Mødedato: 18.04.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om mere opmærksomhed ugen op til Europaparlamentsvalget

Medlemsforslag

Det foreslås,  

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen senest i maj 2024 at forelægge en sag til politisk behandling, der indeholder en undersøgelse af, hvordan der kan skabes mest mulig opmærksomhed på det kommende Europaparlamentsvalg selve ugen op til valgdagen i juni. Det kan eksempelvis være flagning med EU-flaget inden for og uden for Rådhuset samt ved andre relevante kommunale institutioner.

(Stillet af Radikale Venstre) 

Motivering

Demokratiet er det dyrebareste, vi som folkevalgte kan beskytte. Det repræsenterer vores samfunds grundlæggende værdier, og til europavalget er det vores mulighed for at vise og kæmpe for disse værdier både på et internationalt og europæisk niveau.  

Heldigvis ser vi også i Danmark en højere demokratisk tilslutning end i mange andre lande, vi normalt sammenligner os med. Dette viser styrken og værdien af vores demokratiske system. Men vi er også en del af en mere global tendens. En tendens, der sætter spørgsmålstegn ved demokratiets effektivitet og oplevelsen af at føle sig repræsenteret. Dette medlemsforslag har til formål at sikre størst mulig repræsentation ved at sikre størst mulig opmærksomhed og deltagelse i Europaparlamentsvalget.  

Med dette forslag ønsker Borgerrepræsentationen, at forvaltningerne vender tilbage senest maj 2024 med flere forslag, der kan sikre størst mulig opmærksomhed og deltagelse fra kommunens borgere omkring Europaparlamentsvalget. Dette kan omfatte synlige EU-flag inden for og uden for rådhuset samt ved kommunale institutioner som blot én af mange måder til at fremme opmærksomheden. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. april 2024

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag:

”At følgende sætning udgår: ”Det kan eksempelvis være flagning med EU-flaget inden for og uden for Rådhuset samt ved andre relevante kommunale institutioner”.

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 27 stemmer imod 24. 2 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, C og F

Imod stemte: A, F, B, V og I

Undlod at stemme: Å

 

Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget med 34 stemmer imod 19. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, F, B, V, Å og I

Imod stemte: A og C

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten ser selvfølgeligt positivt på, at lave initiativer for, at flere københavnere får stemt til EU-Parlamentsvalget. Vi er imidlertid bange for, at den rettidige omhu er løbet fra dette forslag. Borgerrepræsentationen har i begyndelsen af året behandlet initiativer, der kunne iværksættes for, at flere københavnere får stemt, og her meldte Enhedslisten sig klar til, at forfølge endnu flere muligheder end oplægget egentlig var. Efterfølgende er det kommet frem, at der i overførelsessagen ikke blev fundet ekstra midler til forøget valgindsats. Det ærgrer os, at man ikke er kommet videre med sagen da man havde chancen, men stemmer gerne for, at der findes andre måder at gøre opmærksom på valget på. I tillæg hertil mener Enhedslisten, at Borgerrepræsentationen klart og tydelig allerede har taget stilling til flagning med EU's flag, og vi foreslår derfor dette fjernet fra forslaget.”

Til top