, som lokaludvalget ønsker, at der bliver taget stilling til. Men også trafikken gennem Indre By giver udfordringer i form af trængsel, luftforurening og støjforurening, samt manglen på idrætsfaciliteter, bør der ses på.

Lokaludvalgets ønsker, at der bliver udarbejdet en plan for bydelen i dialog med bydelens borgere, erhverv og brugere, der sikrer, at Indre By udvikler sig til en bæredygtig, levende og unik bydel, som er god at bo, arbejde, drive erhverv og være gæst i. En plan for en sådan udvikling skal sikre Københavns status som en unik metropol.


Temaet ”Plads til flere københavnere”
Lokaludvalget mener,

  • at kommuneplanstrategien skal tilgodese en udvikling, hvor den hidtidige vækst med flere og flere københavnere må forventes at fortsætte og at væksten skal tilgodese mangfoldighed. Væksten medfører ikke automatisk større mangfoldighed, men indeholder risiko for flere regler med deraf følgende ensretning. Kommunen skal derfor aktivt arbejde for at sikre mangfoldighed.

”Retning og indsatser” på side 19 i forslag til kommuneplanstrategien:

  • Lokaludvalget foreslår en analyse af, hvordan ledige kontorlejemål i Indre By kan anvendes til boligformål, herunder til ungdomsboliger jf. kommuneplantillægget "Kollegie- og ungdomsboliger", som Borgerrepræsentationen vedtog den 10. april 2014.
  • Lokaludvalget foreslår en analyse af, hvordan øget beboelse i Middelalderbyen øger sammenhængskraften og understøtter de små erhvervdrivende i området.

Temaet ”Bæredygtig udvikling”
Indre By Lokaludvalg mener,

  • at vedtagelsen om at friholde Indre By for højhuse skal udstrækkes til brokvartererne, så Indre By ikke bliver til dukkehuse i forhold til de omgivende højhuse. Københavns skyline bør fredes bortset fra nye højhuse i Ørestaden, på Carlsberg-grunden og i Nordhavnsområdet. Det er allerede vedtaget, at der ikke må bygges højhuse inden for voldene.
  • at metro-systemet skal udbygges både linje- og kapacitetsmæssigt i det omfang, det er muligt, og suppleres med andre kollektive trafikformer. Metro-systemet bør således suppleres med letbaner, hvor det giver mening og der er plads til det. Den planlagte letbane fra Gladsaxe ad Frederikssundsvej til Nørrebro kunne fortsættes til Indre By og Amager.
  • at København skal fortsætte med at forbedre forholdene for cyklisterne. Der skal etableres cykelstativer i den Indre By, så det er attraktivt at cykle til sine bestemmelsessteder, bl.a. fordi man kan cykle til døren.
  • at nedlæggelse af parkeringspladser i Indre By må ske koordineret med etableringen af alternativerne. Parkeringsanlæg ved omegnsstationer og tilstrækkelig kapacitet i det kollektive trafiksystem må således etableres, før der nedlægges parkeringspladser. Når parkeringsmulighederne i Indre By indskrænkes, skal det endvidere gøres med særligt hensyn til beboerne i Indre By, så brugen af beboerlicensen ikke forringes, som det er planlagt ved Sankt Annæ-projektet.
  • at der er behov for en egentlig politik for detailhandlen i Indre By. Lokaludvalget ser med bekymring på, at stadig flere butikslejemål i Indre By enten står tomme, skifter lejer med jævne mellemrum, udlejes til discount-forlystelsessteder, udlejes til liberale erhverv, eller anvendes til discountsalg. Lokaler med adgang fra gaden skal anvendes til butikker o. lign.

”Retning og indsatser” på side 27 i forslaget til kommuneplanstrategien:

  • Lokaludvalget foreslår en analyse af det fremtidige transportbehov i Indre By i takt med den befolkningstilvækst i kommunen, der forudses. Analysen skal vise, hvordan en sådan vækst vil skabe behov for øget transport i bil såvel som på cykel, til fods og med offentlig transport.
  • Lokaludvalget foreslår en analyse af, hvad en letbane fra Nørrebro via Indre By til Amager kan give København og opfordrer tillige kommunentil at analysere effekten af letbaneudbygning i form af et kollektivt trafiknet, således som det er beskrevet i rapporten ”Trafikanalyser af et net af letbaner og BRT i Hovedstadsområdet”, DTU Transport marts 2014.
  • Lokaludvalget foreslår en undersøgelse af, hvad der skal til for at forøge københavnernes lyst til at tage bussen.


