Fra strandeng til storby

Handel og havn er uløseligt forbundet med Københavns udvikling.

Byen blev grundlagt i år 1167, hvor biskop Absalon byggede en borg, der beskyttede handelspladsen, som var vokset frem ved Øresunds kyst i vikingetiden. Den internationale handel gennem Øresund betød, at København op gennem middelalderen udviklede sig til at blive Danmarks førende by og en vigtig brik i det storpolitiske spil om magten i Norden og Østersøområdet. Fra 1417 blev København også residens for kongemagten, og hæren og flåden fik hovedkvarter i København. Rigdom og magt skulle beskyttes, og Københavns udvikling var helt op til det 20. århundrede bestemt af behovet for at kunne forsvare byen.

Byen vokser

København blev udvidet flere gange gennem årerne. I Christian IV's regeringstid fra 1596-1648 tredobledes byens areal, og ny bebyggelse tog form bag de nye voldanlæg. Fra Christian IV's periode stammer mange af Københavns ældste monumentale bygningsværker. Den oprindelige middelalderbebyggelse er stort set gået tabt ved store bybrande i 1728 og 1795 og den engelske flådes bombardement af København i 1807. Efter englændernes bombardement mistede befæstningsanlæggene omkring København den militære værdi, og byen fik lov at vokse ud over voldterrænet. I 1860'erne og 70'erne tog brokvartererne Nørrebro, Vesterbro og Østerbro form, og i 1880'erne blev selve voldterrænet inddraget til bebyggelse og parkanlæg.

Siden er byen og hovedstaden København vokset langt ud over de gamle forsvarsanlæg. Københavns Kommune nåede sin nuværende udstrækning i 1901, hvor landsbyer som Valby, Brønshøj og Vanløse blev en del af kommunen. Ændringen af kommunegrænserne betød, at Frederiksberg Kommune kom til at ligge som en enklave midt i Københavns Kommune.