Mødedato: 25.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Peder Lykke Centret, Peder Lykkes Vej 65

Ansøgning: Ørestad Kulturdage 2014 - Green Living

Ørestad Kulturdage søger om støtte til PR og kommunikation.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Ørestad Kulturdage på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

Den 26. januar 2014 søgte Simon Nathanael Madsen på vegne af Ørestad Kulturdage om 50.000 kroner i støtte til PR og kommunikationsindsats for Ørestad Kulturdage. Ørestad Kulturdage foregår i Ørestad Nord, City og Syd, og målgruppen er primært borgere fra Ørestad og de omkringliggende bydele. Kulturdagene afholdes i weekenden fra den 29. til 31. august 2014, og der forventes i alt 4.000 besøgende.

Det overordnede formål med Ørestad Kulturdage er at sikre udvikling af dynamiske mødesteder, byrum og oplevelser i Ørestad igennem kulturelle aktiviteter. Ørestad Kulturdage ønsker på længere sigt at blive bydelens største kulturbegivenhed baseret på lokale aktørers engagement.
Der søges om støtte til tryk og design samlet program, annoncering og skiltning og oprettelse af hjemmeside. 

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på 280.000 kroner, hvoraf 131.000 kroner udgøres af egenfinansiering. Der påtænkes at søge støtte fra By & Havn, Rambøll og Spies.   

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgning på sit møde den 5. februar 2014, og har efterfølgende stillet ansøger en række spørgsmål angående etablering af samarbejder, fordeling af finansiering mellem de forskellige deltagere og uddybning af de fire events, der er nævnt i ansøgningen. Arbejdsgruppen har desuden informeret om det hensigtsmæssige i at ansøge samlet, når flere samarbejdspartnere og arrangementer er fastlagt. Arbejdsgruppen har ligeledes inviteret ansøger til at deltage på lokaludvalgsmødet den 25. februar 2014.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Ansøger har svaret på arbejdsgruppens spørgsmål og arbejdsgruppens tovholder indstillede at beløbet bevilges. Forslaget kom til afstemning.

For: Arne Bjørn Nielsen, Fini Sickinger, Anders Bo Nielsen, Peter Hess-Nielsen, Kim Henriksen, Hans-Henrik Sass Mønsted, Per Klougart Mortensen, Margit Møldrup, Niels Balling.

Imod: Margit Larsen.

Blank: Isak Korn, Tom Fuglevig, Kresten Thomsen, Ole Ullby.

Med stemmetallet: 9 - 1 - 4 vedtog udvalget således at bevilge 50.000 kr. til projektet.
Til top