Mødedato: 06.06.2017, kl. 15:30
Mødested: Nørrebrohallen

Inddragelse af foreningerne i Naturpark Amager

Se alle bilag
Folkeoplysningsudvalget skal tage stilling til forslag om inddragelse af foreninger i Naturpark Amager.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget godkender forvaltningens plan for inddragelse af foreninger i udviklingen af Naturpark Amager og bevilger 200.000 kr. årligt i perioden 2017 - 2019 fra Udviklingspuljen for børn og unge til formålet.

 

Problemstilling

Naturpark Amager skal over de kommende år udvikles massivt og give københavnerne bedre adgang til naturen.

Der er lagt en plan for etablering af hovedindgange og en ny foreningsfacilitet, som skal stå færdig i 2021. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at der for at sikre foreningernes involvering i projektet med fordel kan afsættes penge fra udviklingspuljen nu.

 

Løsning

Via fondsfinansiering fra blandt andet Nordea-fonden skal Naturpark Amager have etableret nye hovedindgange og adgangspunkter fra vandsiden, og der skal skabes bedre muligheder for at komme tæt på naturen i parken (se bilag 1 for projektbeskrivelse).

Kultur- og Fritidsforvaltningen har påtaget sig ansvaret for, at den kommende naturpark bliver for alle, og skal blandt andet sikre at beboerne fra Urbanplanen kommer til at bruge parken. Forvaltningens strategi for at få alle med går primært via foreningerne, der bruger parken til fritidsaktiviteter (se bilag 2 for projektbeskrivelse).

Hvis der afsættes midler fra Udviklingspuljen for børn og unge, kan forvaltningen sikre, at foreningerne får indflydelse på udformningen af Naturpark Amager. Samtidig vil det være muligt at undersøge, om der skal etableres nye foreninger, som kan bruge parken.

Skal Naturpark Amager lykkes som projekt, er der behov for, at de lokale foreninger får indflydelse på, hvordan parken og faciliteterne indrettes. Folkeoplysningsudvalget har tidligere via Udviklingspuljen finansieret en lignende indsats i Mimersparken i perioden 2012 - 2014 med det formål at sikre de bedste vilkår for foreningsaktiviteter i Mimersparken.

Hvis Folkeoplysningsudvalget prioriterer midler fra Udviklingspuljen til inddragelse af de lokale foreninger i Naturpark Amager, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen igangsætte følgende initiativer:

  • Inddragelsesworkshops for lokale foreninger.

  • Systematisk kortlægning af foreningernes behov ift. brug af Naturparken.

  • Være talsmand for foreningerne overfor bygherrer m.v.

  • Afsøge behovet for etablering af nye foreningstilbud eller forenings-satelitter i lokalområdet.

  • Rådgivning af lokale foreninger i forhold til udnyttelse af Naturparken som facilitet.

Initiativerne iværksættes i samarbejde med lokale kræfter, og vil så vidt muligt inddrage Solvang Bibliotek, Børnekulturpiloterne og de lokale helhedsplaner i indsatsen.

Forvaltningen foreslår, at der i perioden 2017-2019 årligt afsættes 150.000 kr. til løn og 50.000 kr. til foreningerne for at sikre, at de lokale foreninger inddrages i indretningen af faciliteterne. Desuden er målet, at gøde jorden for den kommende sociale indsats, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har ansvaret for, og som skal sikre, at Naturpark Amager bliver for alle.

 

Økonomi

Midlerne afsættes i Udviklingspuljen i 2017 og reserveres i puljen for 2018 og 2019.

 

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen igangsætte planen for inddragelse af foreninger og borgere.

 

Mads Kamp Hansen

                                  /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 6. juni 2017:

Indstillingen blev godkendt.
Til top