Mødedato: 08.11.2000, kl. 14:00

Tilskud til bygningsbevaring

Tilskud til bygningsbevaring

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 8. november 2000

 

 

Sager til beslutning

 

15. Tilskud til bygningsbevaring

 

BTU 514/2000 J.nr. 310.0003/99

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at gældende kriterier for prioritering af ansøgninger og ydelser af tilskud suppleres med følgende: Renovering af butiksfacader på bygninger beliggende på gadestrækninger omfattet af "Strøggadelokalplaner", uagtet bygningens bevaringsværdi

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller endvidere, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter nærværende redegørelse om kriterier og budgetmæssige rammer for tilskud til bygningsbevaring, idet det foreslås overvejet at øge bevillingen til "bybevaringskontoen" fra de nuværende 1,6 mio. kr. til f.eks. 2 mio. kr. i forbindelse med forberedelse af budget 2002. "Bygningsbevaringskontoen" blev i 1967 øget fra 0,5 mio. kr. til 1 mio. kr., hvorefter den fra tid til anden igennem årene er blevet øget op til de nuværende 1,6 mio. kr.

 

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i sit møde den 10. februar 1999 administrative retningslinier for "bybevaringskontoen" samt kriterier for prioritering af ansøgninger og ydelse af tilskud.

På baggrund af de gode erfaringer med tilskud til butiksfacader foreslås de gældende kriterier suppleret med et punkt om butiksfacader.

Som noget specielt blev 0,5 mio. kr. af budgetrammen på 1,6 mio. kr. i 1999 forbeholdt tilbageføring af butiksfacader langs gadestrækninger omfattet af "Strøggadelokalplaner".

På baggrund af, at der årligt modtages op i mod 100 ansøgninger om tilskud, hvoraf kun 15-20 ansøgninger kan imødekommes, foreslås det drøftet at øge bevillingen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Bygge- og Teknikudvalget godkendte i sit møde den 10. februar 1999, at den såkaldte "bybevaringskonto", som i budget 1999 udgjorde 1,6 mio. kr., fremover skulle administreres på følgende måde:

  • Bybevaringskontoen varetages af Plandirektoratet som administrativt yder tilskud
  • Ansøgningsfrist og vilkår annonceres én gang årligt
  • Ansøgninger behandles og prioriteres én gang årligt
  • Ansøgninger med bilag indsendes til Plandirektoratet inden den 1. februar
  • Tilsagn med tidsfrist og vilkår om arbejdets udførelse meddeles senest 1. april
  • Tilsagnet bortfalder, såfremt der ikke senest 3 måneder efter modtagelsen af tilsagnet foreligger en skriftlig accept af, at tilskuddet ønskes udnyttet på de anførte vilkår
  • Ansøgninger, som af budgetmæssige grunde ikke kan imødekommes i første omgang, prioriteres og imødekommes løbende, i det omfang andre tilsagn ikke udnyttes
  • Tilskuddet udbetales på vilkår, at arbejdet efter udførelsen kan godkendes af Plandirektoratet, og at udgifterne dokumenteres
  • Der ydes tilskud på 50% af håndværkerudgifterne, op til 100.000 kr. pr. bygning

Tilskudsordningen forbeholdes bygninger, der i bydelsatlassene er klassificeret i gruppe 1, 2, 3 eller 4 og fredede bygninger.

 

Bygge- og Teknikudvalget godkendte endvidere følgende kriterier for prioritering af ansøgninger og ydelser af tilskud:

  • Facaderestaurering med genskabelse af oprindelige bygningsdetaljer, herunder tårne og spir
  • Tagudskiftninger med originale materialer herunder udskiftning af kviste m.m.
  • Restaurering af originale vinduer
  • Som noget specielt blev 500.000 kr. i 1999 forbeholdt tilbageføring af butiksfacader og skilterenovering langs gadestrækninger omfattet af "Strøggadelokalplaner". Her ydes tilskud på 50% af håndværkerudgifterne, op til 50.000 kr. pr. bygning

 

Uddybning af indstilling

I 1999 modtog Plandirektoratet i alt 43 ansøgninger til det ordinære tilskud samt 53 ansøgninger til det særlige tilskud til butiksfacader.

På baggrund af erfaringerne fra tidligere år, hvor flere tilsagn erfaringsmæssigt ikke er blevet udnyttet, blev der i 1999 "overbudgetteret" med 750.000 kr., idet 16 ansøgninger fik tilsagn om 100.000 kr., og 15 ansøgere fik tilsagn om 50.000 kr.

Resultatet blev, at 15 ansøgere fik udbetalt i alt 1,3 mio. kr. i tilskud i 1999 til renoveringsarbejder til en samlet værdi af ca. 22 mio. kr.

De resterende ikke udnyttede forhåndstilsagn er, i de tilfælde hvor projekterne blot har været forsinkede, overført til 2000, hvor der således er forventning om, at en større del af de godkendte projekter vil blive gennemført.

I 2000, hvor der ligesom i 1999 er afsat 1,6 mio. kr. på budgettet til tilskud til bygningsbevaring, er indkommet 94 ansøgninger.

23 ansøgere har modtaget forhåndstilsagn i 2000 om tilskud på i alt 2 mio. kr. til renoveringsarbejder til en samlet værdi af ca. 20 mio. kr.

Årligt modtages således op imod 100 ansøgninger om tilskud, som stort set alle opfylder kriterierne for at få tilskud, hvoraf kun 15-20 ansøgninger kan imødekommes. Der er efter forvaltningens opfattelse et uforholdsmæssigt stort arbejde forbundet med administration af de mange ansøgninger i forhold til den relativt lille "bygningsbevaringskonto".

Tilskudsordningen er efter forvaltningens opfattelse ganske effektfuld. Det kan selvsagt ikke vides, i hvilket omfang de omhandlede renoveringsarbejder ville være gennemført, hvis ikke der var ydet tilskud – men det er forvaltningens vurdering, at tilskuddet i en række tilfælde har været en nødvending forudsætning.

Hertil kommer, at ordningen efter forvaltningens opfattelse har stor signalværdi, idet den indgår som en del af kommunens arkitekturpolitiske bestræbelser og viser, at kommunen prioriterer bygningsbevaring, ikke kun som myndighed, men også gennem vejledning og tilskud.

 

BILAG VEDLAGT

Oversigt over ejendomme der fik tilskud i 1999.

Oversigt over ejendomme der har fået forhåndstilsagn om tilskud i 2000.

Pjece om Byens facader og skilte.

 

Jens Ole Nielsen

 

 

Til top