Mødedato: 07.02.2001, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Tagensvej, Slangerupgade og Brynhildegade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Tagensvej, Slangerupgade og Brynhildegade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. februar 2001

 

 

Sager til beslutning

 

1. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Tagensvej, Slangerupgade og Brynhildegade

 

BTU 55/2001 J.nr. 451:177.0001/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det i Borgerrepræsentationen i mødet den 2. november 2000 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen begrænset af Tagens-vej 116-126, Slangerupgade 7-31 og Brynhildegade 7 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 3.100.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 4 indsigelser, positive tilkendegivelser og lignende til forslaget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog i mødet den 2. november 2000 (sag nr. 410/2000) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

 

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 8. november 2000 - 3. januar 2001 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Guldbergsgade 97.

 

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte indsigelser, ændringsforslag og positive bemærkninger.

 

  1. Brev af 13. december 2000 fra Andelsboligforeningen Tagensgård I og II, Tagensvej 116-126
  2. Andelsboligforeningen udtrykker sin glæde over forslaget, som den finder både fornuftigt og flot.

    De fremhæver især løsningerne af hegningen, opdelingen af opbevaringen af dagrenovationen samt renoveringen af de eksisterende legeredskaber.

  3. Brev af 21. november 2000 fra ejeren af udlejningsejendommen Slangerupgade 7 og Brynhildegade 7 v/Nærumvang Ejendomsadministration A/S, Kongevejen 65
  4. Ejeren anfører, at han ikke er begejstret for forslaget.

    Som begrundelse anføres, at han inden for det sidste halvandet år har foretaget renoveringsarbejder i ejendommens gård. Han ønsker derfor oplyst, om han kan påregne en erstatning i den anledning.

    Ejeren beder endvidere om, at det noteres, at han ønsker at få mulighed for at genanvende flisebelægningen mv. på ejendommen, hvorfor fjernelse heraf alene må ske efter forudgående aftale med ham.

     

    Bemærkning

    Der vil ikke kunne påregnes erstatning som følge af tidligere renoveringsarbejder på ejendommen.

    Det er nødvendigt at optage en del af ejendommens flisebelægning på grund af terrænforholdene i denne del af karreen således, at der kan ske en tilpasning af de forskellige ejendommes gårdniveauer. Den optagne flisebelægning påregnes genanvendt i denne del af fællesgårdanlægget.

    Forvaltningen har intet at indvende imod, at ejeren selv genanvender evt. overskydende flisebelægning mv. fra ejendommen andetsteds, og vil - når anlægsarbejderne påbegyndes - træffe nærmere aftale med ham herom.

     

  5. Brev af 27. december 2000 fra Susanne Hannibal, Slangerupgade 11, 3. th. (lejer i udlejningsejendommene Slangerupgade 9-31)
  6. Susanne Hannibal er af den opfattelse, at forslaget indebærer så betydelig en forandring, at lejerne burde være hørt via afstemning.

    Hun stiller spørgsmål ved, hvor mange af beboerne der er interesserede i et fælles anlæg, og ønsker oplyst, om der findes et overslag over de fremtidige vedligeholdelsesudgifter.

    Hun mener, at det foreslåede anlæg bliver for lille til at rumme de relativt mange beboere, og at støjen fra gården utvivlsomt kommer til at genere beboerne i ejendommene Slangerupgade 9-31, der bor nærmest den del af gårdarealet, der indrettes til ophold og leg.

    Susanne Hannibal bemærker afslutningsvis, at hun - såfremt forslaget vedtages - har nogle spørgsmål til belysning af gårdarealet samt regler for ophold, spil mv.

     

    Bemærkning

    Forvaltningen har udarbejdet forslaget i samarbejde med en arbejdsgruppe bestående af ejere og beboerrepræsentanter for alle ejendomme i karreen.

    Bestyrelsen for Beboerforeningen i Slangerupgade 9-31 har herudover holdt flere møder, som ejendommenes beboere har været indbudt til at deltage i og gøre deres indflydelse gældende. Bestyrelsen har over for forvaltningen oplyst, at mange beboere har benyttet sig heraf.

    Den fremtidige udgift til ren- og vedligeholdelse af gårdanlægget ligger – som det fremgår af forslaget – erfaringsmæssigt i størrelsesordenen 7-9 kr. pr. m2 boligareal pr. år afhængig af gårdlavets ambitionsniveau.

    Det gårdareal, der indrettes til ophold og leg, hører til et af de større sammenlignet med de gårdanlæg, forvaltningen har udført indenfor de senere år. Støjniveauet fra gården forventes at blive lavere end i dag blandt andet på grund af den væsentlige forøgelse af beplantningen i gårdrummet.

    Ejere og beboere vil – på sædvanlig måde – blive inddraget i gårdanlæggets detaljering i forbindelse med anlæggets projektering.

     

  7. Brev af 3. januar 2001 fra Else Janlø, Slangerupgade 31, 2. (lejer i udlejningsejendommene Slangerupgade 9-31)

Else Janlø ønsker, at det foreslåede legeareal ved Slangerupgade 27-31 i stedet placeres mere midt i gården.

Som argument anføres, at den foreslåede placering vil medføre endnu mere støj end i dag, hvor hun er generet af trafikstøj fra Rovsinggade, ligesom hun gerne vil kunne bruge sin altan.

Else Janlø bemærker afslutningsvis, at hun mener, at udgifterne til ren- og vedligeholdelse af gårdanlægget bør være ens for alle uafhængig af lejlighedernes størrelse.

 

Bemærkning

Legearealet er – efter ønske fra nævnte arbejdsgruppe – placeret i den bredeste del af gården, på samme sted hvor den nuværende legeplads ligger.

Det er forvaltningens opfattelse, at støjen fra legearealet vil være ubetydelig i forhold til trafikstøjen fra Rovsinggade.

Den i forslaget angivne fordeling af ren- og vedligeholdelsesudgifterne er i overensstemmelse med de sædvanlige principper herfor.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget.

 

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 20. september 2000

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag 1: Brev af 13. december 2000 fra Andelsboligforeningen Tagensgård I og II

Bilag 2: Brev af 21. november 2000 fra Nærumvang Ejendomsadministration A/S

Bilag 3: Brev af 27. december 2000 fra Susanne Hannibal

Bilag 4: Brev af 3. januar 2001 fra Else Janlø

 

Ole Sperling

 

 

Til top