Mødedato: 18.08.2015, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Beslutning om at uddele lokaludvalgets pris, Skulderklappet, i 2015

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at udvalget drøfter og tager stilling til, om det også i 2015 vil afsætte puljemidler til at uddele lokaludvalgets pris, Skulderklappet, samt beløb.

Problemstilling

Lokaludvalget besluttede på sit møde d. 15. juni 2010 at indstifte en årlig pris, Skulderklappet. Prisen skal tildeles en modtager, der i særlig grad har bidraget til at skabe netværk imellem bydelens borgere og dermed også har været med til at gøre Amager Vest til et godt sted at bo for alle. Prisen skal bruges til at fortsætte det gode arbejde.

Skulderklappet er således blevet uddelt mellem 2010-2014. I 2014 var budgettet 25.000 kr. til selve prisen og 10.000 kr. til markedsføring og pr., i alt 35.000 kr.

Proceduren for at kåre vinderen af Skulderklappet blev også vedtaget d. 15. juni 2010:
  • Forud for lokaludvalgsmødet den 20. oktober 2015 skal der annonceres for prisen i lokalpressen samt på lokaludvalgets hjemmeside, www.avlu.dk. Amagerkanere opfordres i annoncerne til at indstille egnede kandidater til prisen. Fristen for at indstille kandidater er en uge inden lokaludvalgets møde den 17. november. Lokaludvalget forbeholder sig ret til også selv at indstille kandidater.
  • På lokaludvalgsmødet den 17. november orienteres lokaludvalget om antallet af indkomne forslag. Ved samme møde nedsætter lokaludvalget et udvalg, der består af fem lokaludvalgsmedlemmer, som skal gennemgå de indkomne forslag. Udvalget får også mandat til at indstille andre kandidater, end de allerede nominerede.
  • Forud for lokaludvalgsmødet den 15. december 2015 indstiller udvalget to eller tre kandidater til at modtage prisen. Hver indstilling skal være ledsaget af en uddybende motivation.
  • Til lokaludvalgsmødet i december beslutter lokaludvalget, hvem der skal modtage prisen. Det er muligt at uddele prisen til mere end én kandidat. Det skal dog forinden have fremgået af annoncerne for prisuddelingen, at prisen kan deles mellem flere prismodtagere.

Løsning

Hvis lokaludvalget beslutter at uddele Skulderklappet i 2015, foreslås det, at budgettet bliver 40.000 kr., fordelt som 25.000 kr. til præmien og 15.000 kr. til annoncering, for at kunne imødekomme stigende priser på markedsføring.

Økonomi

Hvis udvalget bevilger beløbet på 40.000 kr., bevilges det som underskudsgaranti fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Udvalget vedtog således, at bevilge 40.000 kr. til projektet.
Til top