Københavns Kommune har udvalgt sine strategiske byggepartnere

To byggeteams vinder Københavns Kommunes udbud om strategiske partnerskaber

Ti prækvalificerede byggeteams indsendte tilbud på kommunens udbud for strategiske partnerskaber, som estimeres til en samlet værdi på op til 2,9 milliarder kroner over fire år.

Nu har et enigt evalueringsudvalg udpeget de to byggeteams, som vinder de store byggekontrakter.  

Vi har modtaget ti rigtig gode tilbud og har nu fundet de to vinderteams. Det bliver en helt ny måde at samarbejde på omkring det offentlige byggeri. Vi har store forventninger til, at vi med det nye samarbejde kan gøre Københavns byggerier billigere, bedre og mere rettidige, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang sammen med vores nye strategiske partnere,” siger byggechef i Byggeri København, Rasmus Brandt Lassen.

Det ene udbud er børne- og ungeområdet. Det handler om udvidelse, ombygning og renovering af eksisterende skoler, fritidshjem og daginstitutioner samt nybygning af daginstitutioner. Denne opgave vinder byggeteamet Enemærke & Petersen A/S med underleverandørerne arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard, KANT arkitekter, rådgivende ingeniører Dominia, teknik- og design rådgivningsvirksomhed Norconsult og GHB Landskabsarkitekter. Samlet estimeres opgaven at have en værdi på op mod 2,3 milliarder kroner over fire år. 

Det andet udbud vedrører kommunens øvrige forvaltninger og omfatter nybygning, udvidelse, ombygning og renovering af idrætsanlæg, kulturinstitutioner, botilbud mv. Denne opgave vinder byggeteamet Jakon A/S med underleverandørerne rådgivende ingeniører EKJ, Rørbæk og Møller Arkitekter ApS, arkitektfirmaet LETH & GORI og Schul landskabsarkitekter ApS. Opgaven estimeres at have en værdi på op mod 0,6 milliarder kroner over fire år.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.