Mødedato: 26.02.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag vedr. CO2-neutral kollektiv trafik

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger at udarbejde forslag til politisk behandling om, hvordan Københavns kollektive bustrafik kan omlægges fra dieseldreven bustrafik til en mere CO2- neutral energiform, eksempelvis el og/eller gas og dermed sikre en mere klimavenlige og grøn kollektiv transport samt bedre luftkvalitet, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling med henblik på, at de konkrete forslag eller analysebehov, kan indgå i de kommende budgetforhandlinger for 2016.

 (Stillet af Radikale Venstre)

MOTIVERING

København har en plan om at være verdens første CO2-neutrale hovedstad. I Københavns klimaplan er mobilitet fremhævet som et væsentligt indsatsområde i forhold til at opnå Københavns Klimamålsætning. Et overordnet mål for mobilitet i København anno 2025 er, at den kollektive transport skal være CO2-neutral og klimaskånsom.   

Siden januar 2014 har to kinesiske elbusser været indsat på to almindelig busruter i København. Dette vurderes til at have været en stor succes, og i de måneder busserne har været i drift, har de kørt over 20.000 km og sparet København for 10-15 tons CO2- udledning.

Hvis den samlede busdrift i Københavns Kommune i dag blev omlagt til elbusser, ville CO2-udledningen blive reduceret med 10.000-15.000 ton CO2 årligt, og yderligere til 30.000 tons årligt ved indfasning af CO2- neutral energi. 

En omlægning af den kollektive trafik til en mere bæredygtig form for transport ville endvidere betyde en forbedring af københavnernes luftkvalitet og dermed bidrage positivt til borgernes folkesundhed.     

Radikale Venstre ønsker, at arbejdet med overgangen til en fuldstændig omlægning af den kollektive transport igangsættes med fokus på at opnå den politisk vedtagne CO2- målsætning og forbedring af luftkvaliteten i byen.

Forslaget fra forvaltningen skal indeholde tidsplan i forhold til, hvornår en omlægning kan ske samt et estimat af, hvad en omlægning af den kollektive trafik til bæredygtig energi vil koste, og hvilke luftkvalitetsmæssige forbedringer en omlægning ville betyde for København og københavnerne.    

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. februar 2015

 

Medlemsforslaget blev vedtaget med 46 stemmer imod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F, O, V og Ø.
Undlod at stemme: I.

 

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Der bruges store summer i Københavns Kommune på forskellige initiativer, som skal nedbringe CO2-udledningen, og det er væsentligt, at vi bruger pengene på de initiativer, som har den største effekt. Derfor bør dette forslag sammenlignes med andre CO2-nedbringende initiativer, der kunne gennemføres for de samme midler, før der kan tages stilling til det.”

 

 

 

Til top