Mødedato: 24.04.2024, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

2. behandling af budgetforslag 2025

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal med denne sag godkende udvalgets budgetforslag 2025, der indeholder nye effektiviseringer for 29,4 mio. kr. på udvalgets område. Derudover skal udvalget følge op på investeringsforslag fra 2018 og frem og godkende de obligatoriske bilag til kommunens budget.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at forslag til opfyldelse af kravet om nye effektiviseringer på 29,4 mio. kr. godkendes,
  2. at udvalget beslutter, hvilke institutioner, der skal indgå i investeringsforslaget Nedjustering af dagtilbudskapacitet, for at opnå forslagets samlede effektivisering,
  3. at udvalget beslutter, hvilke bevillingsudløb, der er relevante at videreføre til forhandlingerne om budget 2025, og hvilke udløb, som udvalget selv finansierer med budgetforslaget og
  4. at de obligatoriske bilag til kommunens budget: Opfølgning på investeringsforslag fra 2018 og frem, udvalgsafsnit, takstbilag og bevillingsoversigt til budgetforslag 2025 godkendes, jf. bilag 5-8.

Problemstilling

BUU skal aflevere et budgetbidrag med effektiviseringer for 96,4 mio. kr. til Økonomiudvalget (ØU). Til at indfri effektiviseringsmåltallet er der 42,1 mio. kr. i stigende profiler fra effektiviseringer vedtaget i tidligere budgetter, 27,5 mio. kr. fra udvalgets investeringsforslag og 0,6 mio. kr. i tværgående effektiviseringer. Økonomiforvaltningen har desuden oplyst (fortrolig aftale i OFS), at udvalgene kan indregne en administrativ besparelse ved køb af fast ejendom i opfyldelsen af måltallet. For BUU’s vedkommende er det 3,2 mio. kr. i 2025 og 6,5 mio. kr. varigt. Der skal derfor findes nye effektiviseringer for 22,9 mio. kr. i 2025 for at opfylde ØU’s krav.

Derudover er der behov for at BUU internt omprioriterer 6,5 mio. kr. årligt i 2025-2030 til finansiering af afdrag på det interne lån, som blev optaget i overførselssagen 2023/24 for at finansiere det overførte merforbrug fra 2023. Der udestår dermed at finde nye effektiviseringer for i alt 29,4 mio. kr.

Med udgangen af 2024 udløber der bevillinger for 70,4 mio. kr. Det betyder, at de tilhørende aktiviteter ophører, hvis der ikke findes finansiering til en fortsættelse. Udvalget skal i sit budgetforslag tage stilling til håndtering af udløb.

Udvalget skal godkende opfølgning på investeringsforslag, udvalgsafsnit, takstoplysninger og bevillingsoversigt, som er obligatoriske bilag til budgetforslaget, jf. bilag 5-8. 

Løsning

På baggrund af 1. behandling af budgetforslaget den 28. februar har forvaltningen tilrettet en række effektiviseringsforslag, udarbejdet nye forslag og sammensat et budgetforslag på 7 effektiviseringsforslag for i alt 29,4 mio. kr. som er præsenteret i tabel 1. Det er angivet i tabellen hvilke forslag, det er muligt at skalere.

Der er yderligere 8 alternative forslag, som præsenteres i tabel 2. Udvalget kan prioritere mellem disse eller vedtage andre løsninger, hvis det ønskes at nedjustere i størrelsen eller helt udtage effektiviseringsforslag i tabel 1. Alle effektiviseringsforslag fremgår af bilag 1.1-1.18.

