Mødedato: 15.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Sønder Boulevard, godkendelse af projektforslag og nedlæggelse af p-pladser

Se alle bilag

Projektforslaget for Sønder Boulevard skal godkendes og der skal træffes beslutning om nedlæggelse af 76 parkeringspladser. Ved Enghave Station ombygges og forskønnes boulevarden, som rekreativt område med cykelrute og adgangsarealer.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget har godkendt,

1.      at projektforslaget for Sønder Boulevard godkendes og danner grundlag for den videre hovedprojektering og gennemførelse af anlægsprojektet.

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

2.      at der nedlægges 76 p-pladser på Sønder Boulevard i blå zone i forbindelse med anlæg af rekreative arealer og cykelrute, jf. parkeringsnotat (bilag 4).
3.      at der anvises erstatningspladser i blå zone for de 76 p-pladser, der nedlægges på Sønder Boulevard.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget præciserer, at der med denne indstilling anvendes 3,8 mio. kr. (2012 p/l) i 2013 til etablering af de 76 erstatningspladser. Finansieringen af anlægsinvesteringen sker gennem puljen afsat til anlæg af erstatningspladser, som blev frigivet af Borgerrepræsentationen den 26. januar 2012. Bevillingen er frigivet på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.07.3.

Økonomiudvalget forudsætter, at denne sag afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal for 2013.

Økonomiudvalget forudsætter endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Der skal godkendes projektforslag for det sidste stykke af Sønder Boulevard mellem Enghavevej og Vesterfælledvej, der ønskes omdannet fra et nedslidt vejanlæg til et rekreativt byrum, der kan tilføre rekreative kvaliteter til det tæt bebyggede område nord for vejen (jf. bilag 1).

Projektet medfører nedlæggelse af samlet 76 p-pladser i blå zone med deraf følgende provenutab. Da parkeringsbelægningen i tælleområdet, og især i projektområdet generelt er lave, foreslås de nedlagte p-pladser undtaget for princippet om anvisning af erstatningspladser (jf. bilag 4).

Løsning

Projektet er en del af udbygningsaftalen indgået mellem Carlsberg og Københavns Kommune 19. november 2008. Anvendelsen af projektområdet til rekreative formål er fastlagt i lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II”.

Projektudviklingen blev igangsat efter, at det på Borgerrepræsentationens møde den 27. januar 2011 (punkt 8) blev besluttet at fremrykke og frigive midlerne til projektet. Projektet er udarbejdet i samarbejde med Områdefornyelsen på det Centrale Vesterbro, som blev iværksat sommeren 2011.

For at tilføre rekreative kvaliteter til det tæt bebyggede område nord for Sønder Boulevard ombygges vejen. Det samlede vejareal er reduceret til, at sikre den nødvendige adgang til ejendommene langs vejen, samt opfylde det aktuelle behov for parkering på strækningen.

Vejadgang til området (jf. bilag 2b) sikres ved, at forbindelsen mellem Dannevirkegade og Slesvigsgade opretholdes og ændres til dobbeltrettet trafik, og der etableres en parkeringslomme med 6 p-pladser samme sted, som der i dag er opstribede parkeringsbåse. I den nordlige siden af Sønder Boulevard ændres vejen fra Enghavevej frem til Slesvigsgade til en dobbeltrettet cykelsti, og der etableres 1 handicap p-plads i Slesvigsgade ved kirken i stedet for 2 alm. p-pladser.

Frem til Vesterfælledvej (jf. bilag 2a) fortsætter cykelruten ad ensrettet stillevej med modstrømscykelbane. Beboerparkeringen opretholdes med 16 p-pladser i en parkeringslomme, hvor der i dag er kantstensparkering. Ved Enghave Station opretholdes adgang ved at ændre den brede vej til en smal stikvej med vendeplads og en parkeringslomme med 4 nye p-pladser, heraf 1 handicap p-plads.

Det samlede antal parkeringspladser er 27, heraf reserveres 2 til handicap pladser.