Temaet ”Flere arbejdspladser i København”
Lokaludvalget mener, 

  • at forslaget til kommuneplanstrategi mangler at forholde sig til udviklingen i detailhandlen.
  • at forslaget mangler at beskrive udviklingen inden for events og stor arrangementer i Indre By. Kommunen har tilkendegivet, at events og store arrangementer er i kommunens interesse, fordi de skaber omsætning og giver beskæftigelse. Det er imidlertid ikke belyst, i hvilken grad events er en belastning for Indre Bys liv og kommunens økonomi. 
  • at forslagets beskrivelse af, hvordan man vil sikre de unges uddannelse og beskæftigelse bør suppleres med en beskrivelse af, hvordan man vil sikre de midaldrendes beskæftigelse. Det er en befolkningsgruppe, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, når de først er faldet ud.

”Retning og indsatser” på side 33 i forslaget til kommuneplan:

  • Lokaludvalget foreslår en egentlig politik for detailhandlen i Indre By, der har som mål at sikre og styrke en omfangsrig og varieret detailhandel på bydelens hovedstrøg og for Middelalderbyens vedkommende også i sidegaderne. 
  • Lokaludvalget foreslår en analyse, som viser, hvad henholdsvis Indre By og Københavns Kommune tjener på arrangementer og events i Indre By og hvilke udgifter, arrangementer og events påfører henholdsvis Indre By og Københavns Kommune.

”Retning og indsatser” på side 35 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår en beskæftigelsesindsats for borgere over 40 år.

Temaet ”En sammenhængende by”
Lokaludvalget mener,

  • at forslaget bør forholde sig til, hvordan Indre By skal udvikles. Med de mange bygge- og infrastrukturprojekter, som Indre By rummer, ligger det lige for at se bydelen som et nyt byudviklingsområde med behov for pejlemærker for, hvordan de enkelte projekter skal spille sammen med hinanden og den eksisterende by. Indre By Lokaludvalg har tidligere budt ind med en områdeplan for Rådhuspladsen-området og for Nørreport-området (vedlagt) og overvejer også at udarbejde en områdeplan for Østerport-område på basis af en borgerdialog.

 ”Retning og indsatser” på side 39 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår, at man arbejder koordineret med Indre By, så kommunens og privates indsatser og investeringer i bydelen understøtter den eksisterende by. Lokaludvalget er gerne tovholder på en proces som denne.

Temaet ”Kvalitet i byen”
Indre By Lokaludvalg mener, 

  • at balancen mellem hensyn til beboere og erhverv skal justeres, så der tages mere hensyn til beboerne; f.eks. ingen klokken 5-bevillinger i områder med boliger.
  • at det er uhensigtsmæssigt at placere alle store arrangementer og events i Indre By. Indre By skal kunne fungere, selv om der er arrangementer og events i regionen. 
  • at væksten i såvel indbyggertal som BNP skal respektere de grønne og blå elementer i Indre By. Væksten må ikke medføre, at byens grønne og blå elementer formindskes. Hvis der undtagelsesvist skal bygges i byens grønne områder og byens vandarealer, skal der indenfor en afstand på en kilometer etableres et grønt eller blåt område af samme størrelse som det, der blev inddraget til byggeri (nul - løsning). Derudover skal væksten respektere fredningsbestemmelser. Fortidsminderne i København er både historisk og kulturelt værdifulde. Det er derfor vigtigt at beskytte dem og at være varsom med deres omgivelser. Der må derfor ikke laves lokalplaner og/eller kommuneplantillæg, som indebærer ophævning af fredninger og /eller beskyttelseslinjer om fortidsminder. 
  • at helt overordnet skal fodgængere have prioritet i Indre By, særligt i Middelalderbyen. 
  • at busserne i Indre By i stort omfang bør omlægges til el-busser.

"Retning og indsatser" på side 45 i forslaget til kommuneplanstrategi:

  • Lokaludvalget opfordrer Københavns Kommune til alternativt at ændre drivhusgasudslippets beregning fra et territorielt baseret til et forbrugsbaseret drivhusgasudslip, så vi kan få et overblik over, hvordan byen og dens indbyggere via sine aktiviteter påvirker klimaet. Så længe den territorielt baserede beregningsmetode anvendes globalt, bør København naturligvis anvende begge beregningsmetoder. Det skal understreges, at Region Hovedstaden allerede har fået foretaget et sådant klimaregnskab.

