Mødedato: 10.09.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Tilbagebetalingskrav over for FOF/HOF København i forhold til Film+Teaterskolen Holberg

Folkeoplysningsudvalget besluttede 4. juni 2013, at FOF/HOF København skulle tilbagebetale et beløb på 109.638 kr. i uberettiget tilskud til Film+Teaterskolen Holberg. Beløbets størrelse er kvalificeret, hvorfor beløbet korrigeres.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Folkeoplysningsudvalget beslutter, at det endelige beløb, som FOF/HOF København, der administrerede dele af undervisningen på Film+Teaterskolen Holberg, pålægges at tilbagebetale i uberettiget tilskud for perioden 2010-2013, udgør 975.000 kr. 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen blev 1. marts 2013 gjort opmærksom på, at en del af aftenskoleundervisningen på Film+Teaterskolen Holberg, der fik tilskud af Købenavns Kommune, ikke blev forvaltet retmæssigt. Forvaltningen har ført tilsyn med Film+Teaterskolen Holberg, hvis lønudbetalinger delvist har været administreret af FOF/HOF København. Tilsynet har afdækket, at der i perioden 2010-2013 har været uoverensstemmelser mellem den af Film+Teaterskolen Holberg til FOF/HOF indberettede aktivitet og den reelt gennemførte undervisning. FOF/HOF København har i denne forbindelse politianmeldt Film+Teaterskolen Holbergs bestyrelse for afgivelse af urigtige lønoplysninger. Det skal bemærkes, at FOF/HOF København ikke har været vidende om den fiktive undervisning, og at FOF/HOF København fra starten har vist stor interesse for, at få afdækket omfanget af denne sag samt har givet tilsagn om at tilbagebetale evt. uberettiget udbetalte tilskud, så snart der forelå krav om dette.    

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har ved hjælp af bilagsmateriale, politiets undersøgelser, samt ved flere samtaler med Film + Teaterskolen Holbergs elever og undervisere forsøgt at afdække omfanget af de timer, der i perioden 2010-2013 ikke har været berettiget til kommunale undervisnings- og lokaletilskud. Forvaltningen har på baggrund af undersøgelserne opgjort det samlede tilbagebetalingskrav for perioden til kr. 975.000. FOF/HOF København har tilkendegivet, at man vil betale beløbet. 
   
Ved betaling af beløbet til Københavns Kommune vil sagen være endeligt afgjort mellem kommunen og FOF/HOF København. Såfremt Politiets undersøgelser afdækker nye, væsentlige forhold, der ikke er fremkommet i forbindelse med forvaltningens tilsyn, vil sagen blive forelagt Folkeoplysningsudvalget på ny.

Økonomi

FOF/HOF København indbetaler 975.000 kr. til Københavns Kommune. Midlerne tilføres den samlede ramme for voksenundervisning.

Videre proces

Tilbagebetalingskravet på 975.000 kr. rejses over for FOF/HOF København.


Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kjeld Biering-Sørensen forlod mødet under dette punkts behandling som værende inhabil.

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top