Mødedato: 12.04.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Årlig redegørelse for samarbejde med Almenboligsektoren

Se alle bilag
Forud for Partnerskabsforum den 14. april 2016 anmodes Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om at tage den årlige redegørelse for samarbejdet mellem Københavns Kommune og den almene boligsektor til efterretning.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget godkender,

  1. at den årlige redegørelse for samarbejdet mellem Københavns Kommune og den almene boligsektor tages til efterretning, forud for Partnerskabsforum.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingen på sit møde den 29. marts 2016, jf. "Oversigt over politisk behandling".

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 11. december 2014, i forbindelse med vedtagelse af hovedaftalen med den almene sektor for perioden 2015-2018, vedtaget, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget årligt skal have forelagt en redegørelse om samarbejdet med den almene boligsektor, herunder opfølgning på implementeringen af hovedaftalens målsætninger.  

Løsning

Samarbejdet med den almene sektor er af væsentlig betydning for at finde fælles og effektive løsninger på en række københavnske udfordringer såsom tilvejebringelse af en tilstrækkelig mængde almene boliger til borgere med lav- og mellemindkomster, udviklingen af udsatte boligområder, løsningen af boligsociale udfordringer samt fremtidssikring af den almene boligmasse ved gennemførelse af bl.a. renoveringer og energioptimeringer.  

Samarbejdet vil blive drøftet på det årlige Partnerskabsforum, der består af repræsentanter for BL’s 1. kreds og kommunens syv borgmestre. Partnerskabsforum afholdes den 14. april 2016.

Nedenfor er redegjort for de væsentlige resultater samt særlige fokuspunkter i samarbejdet mellem Københavns Kommune og den almene boligsektor.

Resultater

Hovedaftale mellem Københavns Kommune og BL’s 1. kreds 2015-2018
Hovedaftalen fastlægger de overordnede mål og rammer for samarbejdet mellem de almene boligorganisationer og Københavns Kommune. I bilag 1 findes en samlet og uddybende status på den gældende hovedaftales målsætninger.

Nedenfor findes en kort status på de af hovedaftalens centrale målsætninger, der p.t. er indfriet:

Målsætning

Status

Målopfyldelse

At almene boliger skal udgøre minimum 20 pct. af boligerne i København.

Per 1. januar 2016 udgjorde almene boliger (familie-, ungdoms-, og ældreboliger) 20,2 pct. af boligerne i København.

Opfyldt

At der inden midten af 2015 udarbejdes en samlet model for fremtidig anvendelse af ældreboliger, der i mere end 2-3 år primært har været udlejet som ungdomsboliger.

Borgerrepræsentationen godkendte den 10. december 2015 en 10-årig rammeaftale for ommærkning af ældreboliger.

 

Der er pt. indgået 2 konkrete aftaler om ommærkning af ældreboliger indenfor rammeaftalen med henholdsvis Vibo og 3B, der har fået tilsagn om det statslige ommærkningsbidrag.

Opfyldt

At reducere antallet af udsatte og særligt udsatte boligområder med yderligere en tredjedel frem til 2018.

Der er på Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets liste fra 1. december 2015 3 særligt udsatte boligområder i København. Antallet er dermed halveret.

Opfyldt

Der blev i Hovedaftalen 2015-18 fastsat 19 konkrete målsætninger, herunder 10 analysemålsætninger og 9 kvantificerbare målsætninger. 3 ud af aftalens 19 målsætninger er nu indfriet, som det fremgår af skemaet ovenfor.

Teknik- og Miljøforvaltningen og BL er i samarbejde godt på vej til at indfri de øvrige målsætninger i det kommende år. Det er Teknik- og Miljøforvaltningens forventning, at målsætninger i forhold til bl.a. kortlægning af energi- og varmeforbrug, fastsættelse af ordning for renholdelse af fortove, igangsættelse af nye boligsociale helhedsplaner m.v. vil blive indfriet i 2016. Herudover arbejdes der løbende med i videst muligt omfang at indtænke hovedaftalens hensigtserklæringer i samarbejdet mellem BL og kommunen

Bilag 1 viser dog også, at der stadig er visse områder, hvor der kræves en ekstra indsats i de(t) kommende år for at realisere de fælles målsætninger inden aftaleperiodens udløb i 2018.

