Mødedato: 15.01.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Magistratssalen, 2. sal

Lokalplanforslag "Livgardens Kaserne"

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af planforslag, der muliggør opførelse af en musikøvesal. Bygningen skal ligge i et hjørne af eksercerpladsen på Den Kongelige Livgardes Kaserne, Gothersgade 100.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at forslag til lokalplan ”Livgardens Kaserne” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger,
  2. at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunen side BlivHørt afholdes et borgermøde.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste ønsker at opføre en bygning, der skal indeholde en musikøvesal for Livgardens Musikkorps. Bygningen har et etageareal på ca. 1.350 m2, og skal ligge i et hjørne af eksercerpladsen til Den Kongelige Livgardes Kaserne, Gothersgade 100 – lige ved Kongens Have og Rosenborg Slot. Livgardens Musikkorps har i dag ikke et godkendt øvelokale til deres daglige arbejde og må bl.a. rejse udenbys for at finde egnede øvesale. Projektet indeholder desuden forslag om flytning af parkeringsarealer på området, reetablering af voldgraven ved Rosenborg Slot og fjernelse af materialeskur. Derudover arbejder Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme for etablering af et amfiteater i Kongens Have i umiddelbar tilknytning til bygningen med musikøvesal.

Løsning

Livgardens musikkorps vil med øvesalen få dækket et behov for lokale øvefaciliteter. Projektet vil endvidere være med til at fastholde eksisterende arbejdspladser på stedet. Indretning af et amfiteater med scene i umiddelbar tilknytning til den nye bygning med musikøvesal vil lejlighedsvis kunne danne rammerne om koncerter. Dette supplerer således de forskellige faciliteter, der findes i Kongens Have, og understøtter havens funktion som multifunktionel bypark.

Projektet har en enkel arkitektonisk hovedidé i form af én bygning, der placeres i skel mod Kongens Have og syd for sigtelinjen fra Kongens Have. En del af bygningen ligger indenfor fortidsmindebeskyttelseslinjen omkring Rosenborg Slot. Projektudviklingen er derfor sket i tæt dialog med Kulturstyrelsen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der er positive over for projektet.

Den halvt nedgravede bygning vil fremstå som en bygning i 1 etage med en gesimshøjde på ca. 4 m og en kiphøjde på ca. 11,5 m. Bygningens placering og udformning vurderes at tage mest mulig hensyn til fortidsmindet Rosenborg Slot samt den fredede Kongens Have. Samtidig vurderes det, at park- og haveanlæggets (Kongens have og Eksercerpladsen) åbne karakter mod Gothersgade stort set bevares.

Omdisponering og reduktion af parkeringspladser muliggør nyindretning af arealerne nord for bygningen med græs og beplantning. Dette er en klar forskønnelse af området og sikrer en større grad af visuel kontakt mellem Kongens have og Eksercerpladsen og styrker oplevelsen af et visuelt sammenhængende have-/parkanlæg.

Der etableres indgang til øvesalen både fra Kasernegrunden og fra Kongens Have. I forbindelse med koncerter vil der være publikumsindgang fra Kongens Have.

Byggeriet opføres som lavenergibyggeri.

Parkering

I dag er antallet af parkerede køretøjer/biler på Livgardens område 77 svarende til en parkeringsdækning på ca. 1 parkeringsplads pr. 120 m2 etageareal (kasernebygningen).

Der etableres/indrettes 60 parkeringspladser foruden plads til 3 busser på området svarende til en parkeringsdækning på ca. 1 parkeringsplads pr. 150 m2 etageareal (kasernebygningen), hvilket vurderes at dække parkeringsbehovet på Livgardens Kaserne fremover, idet

  • De militære lastvogne, der parkerer på området i dag parkeres på en anden kaserne.
  • Udefrakommende militærpersonel med ærinde på kasernen som i dag benytter en del af parkeringspladserne på kasernen, vil fremover blive henvist til parkering på Svanemøllens Kaserne eller på Kastellet, hvor der i dag er ledige pladser til militær parkering.
  • Nybyggeriet vil blive benyttet af medarbejdere, der i forvejen arbejder på stedet, hvilket betyder, at der ikke kommer flere medarbejdere på kasernen som følge af nybyggeriet.
  • Området ligger stationsnært.

