Du er her

Folketeatret

Den nye ombygning af Folketeatret tager udgangspunkt i omgivelserne, og åbner foyeren op imod Nørregade.

Folketeatret blev bygget i 1846 af arkitekt H.C. Stilling som en hippodrom, et cirkus for heste og andre dyr. I det følgende 10-år eks­ploderede forlystelseslivet, og hippod­romen blev til et teater. Teaterbyg­ningen lå inde i gården, og arkitekten Vilhelm Dahlerup opgraderede i 1885 teatret med en halvcirkelformet foyer og en elegant, dekoreret facade på forhuset mod Nørregade. Dahlerups version af Folketeatret bestod, indtil arkitekterne Dissing + Weitling byg­gede om i 1988-1991.

Den nye ombygning af Folketeatret tager udgangspunkt i omgivelserne. Nørregade har altid været en travl gade, men Folketeatret har aldrig været åben ud imod Nørregade, da der i forhuset lå butikker og over dem lejligheder. To porte førte ind til gården, hvor teatret lå. Med om­bygningen har Bertelsen & Scheving Arkitekter åbnet foyeren op imod Nørregade og inviterer dermed byens liv ind i Folketeatret.

Baldakinen over den nye indgang er fra Dahlerups ombygning, og den har nu fået en ny guldbelægning og hele facaden er blevet malet i én mørk tone, så guldet, lyset og den røde løber indenfor iscenesætter den nye åbenhed for både gæster og forbi­passerende fra gaden.

Indvendigt er alle nødvendige funktioner – flugtveje, garderober, barer og toiletter – flyttet ud langs brand­murene mod naboerne, og der er blevet skåret et stort hul mellem foyerens to etager, så man nu kom­mer ind i et højloftet rum, der med svungne vægge, balkonforkanter og en ny trappe, inviterer op på første­salen. Den scenografiske tilgang til indretningen fungerer som en optakt til det, der kommer til at ske. Der anslås en glad, uformel stemning, som passer godt til det repertoire, der er i teatret.

Den nye foyer griber fat i stemningen i Folketeatrets store scene og genfortolker plys og guld på en uformel måde. Simple guldeloxerede rør løber rundt langs begge sider af foyeren i flere etager. Et rødt almindeligt gulv­tæppe snor sig fra indgangen hen imod og rundt om den nye foyertrap­pe på en måde, så alle, der kommer ind, naturligt går lidt langsommere og forventningen bliver stemt. Kur­verne i rummet giver et fantastisk spil og hiver, sammen med den røde løber, næsten forestillingen ud på gaden.

Folketeatret er med ombygningen blevet et hus fuld af historie og et folkeligt teater for hele København.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.