Mødedato: 28.02.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Byggesag på Applebys Plads

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal tage en byggesag på Applebys Plads til efterretning samt drøfte og beslutte, hvorvidt det skal henvende sig til Teknik- og Miljøforvaltningen om principielle forhold i sagen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg tager forløbet af en byggesag på Applebys Plads til efterretning, se bilaget.

  2. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter, om sagen giver anledning til at tage principielle problemstillinger vedr. lokalplaner og byggesagsbehandling op over for Teknik- og Miljøforvaltningen.
     
    I givet fald:
  3. at Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger formanden til at tage principielle problemstillinger vedr. lokalplaner og byggesagsbehandling op over for Teknik- og Miljøforvaltningen; dette med baggrund i lokaludvalgets drøftelse.

Problemstilling

Beboerforeningen Applebys Plads orienterede med mail den 19. januar 2018 lokaludvalget om, at den har søgt aktindsigt i Teknik- og Miljøforvaltningen om et byggeri på Applebys Plads. Beboerforeningen forstår lokalplanen for området sådan, at vinduesrammerne i byggeriet skal være hvide. Imidlertid er der givet byggetilladelse til mørkegrå vinduesrammer, hvilket beboerforeningen er imod af æstetiske årsager og fordi den mener, at det strider mod lokalplanen.

Med mail den 31. januar 2018 orienterede beboerforeningen lokaludvalget om sagsforløbet. Mailen blev indledt med:

"Ny øjebæ på Christianshavn pga. kommunens forglemmelser?

Den nye byggeri i baggården på Applebys Plads ser ud til at blive dystert, mørkt og fremmedartet. 

En aktindsigt tyder på at kommunen har undladt at sikre at facadens farver harmonerer med omgivelserne, sådan som ellers tydeligt krævet i den nye lokalplan. 

Gentagne gange har beboerne i området forsøgt at råbe politikere og forvaltningen op - og det har da også givet god indledende respons. Men fejl, forglemmelser eller besynderlige prioriteringer hos kommunen har betydet at bygherrens sære ønsker alligevel er endt med at glide igennem."

Herefter er der en gennemgang af sagsforløbet, der afsluttes med en konklusion, som udtrykker beboerforeningens syn på forløbet og resultat af byggesagsbehandlingen. Se bilaget.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen har med mail af 9. februar 2018 sendt lokaludvalget en gennemgang og vurdering af sagen. Se bilaget.

Forvaltningen skriver bl.a.:

"Forvaltningen fastholder den foretagne vurdering, som bygherre har fået byggetilladelse på grundlag af, idet forvaltningen ikke kan kræve, at bygherre anvender hvide vinduesrammer eller afvise brugen af en anden farve vinduesrammer, da bestemmelsen i lokalplanen ikke er tilstrækkelig præcis til at hjemle en sådan afgørelse.
(...)
Kommunen kan således i den konkrete situation kun opfordre til at overveje anvendelsen af en bestemt farve frem for andre, som vi har gjort det i henvendelserne til bygherres arkitekt.

Forvaltningen fastholder dermed også vurderingen af, at der er truffet en korrekt afgørelse ved at give byggetilladelse i den konkrete sag."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalg tager forløbet i byggesagen på Applebys Plads til efterretning samt at det drøfter, om sagen giver anledning til at tage principielle problemstillinger vedr. lokalplaner og byggesagsbehandling op over for Teknik- og Miljøforvaltningen.
 
I givet fald foreslår formanden, at han bliver bemyndiget til at tage de principielle problemstillinger vedr. lokalplaner og byggesagsbehandling op over for Teknik- og Miljøforvaltningen, som lokaludvalget måtte blive enige om under drøftelsen.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Sekretariatet orienterer Beboerforeningen Applebys Plads om lokaludvalgets drøftelse.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog forløbet af en byggesag på Applebys Plads til efterretning, se bilaget.

  2. Lokaludvalget drøftede, om sagen giver anledning til at tage principielle problemstillinger vedr. lokalplaner og byggesagsbehandling op over for Teknik- og Miljøforvaltningen.  
       
  3. På forslag fra Kirsten V. Andersen bemyndigede lokaludvalget formanden til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen om fejl i byggesagsbehandlingen.
Til top