Tabel 1. Budgetforslag 2025 (mio. kr. i 2025 P/L)

Forslag til opfyldelse af effektiviseringskrav

2025

Varig

1.1

’Reduktion af udvidet åbningstid’ om eftermiddagen (kl. 17-18) og afskaffelse af weekendåben på 2 institutioner*, model 2

-2,6

-2,6

1.2

’Ændret model for feriepasning’, én institution pr. klynge/netværk og ca. 28% af KKFO’er og klubber holder åbent i tre uger*, model 1

-8,5

-8,5

1.3

’Justering af bevilling til ungeværker’, nedlæggelse af voksenpladser i Kvisten*,

model 2

-2,0

-2,0

1.4

’Indførelse af brugerbetaling på fritidstilbud ved Tingbjerg Skole’, indføres i august 2025*, model 2

-1,9

-4,1

1.5

’Ny kilometergrænse for buskørsel til svømmeundervisning’

-0,4

-0,9

1.6

’Reduktion med en centerchef og øget besparelse fra personalereduktion i 2024’

-2,0

-2,0

1.7

’Forøget forældrebetaling til fritidsklubber’, prisstigning med 121 kr. pr. måned*, model 1

-12,0

-13,6

Hovedtotal

-29,4

-33,7

*Disse forslag er skalérbare

Tabel 2. Alternative forslag 2025 (mio. kr. i 2025 P/L)

Alternative forslag

2025

Varige

1.8

’Omfordeling og reduktion i tilskud til diverse organisationer’*

-0,9

-0,9

1.9

’Forøget forældrebetaling for KKFO’, 100 kr. pr. måned*

-11,5

-11,5

1.10

Nedjustering af kapacitet i Ungdomsskolens almenundervisning

-0,6

-0,6

1.11

Afskaffelse af ikke lovpligtig modersmålsundervisning*, model 1

-3,3

-7,8

1.12

’Prisstigning på skolemad’, 2,5 kr. pr. EAT-måltid og en tilsvarende procentvis reduktion på madskoler*

-3,6

-3,6

1.13

Nedsat tilskud til KLF’s feriekolonier*, model 1

-1,4

-1,4

1.14

Lokal prioritering af effektiviseringer*

-

-

1.15

Afskaffelse af Turboforløb i Åben Skole

-1,2

-2,8

1.16

Besparelse på pulje til Åben Skole i Børne- og Ungdomsforvaltningen*, model 1

-0,9

-2,1

1.17

Besparelse på tilskud til fodboldlinjen på Ø10 (KKU 10. klasse)

-0,1

-0,3

1.17

Besparelse på tilskud til Stjernekammeret på Bellahøj Skole

-0,1

-0,2

1.18

Ophør af tilskud til bemandet legeplads i Fritidscenter Bispebjerg Syd

-0,8

-0,8

Hovedtotal

-24,4

-32,0

*Disse forslag er skalérbare

Nedjustering af dagtilbudskapacitet
Udvalget skal tage endelig stilling til, hvilke institutioner, der skal indgå som en del af investeringsforslaget Nedjustering af kapacitet. Udvalget efterspurgte den 28. februar i forbindelse med 2. behandling af investeringsforslag til OFS 23-24 alternativer til lukning af fire af de institutioner der indgik i casen og disse fremgår af bilag 2. Forslagets samlede effektivisering er på 16,3 mio. kr. i 2025 og 23,4 mio. kr. varigt. Udvalget skal vedtage lukning af institutioner, der som minimum giver den tilsvarende besparelse. En eventuel merbesparelse kan være med til at løse udfordringen med merudgifter til kapacitet. Alternativt kan en yderligere besparelse indarbejdes i budgetforslaget. Alternative muligheder fremgår af bilag 2.

 

Ændringer i effektiviseringsforslag siden 1. behandling

Siden 1. behandling er der ændret i en række af forslagene.

I forslaget om Reduktion i udvidet åbningstid er der blevet tilføjet et scenarie, hvor det kun er weekendåbning og udvidet åbningstid om eftermiddagen der afskaffes. I forslaget om

Ændret model for feriepasning er forudsætninger for besparelser og overvejelser i forhold til implementering af de tre modeller blevet udfoldet. Effektiviseringen er derudover blevet genberegnet og beløbet for den mulige effektivisering i model 1 og 2 er derfor hhv. 4,8 og 3,2 mio. kr. lavere end præsenteret ved 1. behandling, da der desværre var en fejl i beregningerne vedr. antallet af børn, der antages fortsat at ville bruge feriepasning.

