Mødedato: 25.10.2016, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge 2016

Folkeoplysningsudvalget orienteres om administrative bevillinger samt afslag fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger til efterretning.

 

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

Løsning

1. Det Danske Spejderkorps, Robin Hood Gruppe

Rekruttering.

Robin Hood Gruppe har fået bevilget 29.125 kr. til projektet "Mikrospejd".

Formål og målgruppe.

Projektets målgruppe er piger og drenge i alderen 6 - 8 år. Spejdergruppen har ingen medlemmer i denne aldersgruppe, hvilket forventes ændret efter dette projekt.
Børnene vil blive rekrutteret via ledere og andre spejdere, samt ved annoncering i lokalblade og ved omdeling af flyers.
Spejdergruppen hører til i Kongelunden på Englandsvej, og projektet byder på informationsaften om aktiviteterne, der bl.a. vil bestå af naturvandring, førstehjælp og forskelligt arbejde med reb og tov.
Foreningen forventer at få 20 nye medlemmer via projektet.

Projektperioden er 1. oktober - 31. december 2016.

 

2. København Futsal

Rekruttering / Aktivitetsudvikling.

København Futsal har fået bevilget 80.000 kr. til projektet "Rekruttering til København Futsal Akademi".

Formål og målgruppe.

Projektets formål er at opbygge en ungdomsafdeling, der tilbyder faste aktiviteter forskellige steder i København. Tilbuddet henvender sig til børn og unge i alderen 6 - 25 år, og udover rekruttering af nye medlemmer vil projektet også indeholde rekruttering af nye ledere.
Foreningen vil rekruttere deltagerne via netværk, kontakt til skoler og fritidscentre, samt fremadrettet brug af Feriecamp, der er en oplagt mulighed for at rekruttere børn og unge fra forskellige bydele.
Aktiviteten vil bestå af futsaltræning samt turneringer og stævner. Herudover vil gruppen af unge nye instruktører komme igennem et uddannelsesforløb, der både fagligt og pædagogisk ruster dem til arbejdet.
Foreningen forventer at få 50 nye medlemmer samt 15 nye instruktører via projektet.

Projektperioden er 1. oktober 2016 - 30. september 2017.

 

3. Ryparkens Musikskole "Opstart af musikskole på Lundehusskolen"

Rekruttering / Aktivitetsudvikling / Partnerskab.

Ryparkens Musikskole har fået bevilget 21.768 kr. som støtte til 2. år af projektet "Opstart af musikskole på Lundehusskolen".
Til projektets 1. år fik foreningen bevilget 50.920 kr.

Formål og målgruppe.

Projektets mål er at etablere musikskoleundervisning på Lundehusskolen. Skolen har et elevgrundlag, hvis familier ikke har tradition for at lade deres børn deltage i fritidsaktiviteter. At aktiviteterne afvikles på skolen i eftermiddagstimerne, har vist sig at gøre det lettere at aktivere børnene. Efter projektets 1. år har foreningen rekrutteret 17 nye medlemmer til de oprettede musikhold på Lundehusskolen, der ser et stort potentiale i et fortsat samarbejde med foreningen.
Ryparkens Musikskole forventer at kunne nå sit mål om at få ca. 40 nye medlemmer på de nyoprettede hold efter endt projektperiode.

Projektperioden er 15. august 2015 - 14. august 2017. 

 

4. Københavns Fodtennis- og Idrætsforening "GymBold 5 - 7 år"

Rekruttering / Aktivitetsudvikling

Københavns Fodtennis- og Idrætsforening (KFIF) har søgt Udviklingspuljen for børn og unge om 23.000 kr. i støtte til projekt "GymBold 5 - 7 år".
Kultur- og Fritidsforvaltningen har meddelt foreningen afslag på ansøgningen.

Formål og målgruppe.

Projektets formål er at skabe et idrætshold for børn i alderen 5 - 7 år. Aktiviteterne er forskellige idrætsgrene, der udvikler børnenes grundlæggende motoriske færdigheder. Målet er, at børnene skal finde glæde i fysisk aktivitet og på sigt finde frem til den idrætsgren, der passer for dem hver især.
Aktiviteten skal afvikles i Idrætshallen på Skolen på Islands Brygge lørdage om eftermiddagen.

Begrundelse for afslag.

KFIF afviklede i perioden 1. august 2015 - 30. juni 2016 projektet "Bold og motorik for de mindste". Projektets mål var at skabe et tilbud, hvor småbørnsfamilier med børn i alderen 1 - 4 år, kunne være sammen om aktiviteter med både motorik, boldbasis, rytmik og andre udviklende aktiviteter.
Projektet blev støttet af Udviklingspuljen med 25.500 kr., og tilbuddet er efter projektperioden forankret som "GymBold-hold" og har fået 51 nye medlemmer i aldersgruppen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at projekt "GymBold 5 - 7 år", er en forankring af det tidligere projekt, der henvendte sig til børn i alderen 1 - 4 år. Der er en ændring af de udbudte aktiviteter, hvilket skønnes at være den naturlige aktivitetsudvikling, der følger børnenes niveau i takt med at de bliver ældre.

På denne baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen meddelt foreningen afslag.

 

Økonomi

Udviklingspuljen har i 2016 et budget på 5.724.000 kr.

Der indstilles til dette møde et projekt med et forbrug på 711.302 kr., og der er meddelt 3 administrative bevillinger med et samlet forbrug på 130.893 kr.

 

Resterende midler efter FOU 13. september 2016         3.431.210 kr.
Indstillet til dette møde            711.302 kr.
Administrative bevillinger            130.893 kr.
Rest på budget         2.589.015 kr.

 

Mads Kamp Hansen

                                  /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 25. oktober 2016:

Punktet blev godkendt umiddelbart efter dagsordenens punkt 1. Indstillingen blev godkendt.

Til top