Mødedato: 12.12.2013, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Ekstern puljeansøgning: Amager Børnemusikfestival 2014 (BIFUK)

Biblioteker og kulturhuse på Amager søger støtte til Amager Børnemusikfestival 2014.

Tidligere beslutninger

13. december 2012. Bevilget kr. 22.726.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

at Amager Øst Lokaludvalg drøfter og vedtager sit svar til Helle Hussmann på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Problemstilling

På vegne af biblioteker og kulturhuse på Amager og Christianshavn søgte Helle Hussmann den 12. november 2013 om kr. 45.000 i støtte til Amager Børnemusikfestival 2014. I år omfatter kredsen 9 kulturinstitutioner (ift. 6 sidste år). Blandt aktiviteterne er børnekoncerter, musikalsk børneteater, samt kreativ workshop om musikfigurer og instrumenter. Der forventes 900 deltagere og entré til forestillinger er sat til 20 kr. for at sikre, at folk møder op.

Sidste års fælles børnemusikfestival (Musik i Vinterferien) gav ansøgerne de erfaringer, at såvel private som institutioner på Amager er mere end villige til at komme til store musikoplevelser i vinterferien. Derfor vil de gerne sætte skub i en ny tradition, hvor de amagerkanske kulturinstitutioner understøtter børns oplevelser af forskellige musikgenrer, så det bliver et fast indslag i børnenes vinterferie. Målgruppen er børn i alderen 0-5 år og opefter samt deres voksne. Formålet er at præsentere børn for musikkens verden, give ”smagsprøver” på forskellige musikgenrer, give små introduktioner til selv at udøve musik, give inspiration til musikglæde, give gode og fælles oplevelser med musik og musikudøvelse. Musikken er et fælles sprog for alle, og ved at inddrage forskellige former, håber vi at kunne samle både danske og etniske børn i et sjovt og underholdende fællesskab.
I december 2012 bevilgede lokaludvalget kr. 22.726 til Børnemusikfestival 2013. Der blev søgt kr. 25.726, men lokaludvalget mente at de deltagende institutioner burde bidrage med en større egenfinansiering. Evalueringen kan læses på  http://www.aølu.dk/assets/11_Evaluering-Musik-i-vinterferien.pdf.

Det ansøgte beløb indgår i det samlede budget på kr. 144.088. Der søges kr. 45.000 hos hhv. Amager Øst og Amager Vest Lokaludvalg, og kr. 15.588 hos Christianshavns Lokaludvalg. Egenfinansiering er på i alt kr. 23.000, og der forventes entréindtægter på kr. 12.000 samt teaterrefusion på kr. 3.500.

BIFUK-arbejdsgruppen har behandlet ansøgningen på sit møde den 26. november 2013 og indstiller, at der bevilges 20.000 kr. Vi synes, der er tale om et flot og omfangsrigt musikprojekt for Amagers og Christianshavns børn og unge i vinterferien. Men da der er tale om et meget stort projekt med mange deltagende institutioner, forventer vi en væsentlig større medfinansiering fra de deltagende institutioners side.

Løsning

At Amager Øst Lokaludvalg drøfter og vedtager sit svar til Helle Hussmann på baggrund af indstillingen fra BIFUK-arbejdsgruppen.

Økonomi

Der er søgt om kr. 45.000 af 2014-puljemidlerne.

Beslutning

Randi Sørensen indledte punktet med at sige, at hun var usikker på om hun var inhabil i forbindelse med behandlingen af punktet. Da det ikke klart fremgik af hverken indstillingen eller de medfølgende bilag, at Randi Sørensen var inhabil, valgte udvalgssekretæren at foreslå, at Randi blev i salen og dermed ikke var inhabil.
 
Randi Sørensen foreslog at støtte projektet med kr. 30.000, da institutionernes økonomi er presset.
Lokaludvalget stemte om forslaget.
For at støtte med kr. 30.000 stemte flg. 9 personer: Rune Solvang, Jens Green Jensen, Ib Wendrup, Steen Olesen, Michael Bagge Kuehn, Svend Aage Sørensen, Randi Sørensen, Ove Løbner og Lasse Rossen.
Imod at støtte med kr. 30.000 stemte flg. 6 personer: Karl Vogt Nielsen, Jens William Grav, Jan Kyrsting, Casper Mortensen, Martin Duus og Ole Meldgaard.
Flg. 2 personer undlod at stemme: Per Lönn-Christensen og Anne Duus.
Det blev dermed vedtaget at støtte projektet med kr. 30.000.

I pausen (kl.19.42, efter behandlingen af dagsordenspunkt 14), blev udvalgssekretæren bekendt med at det, af bilag som ikke var vedlagt dagsordenspunktet, fremgik at Randi Sørensen alligevel var inhabil (jf. sit engagement i AKP).
Derfor besluttede udvalgssekretæren i samråd med Næstformanden, at genbehandle sagen - denne gang uden Randi Sørensen i salen. Første punkt på dagsordenen, der blev behandlet da mødet blev genoptaget kl.19.55 efter pausen, var således dagsordenspunkt 6.

Martin Duus foreslog at støtte projektet med kr. 30.000.
Lokaludvalget stemte om forslaget.
For at støtte med kr. 30.000 stemte flg. 8 personer: Rune Solvang, Jens Green Jensen, Ib Wendrup, Steen Olesen, Michael Bagge Kuehn, Svend Aage Sørensen, Martin Hein og Lasse Rossen.
Imod at støtte med kr. 30.000 stemte flg. 6 personer: Karl Vogt Nielsen, Jens William Grav, Jan Kyrsting, Martin Duus, Ole Meldgaard og Ove Løbner.
Flg. 3 personer undlod at stemme: Per Lönn-Christensen, Casper Mortensen og Anne Duus.

Det blev dermed vedtaget at støtte projektet med kr. 30.000.

Til top