I forslaget om Justeringer i bevilling til ungeværker er der tilføjet et ekstra scenarie i delforslaget om nedjustering af normeringer, så klubber med 100 normerede pladser også er inddraget i en mulig effektivisering. Herudover er tilføjet, at det er muligt at skalere delforslagene om hhv. nednormering og besparelse på aktivitetspuljen. Forslaget om lukning af 18+ klubpladser er dertil blevet delt op i to scenarier – et for hvert tilbud og der er blevet tilføjet en model 2a og b, hvor halvdelen af Kvistens voksenpladser nedlægges, mens deltagerbetaling sættes op.

I forslaget om Indførelse af brugerbetaling på fritidstilbud ved Tingbjerg Skole er der blevet tilføjet et scenarie hvor forældrebetalingen indfases over to år, så den fulde effektivisering opnås fra 2027.

I forslaget om Øget forældrebetaling til fritids- og juniorklubber er det blevet belyst, hvordan den gældende overenskomst mellem BUPL (der organiserer medarbejderne i de selvejende fritidsklubber) og KL ikke dækker medarbejdere, der er ansat i fritidsklubber under folkeoplysningsloven og hvordan det kan håndteres. Desuden er der blevet tilføjet en opsummering fra forvaltningens dialog med fritidsklubbernes ledelse samt den administrative håndtering af fripladstilskud.

I forslaget om Afskaffelse af ikke lovpligtig modersmålsundervisning er der tilføjet en model, hvor der også opkræves deltagerbetaling for elever i 0.-5. klasse.

Øvrige forslag er blevet kvalitetssikret, og der er kun foretaget evt. mindre justeringer på den baggrund.

Nye forslag siden 1. behandling

Siden 1. behandling af budgetforslaget har forvaltningen udarbejdet syv nye effektiviseringsforslag.

Med forslaget Omfordeling og reduktion i tilskud til diverse organisationer foreslås det, at der reduceres i tilskud til seks interesseorganisationer, og at tilskud til Brug Folkeskolen reduceres yderligere for at øge tilskuddet til Ungerådet og Københavns Fælles Elevråd.

Forslaget Nedsat tilskud til KLF’s feriekolonier indeholder tre modeller. Der er to modeller, hvor Københavns Kommunes tilskud følger feriekoloniernes aktivitet og en model, hvor tilskuddet reduceres svarende til, at der ikke længere er behov for midler til at reducere ventelister, og at bevilling til honorar til lærerne kan sænkes, da der er færre børn på koloni.

Med Reduktion med en centerchef og øget besparelse fra personalereduktion i 2024 foreslås det, at ledig centerchefstilling i forvaltningen ikke genbesættes. Derudover er der mindre omkostninger til overhead som følge af personalereduktion i 2024.

Med forslagene Nedlægge Turboforløb under Åben Skole og Besparelse på pulje til Åben Skole i Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslås det, at de to varige puljer bliver nedlagt.

Med forslaget Besparelse på tilskud til fodboldlinjen på Ø10 og Stjernekammeret på Bellahøj Skole foreslås det, at bevillingerne ophører. Med forslaget Ophør af tilskud til bemandet legeplads i Fritidscenter Bispebjerg Syd foreslås det, at bevillingen til bemanding og drift af legepladsen ved Degnestavnen 20 ophører.

I budget 2024 blev det efterspurgt, at forvaltningen skal udarbejde et forslag til en mere samlet indgang til eksterne læringstilbud, der blandt andet omfatter Skoletjenesten, Åben Skole, Afdeling for Bæredygtig Udvikling, skolehaverne og værkstederne BUF-X. Forvaltningen arbejder på et investeringsforslag, der fremlægges til budget 2025 og bliver forelagt BUU 14. august. Forslaget indgår dermed ikke i budgetforslag 2025, men kan indgå i budgetforslag 2026, hvis det bliver vedtaget.