”Retning og indsatser” på side 49 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår, at der vedtages en politik, som friholder rekreative områder som fx. parkerne i Indre By for støjende og affaldsgenererende arrangementer og events.
  • Lokaludvalget foreslår en undersøgelse af, hvordan der kan skabes flere idrætsfaciliteter i Indre By. 
  • Havnens rekreative potentialer: Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg afholdt i 2013 en offentlig konkurrence om anvendelsen af Inderhavnen og kanalerne. Lokaludvalgene modtog 33 forslag og arbejder nu på at realisere et eller flere af dem. De modtagne konkurrenceforslag er vedlagt.

”Retning og indsatser” på side 51 i forslaget til kommuneplanstrategi: 

  • Lokaludvalget foreslår en indsats mod støj i Indre Bys byrum, særligt fra de støjkilder, som kommunen har indflydelse på, nemlig byggepladser, trafikken, events, arrangementer og så videre. 
  • Lokaludvalget foreslår en konkret indsats mod luftforureningen i Indre By. Bydelen rummer de mest luftforurenede vejstrækninger i Danmark. 
  • Lokaludvalget beder om, at trafikrapporten, som en række medlemmer fra forskellige lokaludvalg i kommunen har udarbejdet, tages med i de videre overvejelser om kommuneplanstrategien - vedlagt.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget holder borgermøde om forslag til kommuneplanstrategien den 13. maj 2014. Umiddelbart efter sender skeretariatet lokaludvalgets høringssvar, samt referat fra borgermødet og borgernes kommentarer til sagen på lokaludvalgets hjemmeside til Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen oplyser, at i juni måned fremlægges sagen med høringssvarene fra den interne høring for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Herefter sendes kommuneplanstrategien i offentlig høring i mindst 8 uger. Forvaltningen vil sikre en bred inddragelse af og dialog med borgerne og bl.a. gennem temamøder med eksterne samarbejdsparter inddrage nye aktører i processen. Økonomiforvaltningen udarbejder en hvidbog, der resumerer den offentlige debat og de indkomne høringssvar. Hvidbogen fremlægges sammen med kommuneplanstrategien for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i december 2014. Kommuneplanstrategien og resultatet af den offentlige høring indgår i grundlaget for revisionen af kommuneplanen. Kommuneplan 2015 vil blive fremlagt til politisk behandling i første halvår af 2015 med offentlig høring og endelig vedtagelse i andet halvår af 2015.


BILAG
1. Forslag til kommuneplanstrategi 2014 (er tidligere udsendt til lokaludvalgets medlemmer)
Se forslaget her: 
https://subsite.kk.dk/~/media/215E3ED5044D4E4E81F98A99748A4C05.ashx


2. Trafikgruppens rapport (er tidligere udsendt til lokaludvalgets medlemmer)
Se rapporten her:
http://indrebylokaludvalg.kk.dk/sites/indrebylokaludvalg.kk.dk/files/files/Trafikgruppens%20rapport%20til%20LUerne_15%20marts%202014%20pdf.pdf

3. Kommuneplantillægget "Kollegieboliger og ungdomsboliger"
Se tillægget her:
http://soap.plansystem.dk/jsp/getdoklink.jsp?planid=2746852&plantype=12&status=V

Beslutning

På forslag fra Niels Friis bemyndigede lokaludvalget formanden til at føje en bemærkning ind i afsnittet "Forslagets "Visionen for byen - det gode liv"" om, at ”Kvalitet” skal indgå i byudviklingen bl.a. for at imødegå den igangværende udvikling i dele af Indre By, hvor gadehandel, billige værtshuse, tarvelige butikker mv. trækker ned i oplevelsen af byen.

På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at ændre 2. og 3. dot i afsnittet "Temaet "Plads til flere københavnere"" til: "Lokaludvalget foreslår en analyse af, hvordan ledige kontorlejemål i Indre By kan anvendes til boligformål for forskellige befolkningsgrupper, heriblandt unge og børnefamilier, og hvordan det vil øge sammenhængskraften og understøtte de små erhvervsdrivende i bydelen, særligt i Middelalderbyen.”

