Mødedato: 17.02.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Forlængelse af leverandøraftalerne på sygefraværsområdet

En del af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens opgave er at bringe sygemeldte borgere tilbage til arbejdsmarkedet. Jobcenter København anvender i forbindelse med denne indsats specialiserede sygefraværstilbud hos en række eksterne leverandører. Disse tilbud bliver indkøbt på leverandøraftaler, der udløber den 31. august 2014.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at forvaltningen forlænger de gældende leverandøraftaler med 4 måneder.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indgik med virkning fra 1. september 2010 såkaldte rammeaftaler med en række leverandører om levering af aktive tilbud til kommunens sygemeldte borgere. Aftalerne er siden blevet forlænget, således at de udløber den 31. august 2014.

Formålet med rammeaftalerne er først og fremmest at sikre aktive tilbud, der bedst muligt fremmer, at borgerne raskmeldes helt eller delvist. Rammeaftalerne skal endvidere sikre, at de aktive tilbud er af høj kvalitet og er målrettede til og relevante for de forskellige delmålgrupper af syge borgere i kommunen. Derudover skal rammeaftalerne sikre, at de aktive tilbud er i overensstemmelse med kommunens værdier, øvrigt lovgrundlag samt kommunale procedurer og retningslinjer for arbejdet med borgerne.

De leveranrdører, der er omfattet af rammeaftalerne, tilbyder bl.a. vejledning, opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud. Tilbuddene omfatter herudover sundhedsfaglige elementer, som tilpasses den sygemeldtes forudsætninger og behov, og tilbydes i de situationer, hvor de fremmer en hurtig - eventuelt delvis - raskmelding. Indsatsen vedrører såvel sygemeldte med og uden job.

Leverandørerne er Contra, Dansk Råstof, Futurecom Uddannelse, Plan & Handling, Markman, Incita og Beskæftigelseskonsortiet ApS.

Regeringen (m.fl.) indgik den 18. december 2013 forlig om en reform af sygedagpengesystemet. Reformen forventes at træde i kraft den 1. juli 2014. I forliget lægges der op til en tidlig og mere virksomhedsrettet indsats for sygedagpengemodtagere, der skal have et klart fokus på udvikling af borgernes ressourcer. Det vurderes umiddelbart, at flere af elementerne i forliget spiller godt sammen med de eksisterende leverandørtilbud på den nuværende rammeaftale om aktive tilbud til sygemeldte, der netop har fokus på den tidlige indsats for målgruppen. Reformens konkrete udformning kendes dog først, når forliget omsættes til lovgivning i medio 2014.

På baggrund af forligsteksten vurderes reformen at have konsekvenser for jobcentrets indsats for sygemeldte borgere. De kommende lovændringer som følge af reformen bør tænkes sammen med den fremadrettede håndtering af indsatsen, herunder i eventuelle kommende leverandøraftaler. På denne baggrund skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget nu træffe beslutning om, hvorvidt leverandøraftalerne skal forlænges.

Løsning

Det er forvaltningens vurdering, at leverandøraftalerne bør forlænges med 4 måneder til den 31. december 2014.

Denne løsning bør give forvaltningen tid til at indarbejde kommende lovændringer som følge af reformen i den fremadrettede indsats overfor målgruppen. Dette gælder ikke mindst de i forliget beskrevne såkaldte jobafklaringsforløb. Jobafklaringsforløbene minder om ressourceforløbene, som blev indført med førtidspensions- og fleksjobreformen, med deres fokus på den enkelte borgers udvikling af arbejdsevnen gennem aktive forløb. Detailkendskab til bl.a. jobafklaringsforløbenes endelige udformning er en forudsætning for at kunne tilrettelægge den langsigtede sygefraværsindsats i Københavns Kommune.

Leverandøraftalerne kan imidlertid ikke umiddelbart forlænges, idet deres maksimale løbetid er 4 år. Forvaltningen vurderer dog – efter samråd med advokatfirmaet Horten – at der er mulighed for at forlænge aftalerne midlertidigt bl.a. med henvisning til, at den forestående sygedagpengereform skal implementeres korrekt og grundigt.

På baggrund af ovenstående anbefaler forvaltningen, at de eksisterende leverandøraftaler forlænges med 4 måneder frem til den 31. december 2014.

Økonomi

Jobcentrene har i perioden september 2010 til oktober 2013 indkøbt sygefraværstilbud via rammeaftalerne for 73,5 mio. kr., svarende til gennemsnitligt 23,2 mio. kr. om året. I forlængelsesperioden på 4 måneder forventer forvaltningen at anvende 5-8 mio. kr. på køb af sygefraværstilbud under aftalerne. Det bemærkes, at Jobcenter København har ret, men ikke pligt, til at indkøbe sygefraværstilbud til kommunens sygemeldte borgere under disse aftaler.

Det er centrenes bevillingsramme til efterspørgselsstyret indsats, der anvendes til køb af aktive tilbud via rammeaftalen til sygemeldte borgere.

I 2013 har Jobcenter København, Center for Arbejdsfastholdelse (JKA) stået for størstedelen af bestillinger af aktive tilbud til sygemeldte borgere via rammeaftalen, jf. tabel 1. I hele rammeaftalen for sygefraværstilbud varighed har JKA stået for 51 % af bestillingerne af forløb omfattet af rammeaftalen. 

Tabel 1 – Andel af bestilte forløb i sygefraværsudbuddet i 2013, fordelt på jobcentrene

 

JKA

JKU

JKI

AMC

Andel af forløb 2013

36 %

24 %

24 %

16 %

 

Videre proces

Ifølge forligsteksten indføres den nye sygedagpengemodel med jobafklaringsforløb den 1. juli 2014. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i den forbindelse blive bedt om at tage stilling til den fremadrettede sygefraværsindsats herunder, hvordan nye tilbud til målgruppen kan tilvejebringes.
Birgitte Hansen    / Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Der var følgende protokolbemærkning fra Enhedslisten:
Ø ønsker:
- at forvaltningen bruger de 4 måneders forlængelse af leverandøraftalerne til, at undersøge mulighederne for at hjemtage dele af aktivindsatsen.
- at forvaltningen bruger de 4 måneders forlængelse af leverandøraftalerne til, at undersøge mulighederne for at forbedre mulighederne for at socialøkonomiske virksomheder og a-kasser, kan byde ind på leverandøraftalerne med erfaringer fra andre kommuner.
- at forvaltningen bruger de 4 måneders forlængelse af leverandøraftalerne til, at undersøge mulighederne for at stille kvalitetskrav til firmaer, der byder ind på leverandørkontrakterne med erfaringer fra andre kommuner.
Til top