Bemærkninger til effektiviseringsforslagene

I perioden mellem 1. og 2. behandling af sagen har forvaltningen sendt forslagene til kommentering hos forældreorganisationer, fagforeninger og de parter, der bliver direkte berørt af de respektive forslag. Der er kommet 92 høringssvar, som fremgår af bilag 3 (bilaget er fortroligt af GDPR-hensyn).

Udløb af bevillinger

Ved 1. behandlingen af budgetforslaget den 28. februar drøftede udvalget bevillingsudløb. Med overførselssagen er der kommet yderligere udløb på listen. Udvalget skal derfor tage stilling til udløb på i alt 70,4 mio. kr. På den baggrund foreslår forvaltningen, at der til budget 2025 udarbejdes budgetnotater for videreførelse af udløb for i alt 63,3 mio. kr. Det drejer sig om udløb vedrørende tilbagerulning af prisstigning på skolemad, tilbagerulning af bevilling til tilskud til skolemad, målrettet UU-indsats i udsatte boligområder, Barnets ven – en rollemodel/mentor til udsatte børn, videreførelse af partnerskabsprojektet Ung mor på vej, uddannelsesforløb for københavnske skoleledelser, nedsættelse af venteliste på Center for Voksenundervisning, bevilling til virksomhedssamarbejde i folkeskolen, øget ledelse til Harrestrup Å Skole samt midler til stigende dækningsgrader på dagtilbudsområdet.

Udvalget kan alternativt vælge at finansiere udløb med budgetforslaget eller beslutte, at det ikke er relevant at videreføre udløbene. Beskrivelser af udløb fremgår af bilag 4.

Opfølgning på investeringsforslag

I bilag 5 gennemgås de relevante investeringsforslag for BUF. Der følges i alt op på 26 investeringsforslag. Heraf forløber implementeringen af 16 forslag efter planen, mens det i de resterende 10 forslag har været nødvendigt at korrigere tidsplanen for implementeringen. De justerede tidsplaner forventes ikke at have en betydning for den samlede varige effektivisering. I forbindelse med 7 af de 10 forslag søges der om overflytning af midler ved OFS 23-24.

Politisk handlerum

BUU skal finde effektiviseringer i budgetforslaget, men udvalget kan vælge mellem forvaltningens forslag og scenarier eller finde effektiviseringer på anden måde, fx via en generel besparelse.

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger.

Videre proces

Når udvalget har godkendt budgetforslaget, afleveres det til ØU, med henblik på at indgå i forhandlingerne om budget 2025.

 

Tobias Børner Stax                             Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 24. april 2024:

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Venstre stillede ændringsforslag (ÆF1) om følgende til erstatning for indstillingens 1. at-punkt:

”At effektiviseringsforslag ”1.3 Justering af bevilling til ungeværker” bidrager med a) 1 mio. kr. i 2025 og varigt ved reduktion af aktivitetspuljen - fordelt med 0,5 mio. kr. ved afskaffelse af bydelsplaner og 0,5 mio. kr. ved yderligere reduktion af aktivitetspuljen, b) 1,0 mio. kr. i 2025 og varigt via model 2b: Nedlæggelse af halvdelen af voksenpladser på Kvisten og forøgelse af brugerbetaling til 200 kr./mdr. samt c) 0,7 mio. kr. i 2025 og varigt via model 3: Nedlæggelse af voksenpladser i Tingbjerg Fritidscenter.

At effektiviseringsforslag ”1.4 Indførelse af brugerbetaling på fritidstilbud ved Tingbjerg Skole” bidrager med 0,9 mio. kr. i 2025 og 4,1 mio. kr. varigt via model 3: Indtægt ved indførelse af forældrebetaling (50% implementering i august 2025, fuld implementering august 2026).

At effektiviseringsforslaget ”1.7 Forøget forældrebetaling til fritidsklubber” bortfalder.

