Mødedato: 20.05.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Koordinering af sommerevents i Sundholmskvarteret og Urbanplanen

Partnerskabet i Urbanplanen søger om støtte til i samarbejde med Sundholmskvarterets helhedsplan at kulturtilbud og PR i forbindelse med kulturarrangementer den 30. august 2014.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Partnerskabet på baggrund af indstillingen fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Partnerskabet i Urbanplanen søgte Louise Falk Tranberg den 25. april 2014 om 29.500 kr. i støtte til PR, musikprogram og mobilscene til brug for helhedsplanen for Urbanplanen og helhedsplanen for Sundholmskvarterets events den 30. august 2014: Fest i Kornblomstparken, Urbanfestival og sportsaktiviteter på Blå Bane. Der forventes i alt 4000 deltagere.

Ansøger ønsker at koordinere programmerne for arrangementerne, så det bliver muligt at hoppe fra aktivitet til aktivitet imellem de forskellige kvarterer. Beboerne i Sundholmskvarteret skal opleve det som naturligt at hoppe over i Urbanplanen og høre musik og Urbanplanens beboere skal nemt kunne komme forbi Kornblomstparken til børnehygge. Foruden at skabe fællesskab på tværs af kvarterene på Vestamager, skal de forskellige events tiltrække beboere fra resten af Amager og København. Arrangementerne giver de to helhedsplaner mulighed for at invitere folk fra resten af Amager og København indenfor i de to ’udsatte boligområder’. Derfor ønskes en grundig PR-indsats, der kan skabe overblik over de forskellige aktiviteter.

Der søges om støtte til den del af musikprogrammet, der er fælles for de to helhedsplaner, en mobilscene og fælles PR. De to helhedsplaner finansierer de øvrige udgifter i forbindelse med arrangementerne.

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 7. maj 2014 og er positivt indstillede over for projektet, der indeholder kulturevents på tværs af bydelen og således skaber netværk og dialog. Arbejdsgruppen har efterfølgende bedt ansøger sende et fuldt budget for hele dagen og beder lokaludvalget tage stilling til ansøgningen på baggrund af de samlede oplysninger.   

Økonomi

Arbejdsgruppens indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Beslutning

Der blev stillet forslag om afvise ansøgningen. Forslaget blev vedtaget uden afstemning.

Lokaludvalget vedtog således at afvise ansøgningen med begrundelsen, at lokaludvalget ikke vurderede det fremsendte budget for tilstrækkeligt fyldestgørende, bl.a. mht. sceneopbygning.
Til top