Hele projektområdet omdannes til et ”stillevejsområde” med en vejledende hastighed på 30 km/t.

Den samlede trafikale løsning giver mulighed for at etablerer 3 nye rekreative byrum, der tilfører det tæt bebyggede kvarter nord for vejen nye rekreative kvaliteter. Dels en grønning med en småbørnslegeplads, grillpladser og plads til uformelt ophold i et landskab af grønne bakker og grusstier, se bilag 2a, dels en central plads ved det eksisterende fodboldbur til ophold og aktivitet, dels en aktivitetsplads med faste belægninger, se bilag 2b.

Der er i projektet indtænkt LAR (lokal afledning af regnvand) for arealer uden trafikbelastning eller anden forurenig ved at skabe mulighed for forsinkelse af regnvand på det kantomkransede asfaltareal til aktivitet, se bilag 2b og der er naturlig nedsivning af regnvand i grønningen og på grusarealerne, se bilag 2a og b. Ved større regnskyl afvandes større grusarealer til nedløbsbrønde. Den maksimale vandafledning af regnvand er ikke øget ved omlægningen, jf. den gældende spildevandsplan.

Der plantes nye træer på alle arealer, der skaber sammenhæng med den øvrige beplantning på Sønder Boulevard

Projektet har været forelagt Vesterbro Lokaludvalg, der er positive overfor projektet, se bilag 3.

Derudover er de trafikale løsninger principgodkendt af politiet. Den endelige godkendelse kan først opnås når hovedprojekteringen er afsluttet.

Nedlæggelse af parkeringspladser

Den nye cykelrute og det nye rekreative byrum medfører, at der nedlægges i alt 76 parkeringspladser. Der opretholdes i alt 27 p-pladser ud af i alt 103 parkeringspladser i projektområdet. Nedlæggelsen af parkeringspladserne betyder at den samlede belægningsprocent vil stige fra 74 % til 80 % i tælleområde 31 og fra 56 % til 67 % i kvarteret, hvor projektet udføres, se bilag 4. Da belægningsprocenter på højest 85 % er udtryk for gode parkeringsforhold, vurderer forvaltningen, at nedlæggelse af p-pladserne vil have marginal indflydelse på kapaciteten i lokalområdet.

Forvaltningens tællinger viser, at mellem 29–37 af de i alt 103 p-pladser på Sønder Boulevard benyttes i løbet af dagen. Den største andel af de 76 p-pladser, der søges nedlagt, er derfor pladser, der i dag er ubenyttet. Det er således forvaltningens vurdering, at udbuddet af p-pladser i tælleområdet stadig vil være gode efter anlægsprojektets gennemførelse, hvorfor forvaltningen vurderer, at de i alt 76 p-pladser kan nedlægges, samt at de bør undtages for reglen om anvisning af erstatningspladser.

Det skal i øvrigt bemærkes, at beregningerne, jf. bilag 4 er udført på baggrund af parkeringsoptællinger, der blev udført i marts 2012, før afslutning af et igangværende skråparkeringsprojekt i området. Der er i alt etableret 43 nye skråparkeringspladser i gaderne Angelgade, Slesvigsgade, Alsgade og Dannevirkegade. Belægningsprocenterne formodes derfor at blive endnu lavere ved næste tælling.

Økonomi

Nedlæggelse af de 76 p-pladser i blå zone vil ud fra en gennemsnitsbetragtning medføre et indtægtstab på 0,4 mio. kr. (2012 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering, funktion 2.22.07.1. En nedskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets indtægtsbudget vil kræve en tilsvarende opskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal. P-pladserne forventes nedlagt i løbet af 2013 og overholdelse af servicemåltallet håndteres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budget for 2013. Fra 2014 og frem søges finansiering af servicemåltallet at indgå i forhandlingerne for budget 2014.