At det alternative effektiviseringsforslag ”1.8 Omfordeling og reduktion i tilskud til diverse organisationer” bidrager med 0,7 mio. kr. i 2025 og varigt ved reduktion af tilskuddet med 20 pct. for alle organisationer, hvorefter der omfordeles 0,04 mio. kr. fra Brug Folkeskolen til KFE varigt.

At det alternative effektiviseringsforslag ”1.9 Forøget forældrebetaling for KKFO” bidrager med 1,8 mio. kr. i 2025 og varigt ved at forøge forældrebetalingen med 16 kr./mdr. til 1.901 kr./mdr.

At det alternative effektiviseringsforslag ”1.10 Nedjustering af kapacitet i Ungdomsskolens almenundervisning” bidrager med 0,8 mio. kr. i 2025 og varigt, idet bidraget dog udmøntes via Ungdomsskolens samlede ramme.

At det alternative effektiviseringsforslag ”1.11 Afskaffelse af ikke lovpligtig modersmålsundervisning” bidrager med 1,0 mio. kr. i 2025 og varigt via en rammebesparelse, der evt. helt eller delvist kan realiseres ved en øget deltagerbetaling, fx for elever på 5. klassetrin.

At det alternative effektiviseringsforslag ”1.13 Nedsat tilskud til KLF’s feriekolonier” bidrager med a) 1,4 mio. kr. i 2025 og varigt (dvs. model 1) og b) 3,3 mio. kr. i 2025 og varigt (dvs. model 2b).

At effektiviseringsforslag ”1.15 Afskaffelse af Turboforløb i Åben Skole” bidrager med 1,2 mio. kr. i 2025 og 2,8 mio. kr. varigt.

At det alternative effektiviseringsforslag ”1.16 Besparelse på pulje til Åben Skole i Børne- og Ungdomsforvaltningen” bidrager med 0,9 mio. kr. i 2025 og 2,1 mio. kr. varigt (dvs. model 1).

At det alternative effektiviseringsforslag ”1.17 Besparelse på tilskud til fodboldlinjen på Ø10 og Stjernekammeret på Bellahøj Skole” bidrager med a) 0,1 mio. kr. i 2025 og 0,3 mio. kr. varigt (fsva. fodboldskolen) og b) 0,2 mio. kr. i 2025 og varigt (fsva. Stjernekammeret).

At det særlige københavnske tilbud ”Idræt og Samvær (ISA)” – jf. bilag 13 knyttet til 1. behandlingen af budgetforslaget for 2025 - bidrager med 0,8 mio. kr. i 2025 og varigt.”

Enhedslisten stillede følgende underændringsforslag (hhv. UÆF1-3) til erstatning for Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis og Venstres ændringsforslag om at det alternative effektiviseringsforslag ”1.11 Afskaffelse af ikke lovpligtig modersmålsundervisning” bidrager med 1,0 mio. kr. i 2025 og varigt via en rammebesparelse, der evt. helt eller delvist kan realiseres ved en øget deltagerbetaling, fx for elever på 5. klassetrin:

UÆF1: ”At prisen på EAT hæves med 1 krone så besparelsen på modersmålsundervisningen droppes”.

Underændringsforslaget (UÆF1) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 4 medlemmer: Ø og Å.

Imod stemte 7 medlemmer: A, C, F og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

UÆF2: ”At prisen på EAT hæves med 0,5 krone så besparelsen på modersmålsundervisningen halveres til 0,5 mio. kr. - samtidig med der ikke må indføres brugerbetaling for 0.-5. klassetrin”.

Underændringsforslaget (UÆF2) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 4 medlemmer: Ø og Å.

Imod stemte 7 medlemmer: A, C, F og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

UÆF3: ”At prisen på KKFO hæves med 20 kr., så besparelsen på modersmålsundervisningen begrænses til 0,6 mio. kr. - samtidig med der ikke må indføres brugerbetaling for 0.-5. klassetrin.”

