Mødedato: 16.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Energicenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Status på lokaludvalgets aktiviteter på 2700Kulturdag

Tidligere beslutninger

25-04-2019: Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilgede 15.000 kr. til lokaludvalgets egne aktiviteter på 2700Kulturdag.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets aktiviteter på kulturdagen

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger medlemmer til at bemande lokaludvalgets telt på kulturdagen

Problemstilling

På mødet vil Stine Skot på vegne af forretningsudvalget gøre status på lokaludvalgets planlagte aktiviteter. Lokaludvalget vil derefter have mulighed for at komme med kommentarer for forslag til planlægningen.

Lokaludvalgets telt på torvet 

Lokaludvalget får stillet en 3x3 meter pavillon til rådighed. Den placeres sammen med informationsboden på Brønshøj Torv. I lokaludvalgets telt er der flyers, bolsjer m.m. til uddeling. Uden for teltet placeres et stort kort over bydelen (ca. 3x3 meter). Her kan lokaludvalget være i dialog med borgerne og borgerne kan placere klistermærker på kortet for at markere steder i bydelen, fx generelt: 

  • Hvor er dit yndlingssted? 

  • Hvor kunne der være mere grønt? 

  • Hvor er der utrygt? 

  • Hvor kunne du godt tænke dig at færdes mere end du gør i dag? 

Eller mere specifikke sager, fx: 

  • Hvor kan der afholdes udendørs kultur- og fritidsaktiviteter for børn & unge?  

  • Hvor kan der placeres gadekunst/gavlmaleri?

  • Hvor kan der ligge et lægehus?

Aftalen med Kultur N er, at lokaludvalgsmedlemmerne også hjælper med at passe informationsboden, uddele programmer, svare på spørgsmål om kulturdagen m.v. i det omfang at det ikke kommer i vejen for lokaludvalgets dialog med borgere.

Lokaludvalgets telt bemandes med minimum to personer af gangen i tidsrummet 11-18 (evt. 11-20).

Aktiviteter på Debatscenen  

Lokaludvalget arrangerer to debatter på kulturdagen:

  • Debat: Hvordan går det med trygheden i Brønshøj-Husum? 
    Kom til tryghedsdebat, mød lokalpolitiet og hør om den nyeste Tryghedsundersøgelse
    Tidspunkt: 14.00-14.45
  • Debat: Børn savner kulturtilbud! 
    Hvordan får vi flere kulturaktiviteter til vores børn lokalt i Brønshøj-Husum? Kom og debattér med politikere, kulturaktører m.fl.  
    Tidspunkt: 12.00-12.45

Debatscenen placeres på Brønshøj Torv, ud mod Brønshøjvej eller på Brønshøjvej ved Café Staalvand. Planen er et telt med en lille scene med lydanlæg, 2-3 mikrofoner og bænke til 30-50 personer. Aktiviteter i teltet koordineres så vidt muligt så de ikke finder sted samtidig med musik på Store Scene.  

Bydelsprisen 

Prisen uddeles fra Store Scene kl. 13.10.

Status på planlægningen af 2700Kulturdag

Lokaludvalgets følgegruppe for 2700Kulturdag var inviteret til følgegruppemøde med Kultur N den 24. april. Fra lokaludvalget deltog Stine, Christoffer og Kirsten.

Musikprogrammet på Store Scene er fastlagt. Kultur N er i færd med at fastlægge det resterende program med lokale indslag på Spotlight (Lille Scene) og aktiviteter og boder med foreninger og erhvervsdrivende. Pt er knap 40 lokale aktører, ud over Kultur Ns egne institutioner, på programmet. Kulturdagens program offentliggøres løbende på Facebook og plakat m.v. er klar midt i maj måned.

Kultur Ns tidligere koordinator af kulturdagen har fået nyt job andet sted i kultur- og fritidsforvaltningen. Lederen af Kulturhuset Pilegården overtager derfor projektledelsen af 2700Kulturdag med assistance fra en projektmedarbejder fra Pilegården.

Løsning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter lokaludvalgets aktiviteter på kulturdagen. Lokaludvalget udpeger medlemmer til at bemande lokaludvalgets telt på kulturdagen og vælger en vagtplan-ansvarlig, der sammen med sekretariatet sikrer, at der er bemanding i teltet hele dagen.

Videre proces

Lokaludvalgets aktiviteter færdigplanlægges af sekretariatet i samarbejde med Stine Skot og med input fra forretningsudvalget og fagudvalgene. 

Lokaludvalgets følgegruppe modtager løbende orientering fra Kultur N om planlægningen af 2700Kulturdag 2019.

 

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning og medlemmer skrev sig på en bemandingsplan, som gik rundt.
Til top