Fra krig til enevælde

I 1657 erklærede Christian IV's efterfølger, Frederik III, Sverige krig.

Det fik den uheldige udgang, at danskerne tabte alt land øst for Øresund. København lå ikke længere midt i riget. Trods en fredsaftale fortsatte krigen.

I 1659 befandt svenskerne sig uden for Københavns volde efter at have erobret det meste af Danmark. Nu stod slaget om Danmarks fortsatte eksistens. Kongen og de københavnske borgere fandt sammen om at forsvare byen og modstod det svenske angreb.

Kongen styrker sin position

Begivenhederne fik vidtrækkende konsekvenser. Kongen styrkede sin magt på bekostning af adelen, og i 1660 var københavnerne vidner til et prægtigt skue: Frederik III blev hyldet som den første enevældige monark på pladsen foran slottet. Borgernes belønning for så tappert at forsvare byen var meget beskeden. For megen frihed og magt gik i mod kongens suveræne eneherredømme. Men der blev oprettet et råd på 32 borgere, som dog var underlagt den kongeligt indsatte magistrat, der bestod af borgmestre og rådmænd. 

Administrationsbygninger opførtes til det voksende bureaukrati, og borgernes liv blev mere og mere reguleret. Der indførtes et natvægterkorps, politi- og brandmesterembeder samt fælles standarder på mål og vægt. Der blev udarbejdet byggevedtægter og et utal af regler for byens liv. 

Fransk hofliv og fornemme palæer

Store dele af den gamle middelalderby brændte i 1728, og den genopførte by var for alvor Kongens og centralstyrets København. De nye huse skulle følge præcise regler for højde, materialevalg og arkitektur. Det nye slot, Christiansborg, blev en pragtbygning, der understregede kongemagtens prestige, og her blomstrede et hofliv efter fransk forbillede. 

I 1749 skænkede kongen grunden til en helt ny bydel, Frederiksstaden, som blev indrettet med lige gader og fornemme palæer for adel og borgere. Her opførtes bl.a. de fire palæer, der udgør kongefamiliens nuværende bolig, Amalienborg. Et bygningsværk, der måler sig med de bedste i Europa.