Mødedato: 27.02.2014, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning: Brighter Day (BIFUK) (genbehandling)

Patrick Nyametscher søger støtte til Brighter Day.

Tidligere beslutninger

  • Lokaludvalgsmøde d. 21.11.2013: BIFUK-arbejdsgruppen havde indstillet til afslag. Det er et spændende og netværksskabende projekt med mange involverede. På det foreliggende grundlag kan vi dog ikke støtte, da indtægtssiden ikke ligger fast. Denne indstilling blev vedtaget uden afstemning og projektet fik således ikke tildelt støtte på det foreliggende grundlag. Lokaludvalget var enige om flg. tilføjelse til indstillingen: "BIFUK-arbejdsgruppen tilbyder at tage en dialog med ansøger om projektets finansiering med henblik på en ny projektansøgning."
  • Lokaludvalgsmøde d. 23.1.2014: Det blev besluttet at give afslag til projektet på det foreliggende grundlag. Dette begrundet i, at indtægtssiden stadig ikke ligger fast og budgettet dermed ikke hænger sammen.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

at Amager Øst Lokaludvalg drøfter og vedtager sit svar til Patrick Nyametscher på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

Patrick Nyametscher søgte den 21. oktober 2013 om kr. 48.500 i støtte til projekt Brighter Day. 
Projekt Brighter Day er et nyskabende netværkssamarbejde imellem Amager gospelkor, Ungdomsskolen Amager, Børnekulturhus Amager og 2 internationale samarbejdspartnere, Citykids foundation, New York og Marie Curie Gymnasium i Berlin. Projektets formål er at etablere, udbygge og konsolidere lokalt samarbejde blandt unge på Musikøen Amager.
Amager Gospelkor indspiller i marts 2014, Kirk Franklin's 'Brighter Day', i STC Studiet i København. Processen i studiet filmes og klippes sammen med billeder, grafik og animation til en færdig greenscreenmusikvideo. Det er unge billedkunstnere og animatorer fra Amager og Berlin, der leverer musikvideoens billeder og grafik. Mere end 200 unge er direkte involveret i projektet, heraf ca. 180 unge fra Amager. Selve optagelsen af sang og billeder til musikvideoen afsluttes med en spektakulær udendørs videooptagelse på Amager Strand, hvor unge fra samtlige Amagers skoler og fritidsinstitutioner inviteres.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 197.393.

Ansøger har den 17.12.2013 fået bevilget kr. 48.500 hos Amager Vest Lokaludvalg, og har fået bevilget kr. 18.500 fra Sundholmskvarterets Områdeløft.

Det blev på lokaludvalgsmødet den 23.1.2014 besluttet at give afslag til projektet på det foreliggende grundlag. Dette begrundet i, at indtægtssiden stadig ikke ligger fast og budgettet dermed ikke hænger sammen.

Ansøger har den 27.1.2014 fremsendt et revideret budget til sekretariatet. Ansøger drøftede projektet og dets økonomi med BIFUK-arbejdsgruppen den 4.2.2014. BIFUK besluttede på sit møde den 4.2.2014 at genbehandle ansøgningen på lokaludvalgsmødet den 27. februar 2014. To af medlemmerne mente dog ikke, at ansøgningen skulle genbehandles.

BIFUK-arbejdsgruppen ser projektet som en enkeltstående event, der ikke i tilstrækkeligt omfang kan konsolidere et videre netværksarbejde mellem de implicerede parter.  Projektet er beskrevet som et pilotprojekt, men det kan ikke ses af projektbeskrivelsen, hvad der skal ske efter projektets afholdelse. En uforholdsmæssig stor del af budgettet går til lønninger og teknisk bistand. Projektet er næsten udelukkende financieret at Amager Vest og Amager Øst Lokaludvalg og Områdefornyelsen for Sundholmskvarteret. Der mangler medfinanciering fra de deltagende parter. På den baggrund kan BIFUK ikke støtte projektet.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg drøfter og vedtager sit svar til Patrick Nyametscher på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 48.500 af 2014-puljemidlerne.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der tildeles således ingen støtte til projektet.
Til top