Mødedato: 24.02.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Overblik over budget 2016

Se alle bilag

Udvalget skal drøfte status på den samlede driftsøkonomi 2016 i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget tager orienteringen om Børne- og Ungdomsforvaltningens samlede driftsbudget for 2016 til efterretning

Problemstilling

Denne indstilling præsenterer driftsbudgettet for 2016 og giver et udgangspunkt for opfølgningen over året, som vil blive forelagt udvalget i regnskabsprognoserne. Børne- og Ungdomsudvalget er ansvarlig for et samlet budget 2016 på 10,5 mia. kr. Heraf er 0,6 mia. kr. anlægsmidler og 9,9 mia. driftsmidler. Indstillingen behandler alene driftsbudgettet. Udvalget vil blive præsenteret for anlægsrapporteringen ved 1. regnskabsprognose.

Løsning

Udvalgets budgetramme

Udvalgets budgetramme for 2016 er genereret af det vedtagne budget 2015, som tillægges ændringer som følge af budgetprocessen. Den forventede korrigerede budgetramme udgør 9.863 mio.kr. i 2016. Budgetrammen er fordelt på seks forskellige bevillingsområder, jf. tabel 1.  Budgetrammen opdeles endvidere i kategorier, der går på tværs af bevillingsområderne. For en uddybning af bevillingsområder og kategorier, se bilag 1. Det er denne opdeling af budgettet, som vil gå igen i den rapportering, som udvalget vil modtage i de kvartalsvise regnskabsprognoser og andre økonomiske indstillinger om den overordnede økonomi.

Tabel 1: Børne- og Ungdomsforvaltningens driftsbudget 2016 (mio.kr.) fordelt på bevillingsområder

Bevillingsområde Budget 2016 (mio.kr.)
Dagtilbud 4.533
Undervisning 3.552
Specialundervisning 920
Specialdagtilbud 285
Sundhed 282
Administration 292
I alt 9.863

Efter budgetvedtagelsen i BR udmelder forvaltningen budgettet til skoler, institutioner og bydækkende tilbud ud fra de budgetmodeller og specifikke afsætninger, som udvalget har besluttet. Budgettildelingen skal svare til den forventede aktivitet for de enkelte enheder i 2016. Denne udmelding ændrer sig i løbet af året i takt med, at antallet af børn og unge i skole- eller pasningstilbud ændrer sig. Den samlede forventede budgetudmelding i 2016 udgør 9.770 mio.kr. 

I budgetudmeldingen er indregnet alle forventede udgifter og indtægter og den samlede forventede aktivitet. Der er indregnet midler til en række særlige midlertidige forhold i 2016, idet der er indarbejdet 0,25 mio.kr. til filmprojektet samt afsat 4,0 mio. kr. til eksterne og interne analyser til det indledende arbejde med langsigtede investeringer, herunder til at afholde udgifter til foranalyser til investeringscases. 

Endvidere er der indregnet midler til følgeudgifter ved etablering af den nye klynge- og netværksstruktur, som godkendt af Børne- og Ungdomsudvalget d. 13. januar 2016. Der forventes i 2016 afholdt udgifter på 12,2 mio. kr. på det kommunale område og 6 mio. kr. på det selvejende område. Herved stilles de kommunale og de selvejende institutioner lige. Midlerne finansieres via den samlede dagtilbudsramme i 2016, og de vil derfor i 2016 ikke påvirke budgetmodellen for klyngerne. Den fremadrettede indfasning i 2017 fremlægges som led i budget 2017.

Aktiviteter og dækningsgrader

Forskellen mellem den forventede korrigerede budgetramme i 2016 på 9.863 mio.kr. og den forventede budgetudmelding 2016 på 9.770 mio.kr. udgør 93 mio. kr. Der vil altid være en forskel mellem udvalgets samlede budgetramme og budgetudmeldingen, da selv relativt små ændringer i aktiviteten har betydelige økonomiske konsekvenser, og aktivitetsændringer udgør derfor den største usikkerhed i budgettet. På nuværende tidspunkt forventes en lavere aktivitet på dagtilbudsområdet end i budgetrammen, og der er stadig et etableringsefterslæb på specialområdet af primært etablering af specialklubpladser og specialbørnehavepladser. Forvaltningen følger aktivitetsudviklingen tæt over året og kvalificerer aktivitetsskønnet i regnskabsprognoserne. Selv mindre udsving specielt på dagområdet kan have store økonomiske konsekvenser. Nedenfor i tabel 2 ses det forventede antal børn og unge i 2016 i dagtilbud og skoler sammenholdt med budgetrammen.