Anlægsbevillingen til projektering og anlæg af det rekreative område på Sønder Boulevard blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde 27. januar 2011 (punkt 8). De forøgede driftsudgifter i forbindelse med anlægsprojektet forventes at være 0,1 mio. kr. (2012 p/l) i 2013 og 0,2 mio. kr. (2012 p/l) fra 2014 og frem. Såfremt der ikke gives en forhøjelse af Teknik- og Miljøforvaltningens driftsramme i Budget 2014, vil de forøgede driftsomkostninger blive dækket via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder.

Videre proces

Projektet hovedprojekteres efterår 2012 og entreprisen udbydes i foråret 2013. Projektet forventes udført i sommerhalvåret 2013.



Hjalte Aaberg                            /Jens Christian Zøfting-Larsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.      at projektforslaget for Sønder Boulevard godkendes og danner grundlag for den videre hovedprojektering og gennemførelse af anlægsprojektet.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.      at der nedlægges 76 p-pladser på Sønder Boulevard i blå zone i forbindelse med anlæg af rekreative arealer og cykelrute, jf. parkeringsnotat (bilag 4). Nedlæggelse af de 76 p-pladser i blå zone vil medføre et indtægtstab på 0,4 mio. kr. (2012 p/l). P-pladserne forventes nedlagt i løbet af 2013 og overholdelse af servicemåltallet håndteres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budget for 2013. Fra 2014 og frem søges finansieringen af servicemåltallet at indgå i forhandlingerne for budget 2014,

3.      at der ikke anvises erstatningspladser i blå zone for de 76 p-pladser, der nedlægges på Sønder Boulevard med henvisning til at belægningsprocenterne er lave.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. oktober 2012

Indstillingen blev udsat.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. december 2012

Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag til indstillingen om, at ændre 2. og 3. at-punkt

fra:

”2. at der nedlægges 76 p-pladser på Sønder Boulevard i blå zone i forbindelse med anlæg af rekreative arealer og cykelrute, jf. parkeringsnotat (bilag 4). Nedlæggelse af de 76 p-pladser i blå zone vil medføre et indtægtstab på 0,4 mio. kr. (2012 p/l). P-pladserne forventes nedlagt i løbet af 2013 og overholdelse af servicemåltallet håndteres indenfor Teknik- og Miljøudvalgets budget for 2013. Fra 2014 og frem søges finansieringen af servicemåltallet at indgå i forhandlingerne for budget 2014,

3. at der ikke anvises erstatningspladser i blå zone for de 76 p-pladser, der nedlægges på Sønder Boulevard med henvisning til at belægningsprocenterne er lave.”

til:

”2. at der nedlægges 76 p-pladser på Sønder Boulevard i blå zone i forbindelse med anlæg af rekreative arealer og cykelrute, jf. parkeringsnotat (bilag 4).

3. at der anvises erstatningspladser i blå zone for de 76 p-pladser, der nedlægges på Sønder Boulevard.”

 

Der blev stemt om ændringsforslaget.

 

For ændringsforslaget stemte 6 udvalgsmedlemmer: A, B, C og O.

Imod ændringsforslaget stemte 4 udvalgsmedlemmer: F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger)

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: I.

Ændringsforslaget blev vedtaget.

 

Der blev stemt om indstillingens 1. at-punkt:

For indstillingens 1. at-punkt stemte 11 udvalgsmedlemmer: A, B, C, F, I, O, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).

Imod indstillingens 1. at-punkt stemte ingen udvalgsmedlemmer.

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

 

Der blev stemt om indstillingens ændrede 2. at-punkt:

For indstillingens ændrede 2. at-punkt stemte 11 udvalgsmedlemmer: A, B, C, F, I, O, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).

Imod indstillingens ændrede 2. at-punkt stemte ingen udvalgsmedlemmer.

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

 

Indstillingens ændrede 2. at-punkt blev anbefalet.

 

Der blev stemt om indstillingens ændrede 3. at-punkt:

For indstillingens ændrede 3. at-punkt stemte 7 udvalgsmedlemmer: A, B, C, I og O.

Imod indstillingens ændrede 3. at-punkt stemte 4 udvalgsmedlemmer: F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).

Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingens ændrede 3. at-punkt blev anbefalet.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 

Til top