Indsatser for bedre luftkvalitet i Københavns Kommune

Københavns Kommune arbejder for at forbedre luftkvaliteten samt at skabe øget viden om luftforurening i byen.

Luftforurening er betegnelsen for et uønsket indhold af skadelige stoffer i luften. Luftforurening kan medvirke til klimaændringer, påvirke naturen og have negativ effekt på vores sundhed. En betydelig del af den menneskeskabte luftforurening kommer fra afbrænding af kul, olie, gas og træ. I Danmark kommer luftforurening bl.a. fra køretøjer, skibe, brændeovne, industri og produktion af energi. Men en stor andel af luftforureningen blæser hertil fra omkringliggende lande. De to største lokale kilder til luftforurening i København er vejtrafik og brændefyring.

Københavns Kommune har optaget WHO’s vejledende grænseværdier for luftforurening som målsætning for luftkvaliteten i byen. Kommunen arbejder med en række indsatser, der bidrager til at skabe renere luft i København. 

Indsatser for bedre luftkvalitet i Københavns Kommune

Vis alle

Kontinuerlig monitorering af luftkvaliteten

Københavns Kommune har tre stationære luftmålestationer placeret på strategiske lokationer i byen. Stationerne måler kontinuerligt niveauet af de mest kritiske elementer af luftforureningen og bidrager til at give et detaljeret billede af den aktuelle luftkvalitet i byen. 

Læs mere om monitorering af luftkvaliteten 

Miljøzone

Københavns kommune er en ud af fem miljøzoner i Danmark. Det betyder, at ældre dieseldrevne person- og varebiler samt lastbiler skal have monteret et partikelfilter for at måtte køre i inden for kommunegrænsen. 

Tomgangsregulativet

Københavns Kommune vedtog i marts 1990 et tomgangsregulativ, der har til formål at begrænse luftforurening, brændstofforbrug og gener for beboere og forbipasserende. Ifølge regulativet er det forbudt at lade sit køretøj holde i tomgang i mere end ét minut, hvis der ikke er behov for dette. 

Håndhævelsen af regulativet er en politimæssig opgave og overtrædelse kan straffes med bøde. Oplever du som borger væsentlige gener fra køretøjer, der unødigt holder i tomgang ved en virksomhed, kan du forsøge at kontakte virksomheden og henvise til reglerne i tomgangsregulativet. Hvis dialog med virksomheden ikke hjælper, anbefaler kommunen, at politiet kontaktes, da der er tale om et ulovligt forhold.

Læs mere om tomgangsregulativet (kk.dk)

Miljøvenlige busser

Borgerrepræsentationen har besluttet, at alle buslinjer, frem mod 2025, så vidt muligt skal omlægges til el-busser, som hverken udleder CO2 eller sundhedsskadelige stoffer. Og vi er godt på vej. Ved udgangen af 2023 var 63% af busserne i Københavns Kommune være elbusser. Alle busser i den kollektive trafik forventes at være omstillet til el primo 2026. 

Verdens bedste cykelby

Københavns Kommune har meget fokus på at skabe en cykelvenlig by. Visionen for cykelindsatsen er, at vi vil være Verdens Bedste Cykelby.

Det indbefatter at det er trygt, hurtigt og komfortabelt for alle at cykle i København, uanset hvor rutineret cyklisten er. Cykelstrategien omfatter også PLUS-nettet, der er et prioriteret net af cykelforbindelser med særligt høje krav til cykelstibredde, vedligehold og snerydning.

Læs Cykelstrategien 2011-2025 (kk.dk)

Grøn mobilitet

Grøn mobilitet handler om at sikre, at alle har mulighed for at vælge et grønt transportmiddel. Det skal være nemmere, sundere og mere effektivt at bevæge sig rundt i København. Mobiliteten i København skal effektiviseres og forgrønnes for at stimulere væksten, bidrage til en CO2-neutral by og det gode københavnerliv. 

Læs handlingsplan for Grøn Mobilitet (kk.dk)

Plan for ren luft

Borgerrepræsentationen vedtog i 2013 en plan for ren luft (Ren luft til københavnerne), der består af otte indsatser, som fuldt implementeret vil bidrage til at gøre luften i København mere ren. Herunder indsatser målrettet bl.a. renere kollektiv bustrafik, renere skibstrafik, renere havnetrafik og turisme. 

Læs Ren luft-planen (kk.dk)

Kontakt

Mobilitet

Islands Brygge 37

2300 København S