Mødedato: 20.09.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Mindfulness Sport"

Tidligere beslutninger

19-04-2018: Lokaludvalget gav afslag på en lignende ansøgning.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Mindfulness Sport"

Problemstilling

Foreningen Crossover, der har adresse i Bispebjerg, ønsker at etablere en fast aktivitet på EnergiCenter Voldparken, som kombinerer sport og fysisk leg med meditation og mindfulness. Aktiviteten finder sted to timer hver søndag fra start september til midt december 2018.

Det er gratis at deltage. Målgruppen er børn og unge mellem 9-17 år og aktiviteten er åben for alle. Projektet har særligt fokus på børn og unge, der ikke er en del af det etablerede foreningsliv. Ansøger forventer 25-40 deltagere.

Ansøger gør reklame for projektet via flyers og plakater, sociale medier og via samarbejdspartnerne Ungdomsskolen, Sundhedshusene, Gadeplan 2700 og EnergiCenter Voldparken.

Ansøger fremhæver samarbejdet med lokale foreninger/klubber som værende en vigtig del af opstartsfasen hvor foreningen vil inddrage Fritidscenter Brønshøj-Husum. Sekretariatet har bedt ansøger sende en skriftlig bekræftelse på samarbejdet med Fritidscenter Brønshøj-Husum.

Ansøgt beløb: 30.000 kr.

Forventede udgifter: 37.900 kr.

Forventet medfinansiering: 7.900 kr.

Støtten søges til indkøb af udstyr, herunder sportsudstyr og yogamåtter, gavekort til præmier samt t-shirts, evt. med Lokaludvalgets logo. Ansøger bidrager selv til projektet ved afholde udgifter til PR, diplomer og aflønning af to trænere pr. aktivitetsgang.

Lokaludvalget har i april 2018 behandlet en lignende ansøgning fra foreningen Crossover. Lokaludvalget gav ansøger følgende svar: "Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at projektets primære udgifter består af indkøb af udstyr, som kommer en begrænset målgruppe til gode." Denne nye ansøgning rummer nye elementer i form af samarbejdet med Fritidscenter Brønshøj-Husum samt ansøgers forklaring på, hvorfor indkøb af udstyr er vigtigt for projektet.

Projektet starter tilsyneladende inden Lokaludvalget behandler ansøgningen. Sekretariatet har bedt ansøger redegøre for, om projektet starter op inden 20. september, men har ikke modtaget et entydigt svar inden tidspunktet for udsendelse af dagsorden. Desuden har sekretariatet heller ikke modtaget den efterspurgte dokumentation på samarbejdet med Fritidscenter Brønshøj-Husum.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller til at der gives afslag, idet arrangementet allerede er igangsat og der mangler dokumentation for lokale samarbejdspartnere. Forretningsudvalget indstiller også til afslag, med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".

Løsning

Der gives afslag på støtte. Lokaludvalget finder ikke, at der med den nye ansøgning er kommet nye oplysninger om projektet og udvalget ønsker derfor at fastholde sit afslag fra den 19. april 2018: Begrundelsen for afslaget er, at projektets primære udgifter består af indkøb af udstyr, som kommer en begrænset målgruppe til gode.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top