På forslag fra Helle Bonnesen besluttede lokaludvalget at ændre 2. sætning i 3. dot i afsnittet "Temaet "Bæredygtig udvikling"" til: "Der skal etableres cykelstativer i Indre By, så det er attraktivt at cykle til sine bestemmelsessteder og så det motiverer til en ordentlig cykelkultur.”

På forslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen blev formanden bemyndiget til at indsætte en dot i afsnittet "Temaet "Bæredygtig udvikling"" om behovet for at fremme etableringen af park & ride-anlæg i ved stationer i omegnskommunerne.

På forslag fra Thomas Køhler besluttede lokaludvalget at erstatte "letbaner" i afsnittet "Temaet "Bæredygtig udvikling"" med "letbaner/sporvogne".

På forslag fra Kjeld A. Larsen blev formanden bemyndiget til at føje en henvisning til DTU-rapporten "Trafikanalyser af et net af letbaner og BRT i Hovedstadsområdet" ind i 2. dot i afsnittet "Temaet "Bæredygtig udvikling"".

På forslag fra Marietta Bonnet og Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at ændre sidste sætning i 5. dot i afsnittet "Temaet "Bæredygtig udvikling"" til: "Lokaler med adgang fra gaden skal anvendes til publikumsorienterede aktiviteter, som kan styrke bylivet og dermed tiltrække borgere til bydelen. Lokaludvalget mener, at kommunen i sin planlægning bør prioritere detailhandlen i Indre By over butikscentre."

På forslag fra Thomas Køhler blev formanden bemyndiget til at indføje en dot i afsnittet "Temaet "Bæredygtig udvikling"" om, at parkeringspladserne i Indre By i hovedsagen bør forbeholdes bilerne, som tilhører bydelens beboere.

På forslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen besluttede lokaludvalget at ændre sidste dot i afsnittet "Temaet "Bæredygtig udvikling"" til: "Lokaludvalget foreslår en undersøgelse af, hvad der skal til, for at københavnerne, især de bevægelseshandicappede, vil benytte bussen.”

På forslag fra Dorthe Lindberg og Steen Juhl Olesen besluttede lokaludvalget at ændre 1. dot i afsnittet "Temaet "Flere arbejdspladser i København"" til: "at forslaget til kommuneplanstrategi skal forholde sig udviklingen i Indre Bys erhvervsliv".

På forslag fra Jens Erik Frandsen besluttede lokaludvalget at ændre sidste sætning i 2. dot i afsnittet "Temaet "Flere arbejdspladser i København"" til: "Det er imidlertid ikke belyst, hvilke konsekvenser events har for Indre Bys liv og kommunens økonomi."

På forslag fra Jens Erik Frandsen og Steen Juhl Olesen besluttede lokaludvalget at ændre 1. dot i afsnittet "Temaet "Kvalitet i byen"" til: "at balancen mellem hensyn til beboere og restaurationer skal justeres, så der tages mere hensyn til beboerne; f.eks. ingen nye kl. 5-bevillinger, ligesom det må sikres, at kl. 5-bevillinger ikke de facto er en bevilling ud over kl. 5. Der skal lukkes, så der er tid for kommunen til at renholde gaderne, før butikkerne åbner."

På forslag fra Elnaz Khodabandeh besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at indsætte en dot i afsnittet "Temaet "Kvalitet i byen"" om, at kommunen skal arbejde for at få ændret restaurationsloven, så Bevillingsnævnet kan inddrage kvaliteten af restaurationen som et parameter, når en ansøgning om bevilling skal behandles.

På forslag fra Thomas Køhler og Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at ændre de sidste sætninger i 9. dot i afsnittet "Temaet "Kvalitet i byen"" til: "Lokaludvalgene modtog 33 forslag og arbejder nu på at realisere et eller flere af dem. De tre vinderforslag er vedlagt."

På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget at slette 3. sætning i 3. dot i afsnittet "Temaet "Kvalitet i byen"".

På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget at ændre 10. dot til: "Lokaludvalget foreslår en indsats med affald og støj i Indre Bys byrum, særligt fra de kilder, som kommunen har indflydelse på, nemlig byggepladser, trafikken, events, arrangementer og så videre".


Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om forslag til kommuneplanstrategi 2014, der fremgår af løsningsafsnittet, med ændringerne, der er nævnt ovenfor.

Protokolbemærkning fra Thomas Køhler: "Thomas Køhler tager forbehold for udtrykket "billige værtshuse" og "tarvelige butikker", da det er en smagssag, hvad man forstår ved det."


Til top