Underændringsforslaget (UÆF3) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 4 medlemmer: Ø og Å.

Imod stemte 7 medlemmer: A, C, F og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Herefter blev ændringsforslaget (ÆF1) stillet af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Venstre godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: A, C, F og V.

Imod stemte 4 medlemmer: Ø og Å.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Med ovenstående ændringer og tilpasninger blev indstillingens 1. at punkt således godkendt.

I tilknytning til indstillingens 2. at-punkt stillede Enhedslisten forslag om at følgende institutioner indgår i investeringsforslaget ”Nedjustering af dagtilbuds-kapacitet” med henblik på at opnå forslagets samlede effektivisering: ”a) Eventyret (Amager), b) Vuggestuen Hørgården (Amager), c) Børnebyen ved Glyptoteket, afdeling på Tietgensgade 31E (Indre By), d) Børnehuset Cobra, afdeling på Hjortøgade 10 (Østerbro) - samt e) Lukning af afdeling hos Vuggestuerne Ingolf og Lille Ingolf og f) Børnehaven Parkhøj”.

Forslaget blev godkendt uden afstemning af et enigt udvalg.

I tilknytning til indstillingens 3. at-punkt besluttede udvalget, at samtlige bevillingsudløb videreføres til forhandlingerne om budgettet for 2025.

Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt.

Enhedslisten ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: ”Enhedslisten finder det meget problematisk, hvis der allerede nu er indgået et bindende budgetforlig for 2025, som flere partier hævder i deres protokol, så den normale udvalgsbehandling af budgetbidraget på den måde bliver sat helt ud af kraft. Enhedslisten opfatter flere af de besparelser, som nu bliver gennemført, som meget problematiske, det gælder især den diskriminerende besparelse på modersmålsundervisningen, som savner proportionalitet, og de bør derfor rulles tilbage ved de endelige budgetforhandlinger”.

Alternativet ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Alternativet ønsker generelt at beskytte kernevelfærden. I vores plan "Børn før biler" indgår et beløb, som kan benyttes til at afværge besparelser på børne-velfærden. Vi vil samtidig gøre opmærksom på, at årsagen til disse besparelser er, at der skal skabes nyt råderum til budgetforhandlingerne”.

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Venstre ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Børne- og Ungdomsudvalget har som bundet opgave at finde ca. 30 mio. kr. i effektiviseringer på børne- og ungeområdet i år. Forligspartierne i udvalget (Socialdemokratiet, Konservative, SF og Venstre) er trods beløbets større lykkedes med at finde effektiviseringer, hvor færrest mulige børn og unge bliver berørt, og hvor der ikke skal spares på den daglige drift af skoler, daginstitutioner, KKFO’er eller klubber. Vi vil gerne sikre ro om hverdagen. Det betyder omvendt, at vi som forligskreds har fundet opgaver, der ikke længere vil blive løst, og opgaver, som vil blive løst i et mere begrænset omfang end i dag. Der vil fx være væsentlig færre klubpladser til personer over 18 år, og i Tingbjerg vil der begyndende fra sommeren 2025 og fuldt indfaset i 2026 være en egenbetaling af fritidsklubtilbud svarende til resten af København. Alle børn vil være sikret pasning hele sommeren af kendte voksne fra egen institution, men der vil kun være åbent ét sted i hver klynge i de tre mindst besøgte uger i juli. Endelig er Københavns kommunes tilskud til sommerkolonier for københavnske børn tilpasset til antallet af børn, der bruger kolonierne i dag. Der vil også være lidt færre midler til Åben Skole-aktiviteter, men partierne håber på sigt igen at kunne finde penge til at genopbygge den fulde pulje til Åben Skole. Vi ser derfor frem imod at kommunernes økonomiske rammevilkår får et tilstrækkeligt løft gennem økonomiaftalen mellem KL og staten.”

Et samlet udvalg ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Der skal være særlig opmærksomhed på basisbørnene i ferieplanlægningen.”

Til top