Model for ommærkning af ældreboliger til ungdomsboliger og familieboliger
Siden sidste opfølgning på hovedaftalen er et af de vigtigste opnåede resultater, at Københavns Kommune, i overensstemmelse med målsætningen i hovedaftalen, har udarbejdet en model for ommærkning af ældreboliger i samarbejde med den almene boligsektor. Modellen muliggør en administrativ ommærkning af ældreboliger, der i en længere periode (2-3 år) har været anvendt til andet end ældreboligformål, til ungdoms- og familieboliger for derved bedre, at kunne imødekomme efterspørgslen på denne type almene boliger i København.  

Modellen for ommærkning tager afsæt i vilkårene i den indgåede rammeaftale med BL (BR den 10. december 2015 og BL’s repræsentantskab den 29. oktober 2015) og løber i en 10-årig periode.

Særlige fokuspunkter for samarbejdet i 2016

I forlængelse af opfølgningen på hovedaftalens målsætninger (jf. bilag 1) samt generelle udfordringer de kommende år vil forvaltningerne have fokus på nedennævnte emner i det løbende samarbejde med den almene sektor:

Nybyggeri

  • Nybyggeri af almene boliger: Det er kommunens målsætning, at tilvejebringe 8.200 almene boliger inden 2025 for derved at sikre en socialt sammenhængende og bæredygtig by. Forhandlingerne om planloven følges i denne sammenhæng nøje og konsekvenserne af en evt. ændring af kommunens mulighed for at stille krav om op til 25 % almene boliger i nye boligområder, vil blive håndteret, når resultatet af forhandlingerne er kendt.  

  • Boliger til udsatte grupper: Håndtering af udfordring med tilvejebringelse af nok boliger til husning af udsatte grupper, herunder bl.a. flygtninge og kontanthjælpsmodtagere. 

  • Partnerskaber: Der vil være fokus på en videreudvikling af de 3 partnerskaber, der blev indgået med den almene boligsektor ultimo 2015 (BR d. 12. november 2015). Det er målet, at de tre partnerskaber bidrager aktivt til at indfri Københavns Kommunes målsætning om etablering af ca. 8.200 almene boliger frem mod 2025.    

Udsat by

  • Kommunens boligsociale indsats: Teknik- og Miljøforvaltningen har som følge af Budget 2016 fået tildelt midler til medfinansiering af helhedsplaner, hvilket betyder, at de eksisterende helhedsplaner kan fornys og nye helhedsplaner indgås med udgangspunkt i de målsætninger, der findes i Landsbyggefondens nye regulativ.

  • Udvikling af udsat by: De seneste år har der været et stort fokus på at udvikle Københavns udsatte byområder og løfte disse til ”københavnerniveau”. Dette har bl.a. givet sig udslag i, at der løbende er prioriteret midler på de kommunale budgetter til udvikling af den udsatte by generelt og særligt med udgangspunkt i Urbanplanen og Tingbjerg-Husum. Dette fokus bibeholdes i 2016.  

Effektiv drift

  • Mere effektiv drift: Teknik- og Miljøforvaltningen og BL samarbejder løbende om hvilke muligheder, der er for effektivisering af driften i almene boligorganisationer. Dette arbejde vil i 2016 have et styrket fokus i forbindelse med bl.a. afholdelse af den årlige styringsdialog.   

  • Kollektiv råderet: Der er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen og BL, der i fællesskab skal klarlægge principperne for brug af den kollektive råderet. Det er forventningen, at arbejdet vil være tilendebragt i løbet af sommeren 2016.     

Økonomi

Nærværende indstilling har ikke nogen direkte økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

På Partnerskabsforum den 14. april 2016 drøftes samarbejdet mellem kommunen og den almene boligsektor bl.a. med udgangspunkt i nærværende redegørelse.   

Implementeringen af Hovedaftalen vil løbende (kvartalsvist) blive fulgt i Samarbejdsforum, der består af administrative repræsentanter for BL’s 1. kreds og kommunens syv forvaltninger.

 

Mikkel Hemmingsen                                      Pernille Andersen                        

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget,

  1. at den årlige redegørelse for samarbejdet mellem Københavns Kommune og den almene boligsektor tages til efterretning, forud for Partnerskabsforum. 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 29. marts 2016.


Indstillingen blev taget til efterretning.

Beslutning

Dagsordenspunkt 23: Årlig redegørelse for samarbejde med Almenboligsektoren (2016-0041366)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. april 2016

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.
Til top