Mødedato: 12.12.2013, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning (2014): Opstart af det kunstneriske projektrum TOVES (BIFUK)

Honza Hoeck søger støtte til "Opstart af det kunstneriske projektrum TOVES".

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

at Amager Øst Lokaludvalg drøfter og vedtager sit svar til TOVES på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

Honza Hoeck søger støtte til "Opstart af det kunstneriske projektrum TOVES". TOVES er et nyt, selvorganiseret udstillings- og projektrum. Der søges støtte til istandsættelse af lokaler, en tidligere garage i Siljangade 8.
TOVES er 11 kunstnere, som over et par år, har etableret en platform for kunstneriske aktiviteter – udstillinger, workshops mm. Ansøger vil med lokaler i bydelen gerne tage del i et dynamisk diverst Amager Øst. Vi ønsker at transformere lokalerne til et spændende udstillingsrum. Ønsket er at skabe et indendørs miljø, som kan huse performances, undervisning, filmvisninger etc. Isolering af garageporten og et nyt gulv, kan tilsammen mindske kulden og skabe de nødvendige rammer. Hertil kommer udgifter til indretning og teknisk udstyr.
Ansøger forventer, at deres aktiviteter vil være netværksskabende både i forhold til publikum, og i form af samarbejder med andre lokale organisationer og initiativer f. eks. de mange andre selvorganiserede initiativer på Prags Boulevard, Børnekulturhuset og Kvarterhuset.
Der søges støtte til gulv, isolering, varmeapparater samt diverse inventar.
Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 188.300. Egenfinansieringen udgør kr. 89.800.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 26. november 2013 og indstiller til afslag med flg. begrundelse: Vi ønsker at prioritere andre aktiviteter end bygningsrenovering for resten af lokaludvalgets periode. Det må således være op til det nye lokaludvalg at prioritere, om man ønsker at anvende puljemidler til denne type projekter.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg drøfter og vedtager sit svar til TOVES på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 98.500 af 2014-puljemidlerne.

Beslutning

Karl Vogt Nielsen foreslog at den sidste sætning af indstillingen udgik, samt at "det nuværende" tilføjes til første sætning.Den ændrede indstilling lyder således:
"Vi ønsker at prioritere andre aktiviteter end bygningsrenovering for resten af det nuværende lokaludvalgs periode." 

Randi Sørensen stillede flg. ændringsforslag til indstillingen: "Lokaludvalget finder ikke, at man for offentlige midler skal støtte renovering af privatejede udstillingsfaciliteter."
Der blev stemt om forslaget.
For ændringsforslaget stemte flg. 5 personer: Rune Solvang, Michael Bagge Kuehn, Svend Aage Sørensen, Randi Sørensen og Jan Kyrsting.
Imod ændringsforslaget stemte flg. 8 personer: Karl Vogt Nielsen, Steen Olesen, Per Lönn-Christensen, Ove Løbner, Martin Duus, Anne Duus, Eva Damgaard og Ole Meldgaard.
Flg. 5 personer undlod at stemme: Ib Wendrup, Jens Green Jensen, Jens William Grav, Casper Mortensen og Lasse Rossen.
Ændringsforslaget faldt.

Arbejdsgruppens indstilling med de ændrede formuleringer blev derefter vedtaget uden afstemning.
Randi Sørensen ønskede til referat, at hun ikke ønsker at være forpligtet af at ikke kunne støtte bygningsrenovering i januar og februar 2014.
Til top