Mødedato: 20.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Folder - Besøg Amagers Byhaver

Sia Boesen søger om støtte til layout og tryk af folder omhandlende Amagers byhaver.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, at
1) lokaludvalget drøfter og vedtager deres svar til Sia Boesen på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for fysisk planlægning. 

Problemstilling

På vegne af Sundholmskvarterets Områdeløft, Helhedsplanen for Sundholms- og Holmbladsgadekvartererne, Partnerskabet Urbanplanen og Miljøpunkt Amager søgte Sia Boesen den 28. april 2014 om 19.250 kr. i støtte til layout og tryk af en folder omhandlende byhaver. Folderen skal indgå i Sharing Copenhagen, og målgruppen er alle borgere og byhaveinteresserede. Folderen ønskes trykt i 1000 eksemplarer til distribution via Miljøpunkter, Helhedsplanernes sekretariater, TMF og biblioteker senest den 1. juni 2014.

Folderen er et fælles ønske fra ansøgerne, der ønsker at tiltrække besøgende i forbindelse med Sharing Copenhagen og at styrke bydelens image og identitet som grøn og bæredygtig. Folderen skal indeholde beskrivelser af Ørestads Økohaver, Ørestads Urbane Haver, Metrohaverne, Byhaven på Sundholm og Bybi, Baghaven på Sundholmsvej 8, Majporten, Nabohaven, Prags Have samt UrbanPlanten og Urbanhaven. Den skal have et et omfang på 12 sider med fokus på den visuelle del med mange billeder og illustrationer. Teksten skal være både på dansk og engelsk, og i midten af folderen skal der være et kort, der viser placeringen af byhaverne i forhold til hinanden.

Medfinansiering udgøres af initiativtagernes tilrettelæggelse og distribuering af folderen.  

Løsning

Arbejdsgruppen for fysisk planlægning behandlede ansøgningen på sit møde den 6. maj 2014, og indstiller at det ansøgte beløb bevilges. Arbejdsgruppen finder, at projektet bidrager til en grønnere bydel, og er med til at styrke Sharing Copenhagen.

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling betyder, at det ansøgte beløb bevilges fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beløb ekskl. moms: 19.250 kr.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning. Udvalget vedtog således at bevilge 19.250 kr. til projektet.
Til top