Mødedato: 17.06.2014, kl. 18:30
Mødested: Sundholmsvej 8

Ansøgning: Flydende Harmonier - en del af Ørestad Kulturdage

Art Giga søger om støtte til gennemførelse af event med 12 kunstnere ved Ørestad Kulturdage.

Indstilling og beslutning

Formanden for Amager Vest Lokaludvalg indstiller,
1) at lokaludvalget drøfter og vedtager sit svar til Art Giga på baggrund af indstillingerne fra arbejdsgruppen for kultur og fritid.

Problemstilling

På vegne af Art Giga søgte Astrid Randrup den 18. maj 2014 om 102.000 kr. i støtte til et event med 12 kunstnere den 30. august 2014 i Ørestadens Sivegade. Eventet er tilgængeligt for deltagere ved Ørestad Kulturdage og andre forbipasserende, og der forventes et deltagertal på 200.

Flydende Harmonier er et pilotprojekt, der har til formål at skabe tilbagevendende aktiviteter, som sætter fokus på Ørestadens tværæstetiske og tværkulturelle liv. Projektet er et heldagsarrangement med mad, kunst og lyd i Sivegadens byrum. Aktiviteterne vil spænde fra flydende højtalere på vandet, brændende skulpturer i flåder og brugerinddragende performance til servering af mad fra kunstneres mobile køkkener. Ansøger ønsker at skabe fokus på Ørestadens multikulturelle samfund og samtidig skabe kunstneriske aktiviteter, der involvere borgerne i området. På længere sigt skal dette understøtte et kunstnerisk miljø i Ørestad og skabe nyt rum for dialog mellem mennesker i bydelen. 

Projektet har en egenfinansiering på 18.500 kr. bestående af teltleje, projektledelse og medhjælpere på dagen.  

Løsning

Arbejdsgruppen for kultur og fritid behandlede ansøgningen på sit møde den 4. juni 2014 og indstiller et afslag. Budgettet er uforholdsmæssigt højt for en dags aktiviteter, og projektet savner lokal forankring, borgerinddragelse og grundlag for netværksskabelse.

Økonomi

Hvis lokaludvalget bevilger støtte, bevilges den som underskudsgaranti fra lokaludvalgets puljemidler, område 3707.
Beløb ekskl. moms: 102.000 kr.  

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden at komme til afstemning, og udvalget vedtog således at afvise ansøgningen med begrundelsen, at budgettet er uforholdsmæssigt højt for en dags aktiviteter, og at projektet savner lokal forankring, borgerinddragelse og grundlag for netværksskabelse.
Til top