Ja tak til stofindtagelsesrum – men hvor?

21. februar 2012
Vi kan ikke love, at stofindtagelsesrummet vil løse alle narkoproblemer på Vesterbro, og vi kan ikke love, at alle naboer bliver lige lykkelige over rummets placering. Men vi kan love, at vi lytter til beboernes synspunkter, og at vi vil være i løbende dialog med Vesterbros beboere og rummets nærmeste naboer.
Høringsmøde om stofindtagelsesrumDet var budskabet i Socialborgmester Mikkel Warmings indledning til høringsmødet om placering af stofindtagelsesrum på Vesterbro. Blandt de ca. 100 fremmødte var der utvetydig opbakning til, at Vesterbro skal have et stofindtagelsesrum. Men når det kom til at finde en konkret placering, hørte enigheden op.

Socialudvalget arbejder med fire mulige placeringer for det kommende stofindtagelsesrum – Mændenes Hjem i Lille Istedgade, Halmtorvet 15 eller 17 eller en mobil løsning i form af en bus. Hvert sted har sine fordele og sine ulemper.

Fordele og ulemper ved alle placeringer
Halmtorvet blev af flere fremmødte fremhævet som det sted med mest plads og de bedste muligheder for store indendørsarealer. Omvendt var nogle af de mødedeltagere, der bor på Halmtorvet, bekymret for, at et stofindtagelsesrum netop her, vil være et skridt i den forkerte retning i forhold til pladsens udvikling. En beboer pegede blandt andet på, at der i dag ikke er problemer med narkomaner på Halmtorvet, og at et stofindtagelsesrum her derfor vil være at flytte problemet fra et sted til et andet.

Mændenes hjem har meget erfaring med stofmisbrugere, og vil hurtigt kunne etablere et stofindtagelsesrum. Men nogle af institutionens naboer gav på mødet udtryk for bekymring for, at de gener de i forvejen oplever i gaderne omkring Mændenes hjem, vil blive værre, hvis rummet bliver placeret her.

Den mobile løsning – altså et stofindtagelsesrum i en bus, vil være fleksibel og kan etableres relativt hurtigt, men den mødte ikke meget opbakning på mødet. Det var i sær den trange plads i en bus, der ifølge flere af de fremmødte talte imod det mobile stofindtagelsesrum.

Selvom Socialudvalget har gjort det meget klart, at der kun er fire muligheder på bordet, var der flere af mødedeltagerne, der talte for alternative løsninger. Nogle mente, at man burde placere rummet lidt længere væk fra de kvarterer, hvor der bor mange mennesker – for eksempel Ingerslevsgade, og andre argumenterede for, at den bygning, der i dag huser PH-cafeen ville være den bedste løsning.

Endelig beslutning 21. marts
Høringsmødet var kulminationen på den høringsproces, der startede den 17. Januar. Høringen skal sikre, at Socialudvalget d. 21. marts har et dækkende grundlag for at træffe en beslutning om placering. Socialborgmester Mikkel Warming sad i panelet og svarede på de fremmødtes spørgsmål sammen med socialudvalgsmedlemmerne Finn Rudaisky (DF), Henrik Appel Esbensen (A), Lars Aslan Rasmussen (A), Sisse Marie Berendt Welling (F) og Signe Færch (Ø).  Derudover sad Thomas Egholm fra Vesterbro lokaludvalg også i panelet.

Baggrunden for høringen er, at Socialudvalget forventer, at Folketinget inden sommerferien 2012 ændrer loven, så det bliver muligt at åbne stofindtagelsesrum. Socialudvalget ønsker at være på forkant og er derfor ved at finde ud af, hvor det første stofindtagelsesrum skal ligge. Fokus er på Vesterbro, hvor det meste af det offentlige stofindtag foregår.

Læs mere om høringen og se høringssvar

Indstilling til Socialudvalget om Høring om placering af stofindtagelsesrum
 
 
Pressekontakt 
Jesper Nissen 
Socialforvaltningen 
Telefon: 24 76 54 16
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212