Mødedato: 22.02.2024, kl. 18:30
Mødested: Tingbjerg Bibliotek og Kulturhus (salen)

Ansøgning om støtte fra Bydelspuljen til projektet "Brønshøj Sangskriver Festival 2024"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 14.200 kr. til projektet "Brønshøj Sangskriver Festival 2024"

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Den lokale forening Brønshøj Sangskriver Festival søger støtte til at afholde Brønshøj Sangskriver Festival, som giver lokale sangskrivere fra bydelen mulighed for at optræde med deres musik. I år har festivalen særligt fokus på unge artister, hvor festivalens første dag kun har unge kunstnere på plakaten. Som en del af festivalen afholdes en sangskriverkonkurrence med en professionel fagjury. Festivalen afholdes i Kulturhuset Brøk den 1. og 2. november 2024.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Festivalen henvender sig til borgere og sangskrivere både fra Brønshøj-Husum og resten af storkøbenhavn. Koncerterne er åbne for alle, men kræver, at man køber billet. Den 1. november vil programmet rette sig mod aldersgruppen 18-30. Der sælges billetter til halv pris til unge/studerende. Ansøger forventer 200 deltagere. 

Festivalen arrangeres i samarbejde med Kulturhuset Brøk og en række lokale sangskrivere og iværksættere. 

Der gøres reklame for festival og sangskriverkonkurrence via lokale Facebook-grupper samt betalt annoncering på Facebook og Instagram og via pressemeddelelser til lokale og landsdækkende medier.  

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 40.000 kr.
Forventede udgifter: 116.820  kr.
Forventede indtægter: 64.804 kr.
Egenfinansering: 12.016 kr.

Projektet rummer udgifter til musikerhonorarer, PR, lyd/lys, studietekniker, forplejning, administration m.m. Indtægter stammer fra ansøgninger til Københavns Kommune og andre fonde samt billetindtægter og salg af merchandise. Ud over egenfinansieringen bidrager ansøger med frivillig arbejdskraft, ligesom lokale frivillige hjælper til under festivalen. Kulturhuset Brøk stiller lokaler til rådighed og bidrager med lydmand.

Tidligere tilsagn

Lokaludvalget har tidligere bevilget støtte til Brønshøj Sangskriver Festival, senest i 2023, hvor udvalget bevilgede 20.000 kr.

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 20.000 kr. begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler.

Forretningsudvalget indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 14.200 kr. Den delvise støtte er begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Desuden ønsker udvalget en større medfinansiering fra ansøger eller samarbejdspartnere. Ansøger er velkommen til at justere antallet af aktiviteter i projektet på baggrund af den delvise støtte, under forudsætning af at de ønskede ændringer sendes til godkendelse først.

Hvis lokaludvalget beslutter at give tilsagn om støtte til ansøgningen på 25.000 kr. eller derover, skal lokaludvalget vælge et medlem, der kan følge projektet, jf. lokaludvalgets beslutning på lokaludvalgsmødet den 23. januar 2020. Hvis projektet modtager støtte på 25.000 kr. eller derover, udpeges følgeperson på næstkommende lokaludvalgsmøde.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Bydelspuljen.

Beslutning

Søren Krøigaard forlod mødet under sagens behandling pga. inhabilitet.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at støtte projekt "Brønshøj Sangskriver Festival 2024" med 14.200 kr.

Den delvise støtte er begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Desuden ønsker udvalget en større medfinansiering fra ansøger eller samarbejdspartnere. Ansøger er velkommen til at justere antallet af aktiviteter i projektet på baggrund af den delvise støtte, under forudsætning af at de ønskede ændringer sendes til godkendelse først.
Til top