Politik og Indflydelse
 
 

Etablerede indsatser


Københavns Kommune har allerede iværksat og gennemført projekter, der skal forbedre trafiksikkerheden og trygheden for de bløde trafikanter og bidrage til at øge fremkommeligheden i byen for alle trafikanterne. Nedenfor kan du læse mere om, hvilke initiativer Københavns Kommune allerede har gennemført eller har planer om at gennemføre inden for nær fremtid:


Tung trafik til og fra Nordhavn
Det skal sikres, at den tunge trafik til og fra Nordhavn kører ud på motorvejsnettet i stedet for at køre ad de små, lokale gader i byen. Derfor er det blevet besluttet at sætte vejvisningsskilte op, der skal lede den tunge trafik over 18 tons til og fra Nordhavn mod nord ad Ring 2. Vejvisningsskiltene blev opsat allerede den 27. marts 2009.

Der er også planer om at sætte et forbudsskilt op, der påbyder lastbilerne at svinge til højre, når de kommer fra Nordhavn, så lastbilerne bliver ledt ud på motorvejsnettet. Forbudsskiltet vil blive sat op, når de nødvendige tilladelser er på plads.


Støjdæmpende asfalt på Strandvænget og Strandvejen
For at minimere støjgenerne fra trafikken blev der i 2009 lagt støjdæmpende asfalt på henholdsvis Strandvejen og Strandvænget. Reduktion af støjgener fra trafikken er en del af Københavns Kommunes mål om at blive verdens miljømetropol. Her er et af initiativerne, at københavnerne skal kunne sove i fred for sundhedsskadelig støj fra trafikken, og at alle skoler og daginstitutioner kun må blive udsat for et lavt støjniveau i dagtimerne.


Trafiksikkerhedskampagner
Inden for de senere år har højresvingsulykker mellem tunge køretøjer/bilister og bløde trafikanter været i fokus. Det skyldes både de alvorlige konsekvenser, en højresvingsulykke kan føre med sig, men også at relativt mange ulykker tidligere var højresvingsulykker. Alene i 2008 var højresvingsulykker årsagen til, at hver fjerde cyklist blev dræbt af en lastbil, men heldigvis er tallet nedadgående.

Blot fordi udviklingen går den rigtige vej, betyder det ikke, at højresvingsulykker er en saga blot. Derfor er det vigtigt at blive ved med at informere om alvorligheden ved den type ulykker, ligesom det er vigtigt at optimere sikkerheden og give gode råd til både bløde og tunge trafikanter om, hvordan de hver især bedst beskytter sig i trafikken.

For at fastholde fokus på problematikken gennemførte Københavns Kommune i 2008 højresvingskampagnen "Pas på de blinde vinkler" i samarbejde med Byens Trafikråd. Såfremt der er midler til det, vil en lignende trafiksikkerhedskampagne blive stablet på benene i løbet af 2010.


Gennemkørselsforbud på Vester Voldgade
For at cyklister og gående skal føle sig trygge og sikre i trafikken, skal de tunge køretøjer foretage færre højresving. Derfor er der med virkning fra den 11. februar 2009 blevet indført gennemkørselsforbud på Vester Voldgade for lastbiler over 18 tons. Ifølge kommunens trafiktællinger fra 17. april 2009 er antallet af lastbiler faldet fra cirka 50 lastbiler i døgnet til omkring 14 lastbiler i døgnet efter indførelsen af forbuddet.


 
Sidst redigeret 11/08 - 2011
 
Henvendelse Henvendelse
Center for Trafik
Postboks 450
1505 København V
Tlf: 33 66 33 66
E-mail: trafik@tmf.kk.dk
Forvaltning:
Teknik- og Miljøforvaltningen
Telefontider:
Mandag - fredag: 9.00 - 15.00
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212