Tabel 2: Forventet antal børn og unge i dagtilbud og skoler i 2016

Forudsat antal børn og unge i budgetramme 2016 Faktisk forventet antal børn og unge i 2016 Forskel (antal) Forskel (mio.kr.)
Vuggestue og børnehave 31.584 31.133 -451 41
Fritidshjem og klubber 31.137 30.714 -423 10,6
Basisgrupper 234 247 13 -3,1
Dagtilbud i alt 62.955 62.094 -861 48,5
Undervisning 36.055 36.054 -1 0
Specialundervisning 1.641 1.690 49 10,3
Specialdagtilbud 1.280 1.300 20 -2,5
Total 101.931 101.138 -793 56,3

Lavere faktisk aktivitet på dagområdet (kolonne 2: faktisk forventet antal børn og unge) end forudsat i budgetrammen (kolonne 1: forudsat antal børn og unge) kan skyldes, at befolkningsvæksten ikke er så stor som forventet. Men det kan også skyldes, at færre af børnene i kommunen benytter et dagtilbud, altså en lavere dækningsgrad. Dækningsgraden er udtryk for den andel af børn, der benytter et dagtilbud, ud af det samlede antal børn i den relevante aldersgruppe. 

Hvis antallet af børn i kommunen ændrer sig, bliver BUFs budgetramme tilpasset til den forventede ændring i aktivitet ud fra en demografimodel. Hvis ændring i aktivitet derimod skyldes, at en ændret andel af børnene i kommunen benytter dagtilbud, altså en ændring i dækningsgrad, så kompenserer demografimodellen ikke fuldt ud for det. Det skyldes, at demografimodellen regulerer for den marginale ændring i antallet af børn fra et år til et andet, mens dækningsgradsændringer vedrører hele gruppen af børn i en given ydelse. Stigende dækningsgrader vil derfor medføre merudgifter for BUF. Omvendt vil et fald i dækningsgraden medføre mindreudgifter i BUF. I 2016 forventes en dækningsgrad på 66,2 % for vuggestuebørn og 90,7 % for børnehavebørn. I 2015 var dækningsgraden 66,6 % for vuggestuebørn og 90,5 % for børnehavebørn.

I lighed med 3. regnskabsprognose for 2015, der blev forelagt udvalget 4. november 2015, forventes der fortsat en lavere aktivitet på dagområdet. Om det er et kortvarigt fald eller en længerevarende tendens, og i hvilken grad årsagen er hhv. ændringer i børnetallet eller ændringer i dækningsgraden, er på nuværende tidspunkt svært at sige. Mindreaktiviteten skal ses i sammenhæng med, at det i budget 2016 er indarbejdet, at udvalget varigt har finansieret stigende aktivitet og dækningsgrader i budget 2014 for 23,8 mio.kr. 

Ligeledes er der for specialområdet  som omtalt i 3. regnskabsprognose et etableringsefterslæb primært på dagtilbud specialpladser. Efterslæbet er dog mindre end i 2015, da det er ved at blive indhentet. Der ses imidlertid på området en tendens til, at der er generelt bliver en lavere efterspørgsel efter specialbørnepladser som følge af det øgede fokus på inklusion via basispladser.

Yderligere årsager til den forventede mindreudmelding i 2016 i forhold til budgetrammen er, at der på undervisningsområdet i de senere år har været en tendens til etableringen af stadig større skoler, hvilket betyder, at priserne pr. elev er faldende. Herudover forventes i 2016 mindreudgifter på kommunens udgifter til statsbidrag til privat- og efterskoler. Det skyldes en lavere pris i afregningen på privatskoler fra staten i 2016 end i 2015.

Mindreudmeldingen af budget kan ses i sammenhæng med de kommende års effektiviseringskrav. Forvaltningen vil frem til forelæggelsen af det endelige budgetforslag kvalificere størrelsen af den forventede aktivitet og budgetudmelding. I det omfang, hvor nedgange i aktivitet, etableringsbehov for specialdagpladser mv. forventes at være varige, vil der blive fremlagt forslag til håndtering af dette i forbindelse med udvalgets budgetforslag 2017.

Det faktiske forbrug vil også afvige fra budgetudmeldingen og budgetrammen. Udvalget skal løbende i løbet af året forholde sig til et samlet mer- eller mindreforbrug. I 1. regnskabsprognose, som forelægges udvalget i maj, vil forvaltningen første gang redegøre for den økonomiske status i 2016. Udvalget er forpligtet til at sikre budgetoverholdelse og har mulighed for at prioritere et forventet mindreforbrug til andre formål i løbet af året. Hvis der prioriteres nye indsatser i løbet af året, skal udvalget i henhold til styringsprincippet vedtaget på Økonomiudvalgets møde den 22.5.2012 aflevere et tilsvarende beløb til kassen til tværgående omprioritering i kommunen.

Forvaltningen følger særligt aktivitetsudsvingene løbende og vil vende tilbage til udvalget med forslag til evt. korrigerende handlinger for at imødegå forventede mer- eller mindreforbrug.

Endelig er der mulighed for at rejse et politisk ønske om omprioritering mellem udvalgene i Økonomiudvalget. Ved 1. regnskabsprognose er efterreguleringen af demografien på plads, og sikkerheden i forventningerne til størrelsen af budgetrammen, budgetudmeldingen og forbruget er større end på nuværende tidspunkt.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vender tilbage til udvalget med forslag til håndtering af varige aktivitetsnedgange mv. i udvalgets budgetforslag 2017.

 

Tobias Børner Stax            /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top