Mødedato: 16.03.2017, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj

Ansøgning om støtte til Indvielsesfest for Haven i Tingbjergs drivhusdome

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget bevilger 15.000 kr. til projektet "Indvielsesfest for Haven i Tingbjergs drivhusdome".

Problemstilling

Gadeplansmedarbejder Jesper Juul Mikkelsen søger på vegne af Haven i Tingbjerg om støtte til indvielsesfest for en drivhusdome, der skal bygges i Haven, som ligger ved Virkefeltet. De søger desuden støtte til materialer til et indgangsparti til domen samt planter og redskaber.

Haven i Tingbjerg vil i løbet af marts måned blive udvidet med et domeformet drivhus. Drivhuset er finansieret af Teknik- og Miljøforvaltningen, Tingbjerg-Husum Partnerskab, Ungdomsklubberne i området, Radiometer samt beboerne i området. Drivhuset er åbent for alle interesserede og skal fungere som fysisk mødested, hvor man i al slags vejr kan samles omkring dyrkning og socialt samvær.

Ansøger søger om støtte til tre delprojekter:

De unge, som er ansat til at passe på Haven via lønmidler fra Socialforvaltningen, vil i samarbejde med beboerne i området bygge en trappe og et indgangsparti til drivhuset.

Indvielsen af domedrivhuset skal fejres med en åben fest, hvor alle interesserede kan besigtige og fejre det nye byggeri. De unge, som er ansat i Haven, står for at lave grillmad til arrangementet. Havens brugere og de unge deltager i planlægning og afvikling af indvielsen. Ansøger forventer omkring 100 deltagere til indvielsen. Ansøger har oplyst til sekretariatet, at indvielsesarrangementet finder sted den 21. april.

I anledningen af indvielsen og ibrugtagningen af domedrivhuset, skal der indkøbes planter og haveredskaber, som Havens brugere kan have glæde af i drivhuset.

Projektet annonceres gennem de sociale medier, plakater og flyers i opgangene samt gennem samtaler i Haven. Indvielsesarrangementet er desuden annonceret i Naturbyens aktivitetskalender.

Haven i Tingbjergs aktiviteter finder sted i samarbejde med en lang række aktører i Tingbjerg, bl.a. kommunale og boligsociale.  

Ansøgt beløb: 15.000 kr.

Forventede udgifter: 15.000 kr.

Støtten søges til byggematerialer, planter, haveredskaber og mad og underholdning til fest.

Haven i Tingbjerg bidrager med frivillig og lønnet arbejdskraft fra beboere, gadeplansmedarbejdere og de unge. Selve drivhuset er finansieret af nogle projektets samarbejdspartnere.

Ansøger har tidligere fået støtte fra Bydelspuljen, senest i februar 2017, hvor Haven i Tingbjerg fik bevilget 12.500 kr. til infotavle og højbede.

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, der indstiller til, at der gives støtte som ansøgt. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.

Løsning

Projektet bevilges støtte på 15.000 kr.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).

Beslutning

På baggrund af drøftelse i Lokaludvalget traf formanden beslutning om at tiltræde indstillingen og bevilge projektet den ansøgte støtte på 15.000 kr
Til top