Husordensager

Som lejer kan du klage over en nabo, men du skal først henvende dig til boligselskabet.

Hvis du vil klage over en nabo, skal du først rette henvendelse til boligselskabet. Boligselskabet kan herefter give den pågældende lejer en påmindelse om at ophøre med den generende adfærd. Boligselskabet kan endvidere indbringe sagen for beboerklagenævnet, der herefter kan beslutte:

  1. at der ikke er grundlag for at pålægge lejeren en retsfølge
  2. at give lejeren en advarsel
  3. at gøre lejerens lejemål betinget af, at der ikke sker yderligere, tilsvarende forhold

Beboerklagenævnet kan ikke opsige eller ophæve et konkret lejemål, idet dette alene påkommer boligselskabet.

Man skal dog være opmærksom på, at boligselskabet til enhver tid kan opsige eller ophæve et lejemål som følge af husordenovertrædelse - men boligselskabet står væsentligt bedre i en eventuel tvist om opsigelsen/ophævelsen i boligretten, hvis beboerklagenævnet forinden har givet lejeren en af de ovenstående retsfølger. De fleste boligselskaber vælger derfor altid først at indbringe en husordensag for beboerklagenævnet, forinden der tages yderligere skridt til opsigelsen/ophævelsen.

Hvis du har klaget over din nabo, men boligselskabet ikke indbringer sagen for nævnet, kan du selv indbringe sagen – men først når du har godtgjort, at du forgæves har forsøgt at få boligselskabet til at indbringe sagen.

Kontakt

Jura og Huslejenævn

Nyropsgade 3

1602 København V