Mødedato: 15.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Endelig godkendelse af Socialforvaltningens reviderede handicapplan

Se alle bilag

Socialudvalget forelægges Socialforvaltningens reviderede handicapplan til endelig godkendelse efter ekstern høring.

Tidligere beslutninger

Socialudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at Socialforvaltningens reviderede handicapplan (jf. bilag 1) godkendes.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Socialudvalget godkendte den 5. september 2012, at Socialforvaltningens udkast til revideret handicapplan blev sendt i ekstern høring, hvorefter den reviderede handicapplan blev sendt i fire ugers høring hos Handicaprådet, Danske Handicaporganisationer København, De Københavnske Ældreråd samt relevante brugerorganisationer og faglige organisationer.

Socialforvaltningen har som følge af høringen modtaget svar fra henholdsvis Handicaprådet og De Københavnske Ældreråd. Som det ses af nedenstående, viser svarene overordnet set, at begge parter er positive over for den reviderede udgave af handicapplanen. Høringssvarene har givet anledning til få ændringer i handicapplanen, jf. bilag 2.

Løsning

De Københavnske Ældreråd

De Københavnske Ældreråd finder det positivt, at handicapplanen er blevet revideret, så den afspejler forvaltningens aktuelle indsatser og initiativer på handicapområdet, herunder initiativer på teknologiområdet, som ældrerådene tillægger stor vægt. Ældrerådene opfordrer i den forbindelse til, at det fremhæves i handicapplanen, at der også er en teknologiudvikling i gang i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens hjemmepleje, og at det bør fremgå af handicapplanen, at der finder en koordinering af opgaven sted på tværs af udvalgsområderne. 

Socialforvaltningen er meget opmærksom på at samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og er i løbende dialog med forvaltningen om deres erfaringer med velfærdsteknologiske projekter. Disse erfaringer kommer derfor også til at indgå i den pågående vidensindsamling i Socialforvaltningens velfærdsteknologiske enhed, ligesom der også fremadrettet vil være en erfaringsudveksling og koordinering mellem de to forvaltninger, når Socialforvaltningen igangsætter afprøvning af nye teknologier. Samarbejdet er nu blevet tydeliggjort i handicapplanen.  


Handicaprådet

Handicaprådet vurderer generelt, at de udviklingstiltag, der implementeres i Socialforvaltningen, har et meget positivt sigte, og vil bidrage til at give hele handicapindsatsen et løft. Handicaprådet fremhæver særligt indsatserne vedrørende sund livsstil, netværk og akkreditering som positive indsatser for udvikling af handicapområdet. Handicaprådet udtrykker dog også bekymring for indsatsernes konsekvenser for personalets tid med borgerne, fordi udviklingstiltagene efter Handicaprådets vurdering medfører, at personalet skal bruge stadigt mere tid til baggrundsinformation om borgerne og indsatsen. Udviklingstiltagene er til for at sikre kvaliteten i indsatsen og sikre, at borgerne får den rette støtte i forhold til deres behov, hvilket bl.a. arbejdet med akkreditering, forandringskompas og voksenudredningsmetode understøtter. Socialforvaltningen er løbende opmærksom på ikke at indføre unødig dokumentation mv. og præciserer samtidig, at handicapplanen i sig selv ikke giver anledning til øget baggrundsinformation om borgerne og indsatsen. 

 

Handicaprådet udtrykker derudover, at der er et konkret behov for, at der følges op på arbejdet med styrings- og visitationskonceptet, da rådet har erfaret tilfælde, hvor voksenudredningsmetoden (VUM) ikke har givet et retvisende billede af borgeren. Det skal hertil nævnes, at forvaltningen løbende følger op på borgerens situation for at sikre, at udredningen giver et retvisende billede af borgerens støttebehov, hvilket er blevet præciseret i handicapplanen.

 

Endelig fremhæver Handicaprådet, at det er positivt, at der er fokus på den enkelte borgers udviklingspotentiale, men understreger, at forvaltningen ikke må glemme de borgere, som ikke har et udviklingspotentiale, eller de som ligefrem vil opleve en negativ udvikling mod et stigende plejebehov. Socialforvaltningen er meget opmærksom på dette forhold, og selvom forvaltningen har øget fokus på flow og udvikling, fremgår det også af handicapplanen, at forvaltningen anerkender, at der er borgere, hvis indsats handler om at vedligeholde deres funktionsniveau og sikre, at borgerne trods stigende plejebehov har øget livskvalitet. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Tiltrædes indstillingen, skal Socialforvaltningens handicapplan forelægges til endelig godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

Socialforvaltningens handicapplan varer til og med 2014, hvor planen evalueres med henblik på eventuel forlængelse. 

 

         Anette Laigaard

                                                                  /Gitte Bylov Larsen

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Socialforvaltningens reviderede handicapplan (jf. bilag 1) godkendes.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 21. november 2012.

Kontorchef Gitte Bylow Larsen og kontorchef Anna-Belinda Fosdal overværede punktets behandling

 

Indstillingen blev godkendt.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 

Til top