Mødedato: 29.02.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om målsætning for anlæg af hospitalsmetroer

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen vedtager en målsætning om, at der skal være etableret metroforbindelser, der forbinder til Hvidovre Hospital, Bispebjerg Hospital og Herlev Hospital inden 2040. Målsætningen indarbejdes i kommuneplanen, og gerne også i andre relevante planer, herunder ved en eventuel revision af Fingerplanen,
  2. at Økonomiforvaltningen tager kontakt til staten, regionen og de berørte kommuner med henblik på, at anlægsarbejderne om muligt kan påbegyndes inden 2030,
  3. at Økonomiforvaltningen udarbejder et budgetnotat, til budgetforhandlingerne for 2025, der anviser den nødvendige finansiering til at begynde forundersøgelser i 2025.

(Stillet af Enhedslisten)

Motivering

Københavnerne har behov for bedre kollektive trafikforbindelser, og der er et stort folkeligt ønske om at få udvidet metronettet til at dække flere bydele.

Mange partier har længe generelt givet udtryk for, at de ønsker mere metro. Imidlertid satses der i konkrete planlægning mest på at bygge metro til kommende tilflyttere til de nye byområder i København, og kun i meget mindre grad på at dække behovene blandt de borgere, som allerede bor i København i dag. Vi mener imidlertid ikke, at københavnernes behov for mere metro skal vente på, om eksempelvis Lynetteholmen en dag bliver bygget.

Ved det store borgermøde om metro til den nordvestlige del af København onsdag den 27. september 2023 arrangeret af Bispebjerg og Brønshøj-Husum Lokaludvalg støttede et flertal af de fremmødte partier da også ideen om at få etableret en hospitalsmetro. Når flertallet af rådhusets partier på den vis allerede har udtrykt deres støtte, så bør Borgerrepræsentationen naturligvis også vedtage en målsætning om, at det også er kommunens officielle politik og sætte en tidshorisont på ambitionerne.

Vi forslår derfor, at vi allerede nu forpligter os til at bygge metro til Bispebjerg og Herlev samt til Hvidovre, så patienter, pårørende og medarbejdere let og hurtigt kan komme til hospitalerne. Den konkrete linjeføring skal fastlægges gennem forhandlinger med staten og de berørte kommuner.

Folketinget har i 2023 vedtaget en analyse af en ekspressen-S-togslinje til Rigshospitalet. Denne forbindelse kan derfor træde i stedet for en metroforbindelse til Rigshospitalet.

Forslagsstillerne påpeger, at de nye metrolinjer bør finansieres af staten, regionen og de berørte kommuner i fællesskab og ikke ved salg af dyrest mulige byggegrunde.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 29. februar 2024

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget.

Det af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte forslag om udvalgshenvisning blev godkendt med 54 stemmer. Ingen medlemmer stemte imod. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, C, B, F, V, Å, I og O.

 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne er helt enige i, at det er vigtigt, at vi fortsætter med at udbygge metroen i København, så alle bydele bliver koblet på metronettet. Derfor igangsatte Borgerrepræsentationen i juni 2023 en screeningsanalyse af mulighederne for metro til alle bydele i København og til nabokommunerne sammen med en analyse af mulige finansieringskilder til ny infrastruktur. Analyserne afrapporteres medio 2025, og vi ønsker at afvente resultaterne af disse, så beslutningen om prioritering af nye metrolinjer kan træffes på et kvalificeret grundlag.”

Til top