Mødedato: 18.08.2015, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning om at uddele prisen for Årets Butiksfacade på Amagerbrogade i 2015

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalg drøfter og vedtager om udvalget ønsker at uddele Årets Facadepris i 2015,
2) at lokaludvalget i så fald afsætter kr. 15.000 til Facadeprisen i 2015, og
3) at lokaludvalget udpeger et medlem til bedømmelseskomiteen for Facadeprisen i 2015.

Problemstilling

Prisen Årets Butiksfacade på Amagerbrogade blev stiftet i 2010 af ad-hoc gruppen "Amagerbrogade som strøg- og handelsgade" og vedtaget på LU-mødet den 16.11.2010. Formålet var at skabe positiv opmærksomhed omkring erhvervsdrivende, der gennem facadeskiltning og - udsmykning beriger Amagerbrogade og således øge butiksindehavernes opmærksomheden omkring retningslinjer og lovgivning for indretning/skiltning af facader.
Desuden har facadeprisen været en del af Amagerbrogadegruppens arbejde for at øge det offentlige fokus på Amagerbrogade som strøg- og handelsgade.

Prisen har nu været uddelt fem gange. Bedømmelseskomitéen har bestået af:
-Københavns Kommunes stadsarkitekt
-En repræsentant for Amager Vest Lokaludvalg
-En repræsentant for Amager Øst Lokaludvalg
-En repræsentant for Ama'r Butikkerne
-En repræsentant for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.
 
"Årets Butiksfacade" har fra start været gennemført som et samarbejde mellem AØLU og AVLU, hvor de to lokaludvalg hver har finansieret halvdelen af udgifterne og de to sekretariater på skift har været tovholder for uddelingen. Dette samarbejde forventes at fortsætte. I 2015 er det Amager Vest Lokaludvalgs sekretariats tur til at være tovholder for uddelingen af prisen.

Prisen udgøres af en check på 15.000 kr. samt en bronzeplakette til ophængning i butikken. Der er i 2013 udarbejdet plaketter for 2014 og 2015.

I 2014 havde Amager Vest Lokaludvalg disse kommentarer til den nuværende prisuddeling:
- Det bør overvejes om Facadeprisen fortsat kun skal være knyttet til Amagerbrogade. Projektet bør tages op til revision når renoveringen af Amagerbrogade igangsættes.
- Når renoveringen går i gang, kunne prisen evt. bredes ud til de to bydele, så alle butikker i bydelene kan nomineres. En større konkurrence kunne gøre plads til en 1., 2. og 3. plads.
- Det ville endvidere således være oplagt, at der fremover nedsættes en særskilt Facadeprisarbejdsgruppe/ kommité.

Det er pt. forventet at renoveringen tidligst igangsættes i efteråret 2016.

Løsning

At Amager Vest Lokaludvalg godkender indstillingen og afsætter 15.000 kr. til uddelingen af Årets Facadepris på Amagerbrogade i 2015, samt udpeger en repræsentant til Bedømmelseskomiteen.

Økonomi

Hvis lokaludvalget bevilger støtte, bevilges den som underskudsgaranti fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.
Beløb: 15.000 kr.

Beslutning

Punktet blev udskudt. Lokaludvalget ønsker at åbne for en drøftelse om konceptet for prisen og det fysiske konkurrenceområde, overfor Amager Øst Lokaludvalg.
Til top