Nedlæggelsen af parkeringspladser og nybyggeriet skaber således ikke mere parkering i byområdet omkring Livgardens Kaserne. Antallet af parkeringspladser er i overensstemmelse med Kommuneplan 2011.

Faktaark vedlægges som bilag 2.

Intern høring

Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Lokaludvalget for Indre By, Københavns Museum, Kulturstyrelsen samt Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.

Indre By Lokaludvalg har forståelse for Livgardens behov for et tidssvarende øvelokale, men mener, at den foreslåede bygningsplacering er uheldig, idet den tager udsyn fra Gothersgade mod Rosenborg Slot. Lokaludvalget ønsker undersøgt alternativer og foreslår, at bygningen placeres langs Gothersgade.  Lokaludvalget ønsker, at arealer stilles til rådighed for offentligheden på tidspunkter, der passer ind i kasernens aktiviteter og at bygningen lydisoleres, således at støjniveauet i området ikke øges.

Københavns Museum mener ikke, at musikkorpsets ønske om bedre arbejdsforhold retfærdiggør, at bebyggelsen overskrider fortidsmindebeskyttelseslinjen og ønsker at vide, hvorvidt man har overvejet muligheden for anlæggelse af størstedelen af bygningen under jorden.

Kulturstyrelsen vurderer, at der kan opføres en bygning med musikøvesal, hvis det sker under hensyntagen til ind- og udsyn, som beskrevet i naturbeskyttelsesloven § 18 (fortidsmindebeskyttelseslinjen) samt under forudsætning af, at den vestlige del af den sydlige voldgrav retableres, at materialeskur umiddelbart op til fortidsmindet fjernes samt at antallet af parkeringspladser på pladsen reduceres. Kulturstyrelsen anbefaler, at byggeriet i forbindelse med byggesagsbehandlingen tillades efter dispensation for naturbeskyttelseslovens § 18 og ikke ved ændring af beskyttelseslinjen.

Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme er positive overfor bygningens placering i skel og vurderer, at det giver mulighed for en attraktiv integration mellem bygningen og Kongens have samt etablering af en scene og med amfiteater i Kongens Have umiddelbart op ad musikøvebygningen. Styrelsen er samtidig positiv over for forslaget om, at en grøn åben bufferzone skal erstatte de parkeringsfaciliteter, som i dag eksisterer langs skel mod Kongens Have, idet den visuelle kontakt og samhørighed mellem eksercerpladsen og det øvrige haveanlæg i Kongens Have styrkes/genskabes.

Forvaltningens bemærkninger

Forsvaret har undersøgt alternative øvesteder. Bygningen graves delvist ned og vurderes ved sin placering og udformning at tage hensyn til fortidsmindet Rosenborg Slot samt den fredede Kongens Have. Kulturstyrelsen anbefaler den foreslåede bygningsplacering frem for en placering langs Gothersgade som i højere grad vurderes at hindre indsynet til fortidsmindet fra gaden.

Området er militært område, hvor der ikke kan forventes offentlig adgang. Byggeri inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen vil kunne tillades efter dispensation for naturbeskyttelseslovens § 18. Der sker således ikke en ændring af beskyttelseslinjen.

 
Miljøvurdering

Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

  
Borgerdialog

I offentlighedsfasen i februar-marts 2013 inviteres til borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde og planforslaget lægges på kommunens hjemmeside ”Bliv Hørt” med mulighed for indlæg.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslaget i offentlig høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen juni måned 2013.

 

Hjalte Aaberg                                /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til lokalplan ”Livgardens Kaserne” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger,
  2. at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunenside BlivHørt afholdes et borgermøde.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 17. december 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. januar 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 

Til top