Mødedato: 16.03.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Uropførelse af dansk rockmusical "Tremmer"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget giver afslag på ansøgningen "Uropførelse af dansk rockmusical "Tremmer""

Problemstilling

Amatørteaterforeningen Musicalteatret søger støtte til uropførelsen af en egenproduceret musical med titlen "Tremmer". Forestillingen skal spille på Folketeatrets scene i Grøndal MultiCenter i perioden 20. april - 6. maj 2017.  

Forestillingen følger 12 indsatte, der alle sidder i fængsel for forskellige kontroversielle forbrydelser. Teaterforeningen ønsker at lave en tankevækkende og provokerende musical, der sætter spørgsmålstegn ved vores begreber om ”fordømmelse” og generel menneskeopfattelse. Forestillingen vil vare ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause og  byder på 15 nykomponerede sange. I alt medvirker ca. 100 personer både på og bag scenen.

Målgruppen for forestillingen er alle over 13 år. Billetter sælges for mellem 140 og 249 kr. Ansøger forventer i alt 2250 publikummer.

Forestillingen annonceres gennem postkost, plakater og via de sociale medier.

Ansøgt beløb: 25.000 kr.

Forventede udgifter: 515.152 kr.

Forventede indtægter: 466.500 kr.

Støtten søges udgifter i forbindelse med produktion og opførelse af rockmusicallen, herunder bl.a. leje af spillested og honorering af forfattere, kunstnerisk ledelse m.v.

Musicalteatret søger løbende andre fonde/sponsorater.

Musicalteatret har eksisteret siden 2005. Teaterforeningen øver normalt på Frederiksberg og spiller deres forestillinger på den professionelle teaterscene i Grøndal Multicenter. Musicalteatret er ikke et kommercielt foretagende. Alle indtægter går til at lave så professionelle opsætninger som muligt, herunder at aflønne den kunstnerisk ledelse samt leje spillesteder og teknisk udstyr.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der ikke ønsker at imødekomme ansøgningen, da projektet mangler lokal forankring. Forretningsudvalget støtter denne indstilling, med den begrundelse, der er nævnt under "Løsning".

Løsning

Der gives afslag på ansøgningen. Begrundelsen er, at projektet savner lokal forankring idet projektet finder sted uden for bydelen og den ansøgende forening ikke er hjemhørende i bydelen.

Beslutning

Formanden tiltrådte indstillingen og gav afslag på støtte.

Begrundelsen er, at projektet savner lokal forankring idet projektet finder sted uden for bydelen og den ansøgende forening ikke er hjemhørende i bydelen.

Til top