Mødedato: 08.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ophævelse af forskrift for drift af større køleanlæg

Borgerrepræsentationen skal godkende ophævelse af en ældre og nu overflødig forskrift for drift af større køleanlæg i Københavns Kommune.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,
  1. at Københavns Kommunes forskrift for drift af større køleanlæg, som anvender ozonlagsnedbrydende og visse andre syntetiske kølemidler, ophæves.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Forskriften for drift af større køleanlæg blev den 4. marts 1999 vedtaget i Borgerrepræsentationen for at begrænse udslippet af ozonlagsnedbrydende kølemidler. Forskriftens eneste virkemiddel er at angive, hvor hyppigt køleanlæg i Københavns Kommune skal kontrolleres.

Siden har Arbejdstilsynet udsendt en vejledning om køleanlæg og varmepumper, der foreskriver andre kontrolfrekvenser.

På internationalt plan er der vedtaget regler om udfasning af ozonlagsnedbrydende gasser, som er implementeret i dansk lovgivning.

Disse forskellige regelsæt skaber forvirring i kølemiddelbranchen. Forvaltningen vurderer, at de gældende regler fra Arbejdstilsynet og EU opfylder det behov, som forskriften i sin tid skulle udfylde.

Forvaltningen vurderer derfor, at den københavnske forskrift er overflødig.

Løsning

Forskriften for drift af større køleanlæg omfatter CFC- og HCFC-gasser, der er ozonlagsnedbrydende, samt to erstatningsstoffer HFC og PFC, der har drivhuseffekt, men ingen ozonlagseffekt.

Arbejdstilsynet stiller krav om en årlig kontrol, dennes indhold og fagmandens kvalifikationer. Københavns Kommunes forskrift kræver hyppigere kontrol end Arbejdstilsynet, men præciserer ikke kontrollens indhold eller kvalitet.

Der er på internationalt plan vedtaget regler, herunder en dansk særregel (10 kg-reglen), der er godkendt af EU-kommissionen.

CFC-, PFC- og HCFC-gasser vil efter disse regler være tilladt i eksisterende anlæg, men fra 31. dec. 2014 vil servicering af anlæg med CFC-, PFC- og HCFC-gasser være helt forbudt. Da sådanne anlæg kræver jævnlig genpåfyldning af kølemiddel, vil brugen af disse gasser blive omlagt inden for få år.

Nyanlæg med CFC-, PFC- og HCFC-gasser vil være forbudt fra 2014.

I nye anlæg vil kun HFC-gasser være tilladt, hvis der er mindre end 10 kg HFC i anlægget. Servicering af eksisterende anlæg med HFC vil være tilladt uanset størrelse.

Fra 31. dec. 2014 vil Københavns Kommunes forskrift derfor kun omfatte anlæg med HFC. Disse anlæg er samtidig omfattet af Arbejdstilsynets regler.

Disse to regelsæt, som ikke supplerer hinanden, skaber forvirring i kølemiddelbranchen, da Københavns Kommune er den eneste kommune i Danmark, der har særregulering på området. Forvaltningen vurderer, at forskriften ikke længere giver en reel miljøforbedring, og at de gældende regler fra Arbejdstilsynet og EU opfylder det behov, som forskriften i sin tid skulle udfylde.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil forskriften være ophævet.

 

         Pernille Andersen

                                                                  /Niels Tørsløv

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.   at Københavns Kommunes forskrift for drift af større køleanlæg, som anvender ozonlagsnedbrydende og visse andre syntetiske kølemidler, ophæves.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. maj 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top